Se her, hvor meget du kan spare på køb af ny bil. Volvo giver mest i rabat, mens hver femte bilkøber slet ikke får rabat, viser FDM-undersøgelse.
Volvo-købere er dem, der får mest rabat på deres nye bil.
Det viser en stor undersøgelse blandt ca. 28.000 bilejere i FDMs AutoIndex 2019, der har svaret på, hvor meget rabat, de har fået på købet af deres nye biler.
I snit har de fået ca. 8,6 procent svarende til knap 26.000 kr. i rabat på en bil til 300.000 kr. Men hos Volvo-forhandlerne er der altså mere at hente. Her har ejerne i snit fået 12,8 procent i afslag på den nye bil. Og det ser ud til, at det svensk-kinesiske mærke har succes med den strategi.
Næstmest rabat – 10 procent – har Ford-køberne fået, og Mercedes-Benz og Honda-købere næsten lige så meget – 9,9 procent.
Redaktør på Hvilkenbil.dk Jens Velling, der har fulgt bilmarkedet tæt i over 25 år, nikker genkendende til, at Volvo-forhandlerne er fleksible på prisen i kampen om kunderne til de dyrere biler.
”De bruger rabatter i kampen mod Audi, BMW og Mercedes, der umiddelbart står stærkest i premium-segmentet,” siger han.
”Det er også den oplevelse, jeg har,” lyder det fra Jan Lang, der er markedsanalytiker og kommunikationschef på Bilbasen.dk.
Jens Velling vurderer også, at statistikken afspejler, at Volvo kører med relativt høje vejledende priser, som de kan skrue på, når det er er nødvendigt.
Mere end 20 pct. i rabat
Volvo-ejerne er da også dem, der har fået de klart største rabatter på bilkøbet, viser FDM AutoIndex.
13,1 procent svarer, at de har fået 20 procent eller mere i afslag på deres nye Volvo. Ingen andre mærker kommer i nærheden. Tættest på er BMW med blot 6 procent, der har fået 20 procent eller mere i rabat. For alle mærkerne er det kun 3 procent i snit.
Konkurrencen er ifølge Jens Velling blevet skærpet, fordi Audi, BMW og Mercedes i dag opererer med både lavere kontantpriser og skatteværdier på firmabiler end tidligere.
”For eksempel har der været nogle meget aggressive kontantpriser på BMW 3-serien og i nogen grad også på Audi A4 og Mercedes C-klasse. Det gør det svært for køberne at få yderligere rabatter,” forklarer Jens Velling.
Det er ikke tilfældet hos Volvo. Hele 24 procent svarer i undersøgelsen, at de har fået mellem 11 og 20 procent rabat på deres nye bil. Nærmeste ’konkurrenter’ er Honda med 16,9 procent og Ford, hvor 13,9 procent har fået 11-20 procent rabat.
Volvo øger salget
”Volvo har været mere sultne for at komme ind på markedet, og man må sige, at det er lykkedes dem,” siger Jan Lang fra Bilbasen.
Det dokumenterer salgsstatistikkerne fra De Danske Bilimportører da også.
I 2017 var Volvos markedsandel 1,4 procent af det totale antal indregistrerede nye biler med et salg på 3.065 biler. I 2018 steg markedsandelen til 2,1 procent med et salg på 4.642 biler, og de gode takter ser ud til at fortsætte med en yderligere stigning i markedsandelen til 2,4 procent for de første ni måneder af 2019.
Mindre rabat på billige biler
AutoIndex-undersøgelsen blandt bilejerne viser også, at Seat, Suzuki, Citroën og Peugeot giver mindst rabat.
Jens Velling forklarer, at det kun er logisk: Disse mærker har i forvejen presset priserne i bund på diverse kampagnemodeller. På dyrere biler som f.eks. Volvo er der bedre plads til at give rabat end på de billige. Fortjenesten på de dyrere biler er simpelthen væsentligt større, og det giver forhandlerne noget at handle med.
”Disse mærkers biler er enten så billige, eller kører med så markante kampagnerabatter, at der ikke gives yderligere rabat,” konstaterer han.
Jan Lang er enig og giver et eksempel:
”Overordnet er det de selskaber, der i forvejen har markante tilbud, der giver den mindste rabat. Så når Peugeot kører en meget skarp kampagnepris på en 208’er, så er det vanskeligt at give yderligere rabat.”
Ifølge AutoIndex 2019 fremgår det også, at ca. hver femte bilkøber slet ikke får rabat, selv om der tilsyneladende er gode rabatter komme efter, konkluderer FDM. Hver fjerde køber får ikke rabat men til gengæld noget ekstra udstyr til bilen.
Hvilkenbil har været i kontakt med den danske Volvo-importør. Her fortæller marketingchef Peter Birkbo, at rabatter er et resultat af den dialog, som forhandleren og kunden har.