TEST: Øko-automatgear gør Citroën C3 til en smagssag

BILTEST: Automatgearet i Citroën C3 skifter ikke altid logisk og koster 32.000 kr. ekstra. Men den gode brændstoføkonomi og en veloplagt motor trækker op.

Hvilken bil?
Citroen C3 er en bil i Polo-klassen. Med sin højde giver den fornemmelse af at køre i en større bil. Her tester vi udgaven med automatgearet E5G, der i praksis er et manuelt gear med skifterobot. Det sikrer direkte kraftoverføring til gavn for brændstofforbruget, men også ventetid mellem gearskiftene. Man lærer hurtigt at linde på gassen for at hjælpe gearskift lidt på vej. Omvendt lader elektronikken sig let forvirre, hvis man jokker gassen i bund ved en overhaling. Her kan automatikken finde på at skifte ned til f.eks. 3. gear for med en voldsom hvæsen at få de sidste 200 omdrejninger med, inden den skifter videre til 4. gear.

 

Vidste du at?
Citroën C3 deler teknik med sin koncernfætter Peugeot 208. En særlig panoramaforrude, der fortsætter et godt stykke op i taget fås som ekstraudstyr og kan tilføre Citroën C3 lidt fransk finesse. Bilen fås også i en særlig DS 3 udgave med tre døre og et sportsligt-luksuriøst look, der gør den til Citroëns svar på en hip Mini.

Hvordan er førerpladsen?
Overvejende god. Man sidder oprejst i stolene, men for høje personer mangler man indstillingsmuligheder, så højre knæ ikke støder mod midterkonsollen. Det kan være generende på længere ture.

Hvordan opleves kabinen?

Kabinen matcher ikke de bedste fra Tyskland eller Asien i hverken samlekvalitet og betjeningskomfort. Et stort sølvskinnede plastpanel, der løber hen over instrumentbrættet associationer til en Aldi-clockradio. Det er nok ikke meningen.

Den reelle plads er acceptabel, dog giver den høje taglinje og store forrude luft i kabinen og snyder dig til at tro, at du befinder dig i en større model – især set fra forsæderne.  Man overraskes over hvor lille bilen i virkeligheden er, når man ser en identisk model på gaden.

Er sikkerheden i orden?
Citroen C3 fik tildelt 4 stjerner af EuroNCAP i 2009 fordi den ikke har elektronisk antiskrid på alle markeder. Men det har det i Danmark, og derfor vurderer Trafikstyrelsen C3 som 5-stjernet, hvilket udløser et sikkerhedsfradrag. I NCAP-testen demonstrerede C3 gode egenskaber i både frontal – og sidekollisioner, men beskyttelsen mod piskesmæld ved påkørsel bagfra er ringe.  Som en ekstra sikkerhedsskabende finesse har bilen standardmonteret fartbegrænser. Her indstiller man den maksimale fart (eller fartbøde!) man vil acceptere.  Bilen accelerer op til denne værdi og så ikke længere. Et hårdt tråd på speederen sætter dog funktionen ud af kraft. Læs mere på sikkerbil.dk.

Hvordan kører den?
Citroën C3 opleves ikke specielt køreglad – mere som en blød, halv-anonym mellemvare. Affjedringen er blødt afstemt og opsuger det meste, man byder den.  Dynamisk er bilen bestemt sikker, men indbyder ikke til engageret svingkørsel. Dertil er der for meget MPV-lignende krængning. Cirkus-nummeret i denne version er den automatiske gearkasse, der ikke er en konventionel automatgearkasse, men en robotiseret 5-trins manuel transmission, der kun fås med det mellemhøje Seduction-udstyrsniveau.  Den fungerer egentlig godt, men man skal virkelig ville have den – ellers er der 32.000 kr. at spare på at tage en manuel version med samme udstyr.

Hvordan er motoren?

Den lille 1,4-HDi-motor på 70 hk er bilens største aktiv. Den er støjsvag, omdrejningsvillig, kultiveret, momentstærk og ekstremt økonomisk. Vi ramte let 23 km/l selv på motorvejsstrækninger, hvilket er særdeles flot.

EU-forbrugstallene skal man som altid tage med et stort gran salt. Det er sammenligningstal mellem forskellige biler, og intet andet.  Den automatiserede C3 er opgivet til 29,4 km/l, hvilket nok kun er muligt udelukkende ved landevejskørsel.

Passer prisen?
Hvis man vil have en bil med automatgear og dieselmotor, så er 182.000 ikke tosset.  Men står det lidt aparte automatgear ikke øverst på ønskelisten, er de 32.000 kr. ekstra omvendt mange penge for et teknisk relativt simpelt automatgear .

Er der alternativer?
Ja, og de står nærmest i kø. Kia Rio bør være noget af det første man prøver. Med 1,1-diesel til 139.000 kr. har man en bil der kan det samme – om muligt bedre.  En dieselmotoriseret VW Polo 1,2 starter ved 173.000 kr.  Og så bør trillingerne i form af VW UP, Seat Mii og Skoda Citigo bestemt også prøves – de er en smule mindre på papiret, men der kan spares mange penge, og bilerne kan stort set det samme i virkelighedens verden.

Konklusion
For:
Tilbagelænet komfort, kultiveret motor.
Imod: Gearkasse, støjniveau.
Hvilkenbil siger:

Komfort og motor er i orden, men står automatgear ikke øverst på ønskesedlen, er der bedre alternativer på markedet end Citroen C3 med E5g-gear.

FAKTA: Citroën C3 e-HDi 70 Airdream E5G Seduction

Vejl. pris, inkl. lev.: 182.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 12.000 kr.
Årlig ejerafgift: 740 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 29,4 km/l
Længde/bredde/højde: 394/172/152 cm
Bagagerum (min/max): 300/1255 liter
Vægt: 1220 kg
Motor: 4 cyl., 1,4 liter, turbodiesel
Effekt: 70 hk/160 Nm
0-100 km/t: 16,2 sek
Topfart: 165 km/t

Særligt standard udstyr:
Fartpilot, læderrat, fartbegrænser, partikelfilter, aircondition.
Metallak: 4.500 kr. (*anslået af hvilkenbil.dk)

Tekst og foto: Jens Trabolt

1 COMMENT

  1. Jeg har købt nøjagtig denne bil, da den var på kampagne i foråret. Min pris var 45.000 kr lavere end opgivet her. Det er en dejlig handy bil som virker meget større end den er. Gearet er ikke et problem. Jeg vurdere stadig at jeg har gjort et af de bedste køb som markedet tilbyder.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here