VW åbner for bestilling af den faceliftede Golf 8. Til priser fra 325.000 kr. bliver den dyrere og dårligere udstyret end elbilen ID.3.
Den danske VW-importør er klar med priserne for den faceliftede Golf 8, der kommer til Danmark til sommer. Og som vi ser med mange andre nye fossilbiler i en tid med priskrig på elbiler, skal man virkelig insistere på at køre benzin eller diesel, hvis det rent økonomisk skal give mening at vælge fossil- frem for elektrisk folkevogn.
Priserne for den faceliftede Golf 8 – eller Golf 8.5, som VW omtaler den – starter ved 325.000 kr. Her er tale om en klassisk VW basisudgave uden pynt og overflødigheder. Du må for eksempel nøjes med små 15-tommer stålfælge med hjulkapsler af plastic og ét-zones klimaanlæg. Helt så skrabet som fortidens folkevogne er Golf 8.5 dog ikke. Fine detaljer som adaptiv fartpilot, læderrat med varme og p-sensorer er standard.
Motoren er en 1,5 liters turbobenziner med 115 hk og manuelt gear.
Beskeden merpris for stationcar
Vil du have samme motor med 150 hk og mere udstyr som 17-tommer alufælge, digitalt cockpit med ChatGPT-baseret stemmestyring, 3-zoners klimaanlæg, komfortsæder og lane assist, hedder udstyrsvarianten Life Edition og koster 365.000 kr. For yderligere 15.000 kr. får du VWs fine DSG-automatgear med i pakken.
Vil du have fuld plade i udstyr, hedder Golf Style til efternavn og koster 434.000 kr. På udstyrslisten finder du detaljer som blind-vinkel alarm, bakkamera, Travel Assist med kombineret adaptiv fartpilot og laneassist. Interiøret er opgraderet med el-justerbart førersæde med massage- og memory-funktion, og der er Ambiente-belysning i 30 valgfrie farver, der giver en unik stemning i interiøret. Golf Style har også LED-Performance-forlygter og – for første gang – et lysende VW-logo.
Er du til stationcar er merprisen 10.000 kr. Det er billigt, også fordi det inkluderer næsten syv cm længere akselafstand til gavn for benpladsen på bagsædet, mens bagagerummet sluger hele 611 liter.
Vigende salg
Sidst i marts er det præcis 50 år siden, at den første Golf trillede af samlebåndet i Wolfsburg. Siden er det sket mere den 37 millioner gange, hvilket ikke alene gør Golf til et hit for VW, men også en af verdens mest solgte bilmodeller.
Herhjemme har Golf dog haft det svært siden introduktionen af Golf 8 i foråret 2020. På det tidspunkt havde VW travlt med lanceringen af de elektriske ID.3 og ID4, og Golf 8 fremstod som en bil, der ikke havde fået den ingeniørmæssige omsorg, som vi normalt forbinder med modellen. Interiøret var fersk, nærmest rustikt og softwaren til den nye, fuldt digitale betjening var i bedste fald halvbagt. Priserne var dog på samme høje niveau som altid, og derfor blev Golf 8 aldrig så populær som sine forgængere. Sidste år blev der kun solgt 520 styk, hvilket blot rakte til en plads som nr. 94 på listen over årets solgte bilmodeller.
Til sammenligning blev der solgt 1.149 af den elektriske pendant af Golf, VW ID.3. Omstillingen til el har med andre ord været hård ved Golf. Kigger man på priser og udstyr, er det en logisk udvikling. En elektrisk ID.3 fås fra 300.000 kroner og for 310.000 kr. får du en Style-udgave, der både på udstyr og præstationer markant overgår en fossildrevet Golf.
Kan bestilles nu
Dén udvikling vil kun blive stadig mere tydelig. Golf-navnet er dog ikonisk, og VW vil naturligvis udnytte sin stærke mærkevare. Angiveligt kan næste generation Golf blive rent elektrisk – og måske endda på sigt overtage ID.3s plads i modelprogrammet.
Den opgraderede Golf 8 forventes introduceret i Danmark i løbet af sommeren. Allerede nu kan du bestille bilen, og du kan se den komplette prisliste på Golf her.