BILTEST: Skal du have et rugbrød, skal du have det lange. Merprisen for VW ID. Buzz Lang er beskeden, men merværdien er stor.
Hvilken bil?
Den lange Buzz har været ventet med længsel, siden den korte kom for mere end to år siden. Nu har Hvilkenbil haft den til test, og det står klart, at VW ID. Buzz Lang har meget at byde på i forhold til det lille rugbrød.
Lang er 25 cm længere, og de syv rigtige sæder er alle til voksne mennesker. Billigste, Life+, koster 420.000 kroner, kun 30.000 kr. mere end den korte. Den lange har samtidig et lidt større batteri og dermed længere rækkevidde.
For begge gælder, at varmepumpe ikke er standard. Den har i vinterhalvåret især betydning for optimal tilberedning af batteriets temperatur forud for lynladning, og fraværet af varmepumpe forlænger tiden ved ladestanderen. Prisen for varmepumpen er 11.000 kr.
Basisudgaven til 431.000 kr. inkl. varmepumpe har det meste af det udstyr, man skal bruge. Opgraderingen til testbilen, Style+, koster 90.000 kr. og inkluderer bl.a. elektriske skydedøre, Matrix-LED-forlygter, 360 graders kamera samt forsæder med elektrisk indstilling, massage og lændestøtte.
Vidste du at?
Det oprindelige rugbrød, VW T1 – kaldet ‘Bulli’ – gik i produktion i 1950, og bilen fik hurtigt ikonisk status.
Nuttet design, optimal udnyttelse af pladsen og alsidige egenskaber gjorde Bulli til et elsket køretøj for hippier, surfere og campister.
Rugbrødet, som blev navnet i Danmark på grund af faconen, var teknisk baseret på Boblen med en lille, luftkølet benzinmotor placeret bagerst.
Bulli blev nærmest til ved en tilfældighed. Den hollandske VW-importør, Ben Pon, fik ideen, da han så en arbejdsvogn på Folkevogns-fabrikken i Wolfsburg efter Anden Verdenskrig.
Hvordan er førerpladsen?
Højt hævet over medtrafikanterne kan man fra forsæderne skue ud gennem den enorme forrude, der strækker sig laaaangt frem. Så langt, at det må anbefales at få en elektronisk p-skive, så man ikke risikerer forstrækninger for at nå ud til den.
Style+-forstolene er en gave til langturschauffører med god støtte og masser af muligheder for elektriske indstillinger. Udsynet fra førersædet er imponerende, og selvom der ikke er tvivl om, at det er en stor bil, er den efter lidt tilvænning overraskende let at overskue. 360 graders kameraet hjælper på overskueligheden, og en smart lille feature er den sprinkler, der skyller bakkameraets linse ren, når bagrudens sprinkler aktiveres.
Den knap 13 tommer store infotainmentskærm står knivskarpt, og genvejene, som man selv kan bestemme, giver relativt nem adgang til de mest brugte menuer. Haptisk feedback-knapperne på rattet til bl.a. den adaptive fartpilot, lydstyrke og ratvarme kræver tilvænning, men efterhånden bliver antallet af fejl- og forgæves-tryk minimeret.
Hvordan opleves kabinen?
Det meste er godt, men begejstringen dæmpes, når materialekvaliteten granskes. En typisk VW-skavank, der vandt indpas i kølvandet på dieselskandalen i 2015. Dørsider og paneler ser godt ud, men plastikken er tynd og hård, sine steder kedelig og musegrå. Kan sagtens være, at det ikke har betydning for holdbarheden, men VW-lækkert som for 10 år siden er det ikke.
Samme skuffelse kryber også ind bagerst i kabinen. Trinene, som man træder på ved ind- og udstigning, er plastikbeklædte, og er de våde, er de glatte.
Håret i suppen glemmes hurtigt, når de store skydedøre er kørt til side. For det er for alvor hér, at den lange Buzz viser sin berettigelse og giver ordet Raumwunder en ekstra dimension. Der er oceaner af plads, også på de to sæder på tredje række, og sæderne på række to foldes nemt frem, når der skal folk ind på de to bagerste sæder. Alle sæder er store, støtter godt, og der er USB-stik og kopholdere til overflod. Hvis man vil, kan man ved bestillingen og uden omkostninger bytte række to-bænken til to enkelt-stole.
Er sikkerheden i orden?
Den korte ID. Buzz bestod mødet med muren med bravour, da Euro NCAP testede i 2022. Den automatiske nødbremse og den adaptive fartpilot med aktiv vognbaneassistent er velfungerende, og airbaggen mellem forsæderne bidrager til sikkerheden.
