Familiebilerne Ford C-Max og Grand C-Max får samme ‘Aston Martin’ front som den kommende Mondeo. Nye motorer kører længere på literen.
Ford er ved at ‘lave en Audi’: Hele modelpaletten får samme grundlæggende design med en karakteristisk trapezformet kølergrill, der sender en særdeles varm hilsen til det britiske sportsvognsmærke Aston Martin.
Minibilen Ford Fiesta kom først med den nye front, der kan få enhver mekanikerlærling til at ligne James Bond på vej til Casino Royale. I hvert fald så længe man nøjes med at kigge på kølergrillen… Næst i rækken bliver den faceliftede Ford Focus, der forventes til Danmark i løbet af november. Lidt senere – lige efter nytår – kommer den nye Ford Mondeo med samme karakteristiske front og til sommer er det så den køredynamiske MPV-duo Ford C-Max og Grand C-Max’s tur til at pudret næsen. Omtrent dukker den nye S-Max op med samme design og på sigt gælder det også for næste generation af mikrobilen Ka.
Dermed mangler kun SUV’en Kuga og den store familieflytter Galaxy at få et næsejob, så har Ford strømlinet designet på samtlige modeller.
For Ford C-Max og den forlængede Grand C-Max med skydedøre og plads til syv personer er ansigtsløftningen dog ikke kun kosmetisk. Efter fire år på markedet får teknikken også en opdatering: De to små trecylindrede EcoBoost turbobenzinerer på 1,0 liter med henholdsvis 100 og 125 hk udvides med to kraftigere 1,5 liters udgaver, der yder henholdsvis 150 og 182 hk.
På dieselsiden pensioneres den nuværende 1.6 liters TDCi til fordel for en 1,5 liter, der kan fås med enten 95 eller 120 hk. Den mindste udleder mindre end 100 gr. CO2/km og bliver ifølge Ford den første diesel i klassen, der klarer de skrappe Euro VI miljøkrav. For familien med fart på leverer en 2,0 liters TDCi 150 heste.
Større skærm og færre knapper
Indvendigt har Fords designere også været i gang med støvekosten. Ford har lyttet til kritikken af de mange knapper i midterkonsollen, der har gjort betjeningen omstændelig og layoutet lettere uoverskueligt. Helt i tidens ånd er mange funktioner derfor flyttet op i en trykfølsom skærm i midterkonsollen, der har skabt et mere roligt kabinemiljø.
Sikkerheden har også fået et løft. Vigtigste nyhed er en automatisk nødbremse, der kan bremse C-Max ved hastigheder op til 50 km/t. Dette system har endda fået en overbygning, der fungerer på lande- og motorvej ved hastigheder op til 180 km/t.
Fords aktive parkeringsassistent der gør det nemt at foretage en parallelparkering, er også blevet udvidet, så bilen selv kan bakke ind mellem to parkerede biler i en bås. Samtidig advarer systemet Cross Traffic Alert mod krydsende trafik, når du bakker ud fra en parkeringsplads.
Endelig har ingeniørerne haft tid til lidt klassisk facelift-finpudsning af C-Max’s i forvejen fine køreegenskaber: Vibrationer og støj er angiveligt reduceret væsentligt ved hjælp af motorjusteringer, bedre motorophæng, nye, tykkere sideruder og bedre akustisk isolering mod motorrummet. Samtidig er fælgene blevet stivere, hvilket både bidrager til at reducere rystelser og støj ved høje hastigheder.
Ford C-Max, der i forvejen er kendt som det mest køreglade medlem af den kompakte MPV-klasse, er med andre ord blevet trimmet grundigt til at tage kampen op med nye og vellykkede rivaler som Citroën C4 Picasso og VW Golf Sportsvan. Hvor god den familievenlige Aston – undskyld Ford – er, ved vi til sommer, når den foryngede C-Max dukker op i Danmark.
Læs også:
Ford Focus får det store facelift