BMW tager konsekvensen af nye afgiftsregler og sænker priserne med op til 150.000 kr. Det kan øge konkurrencen i både Golf- og firmabils-klassen.
Nye afgiftsregler, der skal sætte en stopper for de ofte enorme gab mellem officielle listepriser på nye biler og den såkaldte beskatningsværdi, får nu BMW til at sætte listepriserne markant ned.
Et kig i BMWs nye prisliste afslører klækkelige prisfald. Mest på de i forvejen dyre udgaver – eksempelvis falder en 528i med 157.000 kr. til 677.000 kr., mens den mere populære dieselvariant 520d falder 110.000 kr. til 603.000 kr.
Den nye 3-serie bliver kun lidt billigere – her falder prisen typisk mellem 20.000 og 30.000 kr.
For danske bilkøbere er bestselleren BMW 1-serie mest interessant, og her er der godt nyt for BMW-fans. 116i med 136-hestes turbobenziner får barberet over 42.000 kr. af listeprisen og koster nu 330.000 kr., mens den tilsvarende indgangsdiesel 116d sættes 58.000 kroner ned til særdeles konkurrencedygtige 316.000 kroner. Har man smag for de 184 hestekræfter i 120d, kan man glæde sig over en prisreduktion på hele 90.000 kroner, der bringer prisen ned på mere spiselige 390.000 kr.
Der er blevet spekuleret meget i effekten af de nye afgiftsregler og i det faktum, at mærker som BMW i praksis har givet rabatter svarende til de nye, officielle prisnedsættelser.
Givet er det, at BMW’s nye og mere ’ærlige’ prispolitik pludselig får mærket til at fremstå som et langt mere realistisk alternativ til konkurrenterne.
Eksempelvis koster en BMW 116d til 316.000 kr. nu det samme som den aldrende ærkerival Audi A3 Sportback og er relativt overkommelige 20.000 kroner dyrere end den knapt så kraftige VW Golf. Vinderne er private bilkøbere, der nu kan være sikker på at få en BMW til den ’rigtige’ pris – privatleasing er dog fortsat et alternativ, hvis man alligevel planlægger at skifte bil efter tre år.