BYD Dolphin – kinesisk elbil til masserne

elbiler

BILTEST: BYD Dolphin virker solid og har det meste af det udstyr, man kan ønske sig. Men også skavanker typisk for biler fra Kina.

Hvilken bil?

BYD Dolphin er sammen med blandt andet MG4 en af de elbiler, vi har brug for. En kompakt hatchback i VW ID.3-størrelsen til en pris, der giver flere bilister råd til at købe en elbil.
Prisen er 235.000 kr. for Comfort-modellen med det meste af det sikkerheds- og komfortudstyr, man kan ønske sig af en bil i 2023. Topmodellen Design koster 15.000 kr. mere og tilføjer panoramaglastag, mørktonede bagruder, trådløs opladning af mobiltelefon og metallak.
Dolphins batteri er på 60 kWh, rækkevidden er 427 kilometer, og opladning hjemme sker med 11 kW. Den kan ikke lynlade, men hurtiglade med op til 80 kW.
Batteriet er af jernfosfat-typen og altså ikke et lithium-ion-batteri som de fleste elbilers. Forskellene er prisværdige, da det kemiske grundstof kobolt i lithium-ion-batterier er vanskeligt tilgængeligt med de uheldige konsekvenser, det har. Desuden er et jernfosfat-batteri billigere at fremstille, og det skulle angiveligt ikke tage skade af at blive lynladet, hvilket lithium-ion-batterier gør på lang sigt.
BYD giver seks års mekanisk garanti på bilen – dog maksimum 150.000 kilometer. Batterigarantien gælder i otte år eller 200.000 km.

Vidste du at?

Dolphin – delfin – er sammen med Seal – sæl – de første i BYD’s Ocean Series-modeller.

En delfin kan man ikke umiddelbart beskylde Dolphin for at ligne, men der er i hvert fald et designelement, der peger i det kloge pattedyrs retning: De indvendige dørhåndtag, der med lidt god vilje ligner delfinfinner.
Kinesiske Build Your Dreams – BYD, hvert bogstav udtales enkeltvis – har eksisteret siden 1995 og er i dag verdens største producent af elektrificerede biler og en af verdens største batteriproducenter.
Nic. Christiansen Gruppen, der importerer Hyundai, står også bag BYD-importen. Bilerne kan ses og prøves hos et af de seks Terminalen-centre i Danmark og serviceres samme sted.

Hvordan er førerpladsen?

Hvor Dolphins ydre ikke fornærmer mange, er der mere spræl over kabinen med friske farver og et funky design, der er et miks af hård plast og bløde kunststofmaterialer. Så ros til BYD for ikke at forfalde til et uinspirerende musegråt interiør.
Forsæderne kan indstilles elektrisk, og man sidder relativt højt med godt overblik. Jeg savner dog længde på sædet og lændestøtte.
Klimaanlægget lider af før sete kinesiske skavanker. I Dolphin blev temperaturen sat til 26-27 grader, men alligevel føltes det aldrig helt varmt nok. Med to personer i bilen skal der skrues en del op for blæseren for at holde ruderne fri for dug. Med tre personer endnu mere.

En anden kineser-skavank er de aktive sikkerhedssystemers meget emsige overvågning af førerens gøren og laden. Det er måske acceptabelt i Kina, hvor man straks retter ind, men overformynderi tiltaler ikke mit demokratiske sindelag.

Kommer man til at køre tre kilometer hurtigere end det, skiltegenkendelsen har aflæst, er resultatet en irriterende bippen. Bipperiet kan dog deaktiveres, men det kræver, at man ved hver start skal trykke sig igennem et antal menuer for at slå det fra. Når bilen startes igen, er det forfra. Dét er træls.

Hvordan opleves kabinen?

Bagsædet byder på rimelig plads til to voksne og et barn på midterpladsen. Testbilen Design har panoramaglastag, og det stjæler et par centimeters hovedhøjde, så mit hoved stødte på.
Gulvet er også let forhøjet, og det betyder, at man sidder med bøjede ben – det er anstrengende i længden.
Bagagerummet napper relativt beskedne 345 liter, og der findes ikke et “frunk” under fronthjelmen til opbevaring af ladekabler.
Et anhængertræk kan monteres, men kun til brug for en cykelholder.

Er sikkerheden i orden?

BYD er en af de efterhånden mange kinesiske bilproducenter, som har forstået, at vil man frem i den vestlige verden, er et af kravene høj sikkerhed.
Seal, Atto 3 og Dolphin har alle fået de maksimale fem stjerner i Euro NCAP’s test.
Sikkerhedsorganisationen roser Dolphin for centerairbaggen mellem forsæderne, men en smule malurt drysses i bægeret ved frontalkollision, hvor beskyttelsen af førerens brystkasse kun får gennemsnitskarakteren “marginal”.
Mere Euro NCAP-ros er der til vognbaneassistenten, til systemet, der automatisk bremser for bløde trafikanter foran og bagved bilen, og til systemet, der advarer mod trafikanter, når man åbner døren.

Hvordan kører den?

Dolphins undervogn og affjedring er frem for alt komfortabel, grænsende til blød. Ubehageligheder fra kloakdæksler og skarpe kanter afbødes fint, og bilen opleves stabil. Stabiliteten aftager dog i takt med, at hastigheden stiger, hvor jeg fandt den en smule urolig fra 70-80 km/t.
Den lille forhjulstrukne Dolphin kan heller ikke løbe fra sin vægt på næsten 1,7 ton, der sammen med den bløde opsætning ikke gør, at man bliver legesyg og fristes til at haste gennem vejsving.
Den lyd, som elbiler skal udsende, så fodgængere og cyklister uden headset eller iPods i ørerne kan høre dem, er i Dolphin en ret markant hylen. Måske er det delfinlyde – ved det ikke, men i mine øregange en ikke-charmerende lyd. Den forsvinder på den anden side af 35 km/t, og stilheden er elbil-komfortabel, indtil man når motorvejshastighed, hvor vindstøjen bliver temmelig påtrængende.

