Volvo lægger an til overhaling med XC40

Volvo kaster forsigtigheden over bord med den mellemstore SUV XC40. Frække former, funky farver og førende sikkerhed skal gøre den til klassens bestseller foran tyske favoritter som Audi Q3 og BMW X1.

Klassens bestseller med et årligt salg på 600-700 styk. Eller mere.

Selvtilliden fejler ikke noget hos den danske Volvo-importør. I disse dage vises mærkets nyeste og hidtil mindste SUV, XC40, frem for pressen, inden der er Danmarkspremiere i næste uge.

De selvsikre salgsmål kommer ikke af ingenting. Volvo er inde i en regulær stime af gode nyheder – fra nye modeller, der bliver taget godt imod til en salgskurve, der bliver ved med at nå nye højder. Også i Danmark ruller det bedre end længe for det kinesisk-ejede svenske bilmærke – forhåndsinteressen for Volvos hidtil mindste SUV, XC40, har været massiv. Faktisk har 340 danskere købt en såkaldt ’First Mover Edition’ uden at have set bilen først. En form for blind entusiasme, vi ellers kun forbinder med elbilerne fra Tesla.

To-farvet tag er ekstraudstyr til Volvo XC40 - du kan også få rødt sædeindtræk og orange gulvtæpper.
To-farvet tag er ekstraudstyr til Volvo XC40 – du kan også få rødt sædeindtræk og orange gulvtæpper.

XC40 tager da også Volvo et nyt sted hen. På den ene side genkender man straks XC40 som en lidt kantet Volvo. På den anden side forfører den normalt lidt kølige svensker med en mere fandenivoldsk udstråling og en kabine, der kombinerer god, skandinavisk smag med stærke farver og finurlige påfund som integreret affaldsspand og en hattehylde, der kan gemmes væk under gulvet i bagagerummet.

XC40 er også den første Volvo, der benytter den helt nye CMA-platform. Dermed kan XC40 udstyres med alt fra almindelige forbrændingsmotorer over hybridsystemer til ren eldrift.

God plads og godt udsyn
Hvilkenbil havde lejlighed til en meget kort prøvetur under præsentationen i Aarhus og fik indtryk af en Volvo, der er usædvanlig godt udhulet. Selv om XC40 er relativt kompakt med en længde på 4,4 meter, er den lige så bred og høj som den større XC60 – og på bagsædet er pladsen omtrent den samme. Dog ærgrer det, at bagsædehynderne er meget flade og yder dårlig støtte – formentlig for at skabe et mere fladt gulv, når man vipper bagsæderyglænene ned.

På forreste række sidder man traditionen tro behageligt, og kan nyde masser af plads i alle retninger. Måske endda lidt for meget fremad, hvor langbenede chauffører vil opleve, at rattet – trods firevejs-justering – sidder rigeligt langt væk.

Til gengæld er udsigten formidabel. Volvo melder sig nemlig klart ind i de ægte SUV’eres klub med XC40 med en kørestilling, der er mærkbart højere end de fleste konkurrenter i denne klasse. Ifølge Volvo er XC40 da også designet til at begå sig i byen, hvor den høje siddeposition og widescreen-udsigten er særligt attraktiv.

Du sidder højt og godt i Volvo XC40, omgivet af lækre materialer og moderne betjening. XC40 er lige så bred som XC60 - det giver en god rumfornemmelse.
Du sidder højt og godt i Volvo XC40, omgivet af lækre materialer og moderne betjening. XC40 er lige så bred som XC60 – det giver en god rumfornemmelse.

Den gode udsigt gælder også XC40s kabine, der er præget af materialer som aluminium, læder og bløde plastoverflader i lækker finish. Her er Volvo fuldt på højde med de tyske konkurrenter. Instrumenterne er tydelige og den store skærm i midterkonsollen står knivskarpt. Fuld digital instrumentering og fuld funktionalitet for betjeningsskærmen koster dog ekstra. Til gengæld er selv basisudgaven spækket med sikkerhedsudstyr, fordi XC40-platformen giver adgang til alle sikkerhedsassistenterne fra de større XC60 og XC90-modeller.

Med XC40 vil Volvo også udbygge mærkets satsning på det, man kan kalde bilernes svar på ’convenience’ – altså ønsket om at gøre tilværelsen som XC40-ejer så let som mulig.

Lån bilen ud – uden nøgle
Det begynder med konstant opkobling af bilen, som Volvo kalder OnCall. Har du det – det er ekstraudstyr – kan du for eksempel overføre dit næste mødested på jobbet fra din smartphones kalender til bilens navigationsanlæg. Du behøver altså ikke selv taste adressen ind. Du kan også benytte dig af Volvo Car Sharing, hvor du kan lade venner og familiemedlemmer låne bilen – helt uden brug af nøgle: Du godkender dem bare via din smartphone, så kan de lukke sig ind i og starte bilen. Tricket er, at der hele tiden befinder sig en særlig ekstranøgle i XC40, som aktiveres via Volvo OnCall-systemet. En anden service, som Volvo tilbyder, er at du kan få leveret pakker direkte i bagagerummet. Pakkeposten får simpelthen en engangskode, der kun kan bruges til at åbne bagklappen.

Gulvet i bagagerummet kan stilles på højkant og holde op til tre poser, og du kan også opbevare hattehylden nede i 'kælderen'. XC40 er fuld af praktiske detaljer.
Gulvet i bagagerummet kan stilles på højkant og holde op til tre poser, og du kan også opbevare hattehylden nede i ‘kælderen’. XC40 er fuld af praktiske detaljer.

”Til næste år forventer vi også at kunne tilbyde ’Care By Volvo’ i Danmark, fortæller PR-manager for Volvo i Danmark, Jan Larsen.

Navnet dækker over en ny form for leasing, hvor alt – selv bilvask – er med i prisen. Du skal heller ikke betale et engangsbeløb og du kan aflevere bilen tilbage, når du vil. Igen handler det om ’convenience’ som især de yngre bilister som XC40 bejler til, vil have det.

Kombinationen af nye serviceydelser og en lidt anderledes og umiddelbart meget vellykket Volvo, skal være med til at fortsætte Volvos fremmarch – denne gang i den hastigt voksende klasse for mellemstore SUV’ere i premiumklassen.

”Konkurrenterne hedder især Audi Q3 og BMW X1. Og lige som XC60 er bestseller i klassen over, forventer vi, at XC40 bliver den bedst sælgende model i sin klasse,” siger Jan Larsen.

Priser Volvo XC40

T3 FWD 6-trins man, 156 hk: 411.000 kr.
T4 FWD 8-trins aut., 190 hk: 467.000 kr.
T4 AWD 8-trins aut., 190 hk: 543.000 kr.
T5 AWD 8-trins aut., 247 hk: 625.000 kr.

D3 FWD 6-trins man., 150 hk: 446.000 kr.
D3 FWD 8-trins aut., 150 hk: 476.000 kr.
D3 AWD 6-trins man., 150 hk: 487.000 kr.
D3 AWD 8-trins aut., 150 hk: 517.000 kr.
D4 AWD 8-trins aut., 190 hk: 585.000 kr.

(Der forventes et fradrag for 5 stjerner i Euro NCAP crashtesten på 12.000 kr.)

Læs mere: Volvo forynger sig med XC40

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here