Toyota tilbagekalder én million biler

En løs bolt på baghjulsophænget kan få bilen til at skride ud. I USA er der registreret ni ulykker – Toyota tilbagekalder 13.000 biler i Danmark.

Der kan bogstaveligt talt være en skrue løs på din Toyota – og i værste fald kan det betyde, at du mister kontrollen over bilen under kørslen.

Toyota tilbagekalder derfor et rekordstort antal biler – omkring én million – på verdensplan. Langt de fleste tilbagekaldelser berører det amerikanske marked, hvor en løs bolt på baghjulsophænget angiveligt har resulteret i ni ulykker og tre kvæstede personer. Det skriver avisen Detroit News.

Danske Toyota-ejere går dog ikke fri. Den danske Toyota-importør forventer at indkalde hele 13.000 Toyota’er til tjek på nærmeste værksted. Ejerne vil hverken modtage indkaldelsen fra importør eller forhandler, men fra Centralregistret for Motorkøretøjer. Det sker dog først, når den danske Toyota-importør har proceduren og reservedelene på plads, siger kommunikationschef René Mouritsen til politiken.dk.

I Danmark er det modellerne RAV4, årgang 2006 til 2011 samt Auris og Avensis fra årgang 2007 og frem, der kan have fejlen på baghjulsophænget.

Ifølge Toyota er fejlen opstået fordi et vist antal biler ikke har fået efterspændt en bestemt bolt på baghjulsophænget i forbindelse med serviceeftersyn. I USA har det altså medført flere ulykker.

Nyt slag mod Toyota’s image
Det er anden gang inden for relativt kort tid, at det japanske bilmærke – i årtier berømt for sit nærmest fejlfrie image – har måttet annoncere en masse-hjemkaldelse. Senest skete det, da Toyota måtte tilbagekalde endnu flere biler på en mistanke om, at speederen kunne sætte sig fast under kørslen. Sagen blev til en mediestorm – særligt på det vigtige amerikanske marked – og har været med til at pille i hvert fald noget af glansen af ellers højt respekterede Toyota.

[email protected]

2 Kommentarer

    • Kære Käte. Hvis du ikke har fået en skriftlig indkaldelse, er din bil muligvis ikke berørt. Men prøv at kontakte dit lokale Toyota-værksted – de bør vide besked. Med venlig hilsen, Jens Velling, hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here