Honda viser sjette generation af SUV’en CR-V, der kun kommer til Danmark som ladehybrid. Den elektriske rækkevidde bliver mere end 80 km.
CR-V har været en klassiker i Honda-programmet siden debuten i 1996. Den japanske SUV var blandt de første SUVere og fik hurtigt en solid fanbase med sin både letløbende og solide mekanik og ikke mindst markante design.
Netop designet har fået en større overhaling i den nye, sjette generation af CR-V, som Honda netop har afsløret: Bilen er vokset på alle leder, og ser også både større og tungere ud med sine mere lige linjer og større kølergrill. Honda holder dog fast i typiske CR-V kendetegn som de lodrette baglygter.
Med sit solide look lægger CR-V sig designmæssigt i slipstrømmen på en anden velvoksen og ny japansk SUV, Mazda CX-60.
De to landsmænd og rivaler har en anden ting tilfælles; de er begge mærkers første ladehybrider – det vil sige, at de kombinerer en benzinmotor med en elmotor og et batteri, der kan lades op i stikkontakten.
På det punkt har Honda CR-V dog en teknisk fordel. Batteriet, som Honda ikke oplyser størrelsen på, tillader nemlig op til 82 kilometers kørsel udelukkende på el. Til sammenligning må Mazda nøjes med 63 km. Under gunstige forhold kan batteriet i CR-V lades fuldt op på blot 2,5 timer. Honda oplyser ikke ladekapaciteten, men det er op mod dobbelt så hurtigt sammenlignet med mange andre ladehybrider.
Honda fremstiller også en almindelig hybridudgave af den nye CR-V, men herhjemme ser vi kun ladehybriden, fordi afgiftsreglerne gør den billigere.
Endnu mere plads
Honda CR-V har altid været Hondas mest rummelige bil, og det karaktertræk får lige et nøk til i sjette generation. Akselafstanden vokser fire centimeter, hvilket skal give ekstra benplads ved bagsædet. Samtidig kan ryglænet justeres i otte trin, så man kan finde den mest afslappende hvileposition på langturen. Længere bagude hævder Honda, at bagagerummet er blevet 18 procent større.
Fremme på forreste række vil Honda-fans og andre feinschmeckere bemærke, at infotainmentskærmen har selskab af klassiske, runde drejegreb til ventilation og lyd. Altså ikke noget med lange blikke på pegeskærmen, mens du kører, hvis du vil skrue op for varmen eller ned for P3, Tak, siger vi bare – drejeknapperne i alulook ser cool ud og kan forhåbentlig skabe mode til gavn for både trafiksikkerhed og betjening.
I Danmark til efteråret
Netop sikkerheden er bogstaveligt talt i højsædet i CR-V. Som første Honda er den udstyret med Sensing 360, et nyt og innovativt sikkerheds- og køreassistentsystem. Teknikken eliminerer bl.a. bilens blinde vinkler og hjælper til med at undgå kollisioner.
Meget mere specifik er Honda ikke – det vrimler ikke lige frem med facts om CR-V. Priserne ved vi heller ikke noget om endnu. Begge dele ved vi mere om i løbet af efteråret, når sjette oplag af HondaCR-V når frem til de danske forhandlere.
Hej Hvilkenbil
Prisen bliver sikker hundedyr, når en Honda Jazz i billigste udgave starter ved næsten 300.000 kr. ??
venlig hilsen
Flemming Pedersen
8300 Odder
Kvalitet koster, til gengæld slipper du for en masse uforudsete udgifter, som VAG folket slås med. 😉