Her er den nye Skoda Octavia Combi

Stationcarudgaven af Skoda Octavia vokser markant og får mere indvendig plads end biler som VW Passat og Volvo V70. Skoda Octavia Combi får dansk premiere til sommer.

9 og 11 centimeter lyder måske ikke af meget. Men når centimeterne er placeret på strategiske vigtige steder i en bil, gør de en kolossal forskel. Det gælder også for Skoda Octavia Combi, som den tjekkiske bilfabrik nu løfter sløret for umiddelbart før den officielle verdenspremiere på biludstillingen i Geneve 7. marts.

De første 9 cm er den længde, som Skoda Octavia Combi er forlænget med. Dermed når den tjekkiske bestseller op på velvoksne 466 cm i totallængde. Samtidig er Combi’en blevet 4,5 cm bredere over skuldrene. Det ses ikke mindst i bagagerummet, der sluger hele 610 liter eller enorme 1.740 liter med nedfældede bagsæder. Resultatet er, at Skoda ikke kun sætter rekord i klassen men også sætter biler i den lidt større mellemklasse i skyggen, når det gælder plads til kufferter og klapvogne. Faktisk må dyrere stationcars som VW Passat og herregårdsvognen Volvo V70 se sig overhalet af den tjekkiske opkomling.

Forfra adskiller Combi'en sig ikke fra den 5-dørs Octavia. Tagrælinger bliver formentlig ekstraudstyr.
Forfra adskiller Combi’en sig ikke fra den 5-dørs Octavia. Tagrælinger bliver formentlig ekstraudstyr.

Det samme gælder på bagsædet. Her kommer de 11 cm nemlig i spil som forøget akselafstand, hvilket udløser næsten 8 cm ekstra benplads til bagsædepassagererne. Skoda Octavia Combi har med andre ord tallene med sig, hvis vi kigger på den for stationcars så vigtige disciplin rummelighed.

Japansk foldekunst på tjekkisk
Den praktiske sans har også fået et ekstra nøk. Blandt andet har tæppet i bagagerummet to sider: En blød og pæn til skrøbelig last og en grov plast-overflade til beskidte gummistøvler eller ski med sne på. Og så har Skoda lært japansk foldekunst: Som fingernemme konkurrenter som Honda Accord og Mazda 6 kan bagsædet i Octavia Combi nu foldes sammen ved at rykke i et enkelt håndtag – det er origami på tjekkisk.

Når det nemt kan lade sig gøre at ændre så markant på størrelsen af den nye Skoda Octavia Combi, skyldes det, at den er bygget på VW-koncernens nye MQB modul-platform. Dermed deler Octavia teknik med VW Golf 7 og de nye udgaver af Audi A3 og Seat Leon.

Motorerne er også de samme – det vil sige moderne, firecylindrede benzin- eller dieselmotorer, der alle har turbo og ganske beskeden tørst. Det gælder ikke mindst den såkaldte GreenLine udgave med 1,6 liters dieselmotor. Ydelsen er hævet fra 105 til 110 hk, mens forbruget er presset helt ned på 29,4 km/l. Dermed bliver Skoda Octavia Combi den mest nøjsomme dieselbil i sin klasse. En anden interessant motor bliver en 1,2 liters benzinturbo med 105 hk og et forbrug lige omkring 20 km/l.

Knækket over bagerste siderude er et klassisk designtrick, kendt fra BMW, der giver Octavia Combi's profil mere dynamik.
Knækket over bagerste siderude er et klassisk designtrick, kendt fra BMW, der giver Octavia Combi’s profil mere dynamik.

Skoda Octavia Combi kommer til Danmark i løbet af sommeren. Priserne er endnu ukendte, men familier med et godt øje til 3. generation af en rigtig ”danskerfavorit” skal forvente at betale omkring 15.000 kr. ekstra for den store bagklap og det enorme bagagerum.

Læs mere: Første billeder af den nye Skoda Octavia

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here