Hvordan er motor og opladning?

Lynladning på farten er ikke muligt, men man kan forbinde den til en lynlader og i bedste fald opnå hurtigladning på 80 kW. I sådan en fætter tager den hurtigst opnåelige ladning fra 30 til 80 procent mindst en halv time. Det er ikke imponerende.
Hjemmeladning foregår med 11 kW, og med en batterikapacitet på 60 kWh nås 100 procents opladning uden problemer natten over.
WLTP-rækkevidden er på 427 kilometer, i daglig sommerbrug skal man trække cirka 20 procent fra. Testen foregik i vintertemperaturer, og dér så det ud til, at der skal trækkes omkring 40 pct. fra – altså en vinterrækkevidde på omkring 250 km.
I løbet af testen kørte jeg kun ganske lidt på motorvej, så med mest by- og landevejskørsel i temperaturer lige under frysepunktet endte forbruget ifølge bilens computer på 179 Wh/km. Det svarer til 5,9 kilometer pr. kilowatt-time. Fabrikken opgiver et forbrug på 159 Wh/km, svarende til 6,3 km/kWh.

Passer prisen?

235.000 kr. for den billigste, men meget veludstyrede Comfort er bestemt en passende pris. Metallak koster 5.000 kr. Dermed er forskellen til topmodellen Design, der har metallak som standard, beskedne 10.000 kr. De fleste vil kunne undvære Designs panoramaglastag og mørktonede bagruder, omend den trådløse opladning af mobiltelefonen er en bekvemmelighed, man sætter pris på.
Comfort med metallak til 240.000 kr. giver efter Hvilkenbils opfattelse mest værdi for pengene.

Er der alternativer?

En anden kineser – MG4 med Luxury-udstyr – har en rækkevidde på 435 kilometer og koster 260.000 kr. Den har stort set det samme udstyr som Dolphin Design, men kan lynlade med op til 140 kW og er qua sit baghjulstræk mere underholdende at køre i. MG4 Nordic Edition til 220.000 kr. og med 350 kilometers rækkevidde savner en del af det udstyr, som selv billigste Dolphin har.
Cupra Born og den netop faceliftede VW ID.3 er i kvalitetsfornemmelse en klasse over Dolphin. Til gengæld koster de henholdsvis 85.000 og 75.000 kr. mere.
Stellantis-tvillingerne Peugeot e-208 og Opel Corsa-e er i billigste udgaver noget dyrere og har noget mindre udstyr. Corsa-priserne er i øjeblikket ikke tilgængelige, men e-208’eren står til en frapris på 275.000 kr.

Konklusion:

For: Pris, udstyr, garanti.
Imod: Ladehastighed, biplyde, intet “frunk”, korte sæder uden lændestøtte.
Hvilkenbil siger:

Importørens tillid til Dolphin afspejler sig i den suveræne garanti, og generelt gør bilen det fint. Den er sammen med sin landsmand MG4 et reelt alternativ til de europæiske konkurrenter, og prisen sikrer den fire stjerner. Dens formynderiske assistentsystemer irriterer dog i dagligdagen, sæderne er i min karakterbog ikke tilstrækkeligt gode, og ladeeffekten burde være bedre.

FAKTA: BYD Dolphin Design

Vejl. pris, inkl. lev.: 249.995 kr.
Anslået kontantrabat: * 0 kr.
Billigste (Comfort): 234.995 kr.
Privatleasing: Pt. ikke muligt.
Årlig ejerafgift: 740 kr.
Garanti (bil/rust): 6 år eller 150.000 km (alt efter, hvad der kommer først)/12 år
Garanti (batteri): 8 år eller 200.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP): (2023)
Antal airbags: 7 airbags (inkl. centerairbag)
Længde/bredde/højde: 429/177/157 cm
Bagagerum (min/max): 345/1.310 liter
Vægt: 1.658 kg
Anhængervægt: 54 kg
Batterikapacitet: 60 kWh (netto)
Rækkevidde (WLTP): 427 km
Forbrug: 159 Wh/km – 6,3 km/kWh
Forbrug i test: 179 Wh/km – 5,9 km/kWh
Ladeevne: Op til 80 kWh DC
Opladningstid: 45 minutter (10-80 pct. ved DC-lynlader), ca. 5,5 timer (10-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt: 150 kW (svarer til 204 hk)
0-100 km/t: 7,0 sek.
Topfart: 160 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, blindvinkel-advarsel, advarsel om krydsende trafik for og bag, døråbnings-advarsel, vejskiltegenkendelse, fuld LED-lygter, fjernlysassistent, p-sensor for og bag, 360 graders kamera, nøglefri adgang og start, 2-zonet klimaanlæg, elektrisk justerbare forsæder m. varme, elektrisk justering af sidespejle m. varme og klapfunktion, 5 tommer førerdisplay, 12,8 tommer berøringsfølsom infotainmentskærm, lydsystem m. 6 højttalere, stemmestyring, Apple CarPlay/Android Auto, trådløs opladning af mobiltelefon, panoramaglastag, varmepumpe, metallak (hvid/grå), 17 tommer alufælge. (* Anslået af hvilkenbil.dk)

Metallak: 5.000 kr.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Citat : “Testbilen Design har panoramaglastag, og det stjæler et par centimeters hovedhøjde”

    Plejer et glastag ikke at give ØGET loftshøjde?

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here