En omfattende undersøgelse viser, at bilers sikkerhedssystemer reducerer risikoen for ulykker. Men nogle systemer øger faktisk risikoen.
Et nyt hollandsk studie har gransket data fra 2,4 millioner ulykker, og en af konklusionerne er, at de aktive sikkerhedssystemer, som skal hjælpe føreren, generelt gør, som de skal – altså mindsker risikoen for ulykker. Men der findes faktisk systemer, som gør præcis det modsatte og dermed øger risikoen for ulykker.
De mest effektive systemer er den automatiske nødbremse, vognbaneadvarsel/assistent og træthedsadvarsel, viser undersøgelsen. Den automatiske nødbremse mindsker risikoen for kollision med 10,7 procent, vognbaneadvarslen eller vognbaneassistenten med 19,1 pct. og træthedsadvarslen med 10,7 pct. Alle tre systemer har i nogle år været lovpligtigt udstyr i nye biler, der indregistreres i EU.
Når systemer kombineres, øges sandsynligheden for, at der ikke sker ulykker. Eksempelvis reducerer den automatiske nødbremse risikoen for, at en bil påkører en anden bil bagfra med 45 pct. Men hvis den automatiske nødbremse kombineres med et system, der advarer mod den forestående kollision – med både lyd- og lyssignal til at aktivere føreren – reduceres risikoen med 55 pct.
Tror blindt på systemet
Ikke alt er dog fryd og gammen med de avancerede sikkerhedssystemer. Den konventionelle og gammeldags fartpilot, der har været en del af mange bilers udstyr i årtier, øger faktisk risikoen for kollisioner med 12 pct.
Men også den moderne, såkaldt adaptive – eller intelligente – fartpilot, der selv holder afstand til de forankørende, øger risikoen for kollision.
Årsagen er, mener forskerne, at førerne, der benytter den traditionelle fartpilot, lader sig “lulle i søvn”. Og reagerer for sent. I tilfældet med den moderne og avancerede fartpilot er teorien, at førerne stoler for meget på, at systemet nok skal klare det for dem. I begge tilfælde bliver førerne simpelthen uopmærksomme.
I analysen er det også undersøgt, om de adaptive LED-lygter forårsager ulykker. Det adaptive lys gør i princippet, at bilen kører med det lange lys permanent tændt, men afpasser lyset, så det ikke skulle blænde hverken mod- eller medkørende. Undersøgelsen viser en forhøjet risiko på 0,5 pct.
Bid mærke i ordet “assistent”
De hollandske forskere konkluderer efter det omfattende studie, at førerassistentsystemerne virker efter hensigten. Men konklusionen er også – og den er vigtig – at systemerne netop er assisterende. Altså erstatter de ikke føreren. Bilernes sikkerhedssystemer er netop til for at assistere og er bare et supplement til en opmærksom fører.
Den hollandske undersøgelse kan læses ved at klikke på linket her.
Af redaktionen