Seat Mii er Danmarks billigste leasingbil

Til 1.500 kroner om måneden plus startgebyr bliver Seat Mii Danmarks billigste tilbud på privatleasing. Tilbuddet skal sparke liv i Mii-salget, der står i skyggen af søsterbilen VW Up.

For et par år siden kvalte en stramning af reglerne det ellers voksende marked for privatleasing herhjemme. Nu er der atter tegn på liv. Flere bilmærker forsøger sig med relativt attraktive privatleasing-tilbud. Senest Seat, der 4. marts lancerer det hidtil bedste tilbud indenfor leasing til private: For 1.500 kr. om måneden og et beskedent éngangsgebyr på 12.500 kr. kan du lease mikrobilen Seat Mii i udgaven med 5 døre, 60 hestes motor og aircondition. Prisen inkluderer service og 15.000 kilometers kørsel årligt, i alt 45.000 km over de 36 måneden som leasingperioden løber i.

Over tre år bliver totaludgiften altså 66.500 kr. – eller hvad der svarer til 1,48 kr. pr. km. Alternativet – at købe bilen selv – er dog stadig billigere.

Det koster 97.000 kr. inkl. lev. at købe en tilsvarende Seat Mii. Ifølge en analyse foretaget af Bilbasen og Berlingske Business, er SEAT Mii nemlig den billigste bil på det danske marked at eje: Blot 1,26 kr. pr. km – inklusive udgifter til service og værditab – koster det at køre 20.000 km om året over 4 år at køre i sin egen Seat Mii. Fordelen ved privatleasing består altså fortsat i, at man kender sin nøjagtige, månedlige udgift til bilen, og at man ikke skal bekymre sig om at sælge bilen igen.

Selv om Seat Mii altså har de økonomiske nøgletal med sig, har det ind til videre knebet lidt med salget. Søsterbilerne Seat Citigo og især VW Up, som Seat Mii deler teknik med, sælger nemlig langt bedre end deres spanske søster. Det skal leasingtilbuddet forsøge at rette op på.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here