Lidt malurt i bægeret er der dog. Trods sit nuttede og afrundede udseende er Buzz hård ved bløde trafikanter, hvis de bliver truffet af bilens front. Som bilen er konstrueret, er der næppe ret meget at gøre ved det. Se Euro NCAP-testen her.
Hvordan kører den?
Uanstrengt, meget afdæmpet og letkørt rammer ID. Buzz ind. For trods størrelse og vægt kører det store rugbrød nærmest sofistikeret. Jovist, 2,8 ton er en sjat, men den lader sig manøvrere med en imponerende lethed. Den lille venderadius er genial, styretøj og bremser er nemme at dosere, og kun de helt dybe huller i asfalten bringer lidt uro i geledderne. Men kortvarigt og hurtigt glemt.
Trods størrelsen er den overraskende agil, og der er ikke meget varevogn over den familievenlige VW. Baghjulstrækket medvirker til en vis klassisk køreglæde, og det er en bil, man gerne kører langt i med folk på alle pladser.
Hvordan er motor og opladning?
Elmotoren er den samme effektive med en ydelse på 210 kW (286 hk), der efterhånden har fundet vej til flere ID’ere. Momentet er mægtige 560 Nm. Trods kampvægten savner man ikke kræfter, og med indstillingen “B” på gearvælgeren – øget regenerering af strøm – er det nemt at køre glidende og behageligt.
Høj vægt og rugbrøds-form er som udgangspunkt gift for forbruget. På papiret kan man hive i omegnen af 460 kilometer ud af den – 4,7 km/kWh. Men regn ikke med det, heller ikke om sommeren.
I temperaturer lige over frysepunktet kommer man selvfølgelig ikke i nærheden. Under testugens forskellige køreforhold endte gennemsnittet på 3,7 km/kWh. På en tur med seks personer ombord og hastigheder mellem 110 og 130 km/t var resultatet 3,3 km/kWh.
Man kan så glæde sig over, at Buzz lynlader med op til 200 kW. Så man er relativt hurtigt på 80 pct.
“Men det kræver altså, at man investerer 11.000 kr. i en varmepumpe. Så få nu den gjort til en del af standardudstyret, VW! Det klæder jer ikke, at den koster ekstra.”
Passer prisen?
431.000 kr. for en reel 7-personers elbil – ID. Buzz Life+ inkl. varmepumpe – er en stærk pris. I Style+ får man en solid portion ekstraudstyr, ikke mindst de elektriske skydedøre, ekstra gode forsæder og Matrix-LED-forlygter, og har man hul i budgettet til at smide 90.000 kr., som er prisen, vil man glæde sig over at have kræset for sig selv og sin familie. Men ok, så løber den lange Buzz også op i godt og vel 520.000 kr.
Hvis man sammenligner med prisen på den korte Buzz for to år siden, er det et illustrativt eksempel på, hvordan priserne på elbiler er justeret nedad. En kort Buzz med Style-udstyr, et lidt mindre batteri, lavere ladeeffekt og en knap så kraftig elmotor kostede for to år siden 571.000 kr.
Er der alternativer?
Mercedes EQV matcher den lange ID. Buzz på kabineplads, men den er dyrere og meget mere en varevogn. Så medmindre stjernen i snuden er vigtig, er den ikke et alternativ.
De fleste 7-personers konkurrenter har den meget gængse SUV-facon, og i den mindst dyre ende kan vi begynde med Peugeot E-5008. Den koster med topudstyr 400.000 kr. Række tre-forholdene i franskmanden kan på ingen måde måle sig med Buzz. Mercedes EQB til 430.000 kr. er bestemt heller ikke oppe i Buzz-ligaen, men det er i højere grad sydkoreanske Kia EV9. I den er pladsen på bagerste sæderække og adgangen dertil fin, men stadig ikke så overdådig og ukompliceret som i Buzz. Billigste EV9 med 443 kilometers rækkevidde koster 450.000 kr.
Er man til kinesere, er Hongqi E-HS9 til 450.000 kr. og BYD Tang til 490.000 kr. muligheder. Volvo EX90 er prismæssigt uden for Buzz-ligaen – den billigste koster 735.000 kr.
Konklusion
For: Førerplads, kabineplads, design, garanti.
Imod: Varmepumpe er ikke standard, lidt for meget hård plast.
Hvilkenbil siger:
Fraværet er varmepumpe er uforståeligt, men kan løses ved at bede sælgeren om 11.000 kroners rabat eller levering af en bil med varmepumpe uden merpris.
FAKTA: VW ID. Buzz Lang Style+
Vejl. pris: 509.994 kr.
Vejl. pris (billigste): 419.995 kr. (Life+)
Privatleasing: 6.395 kr. v. 15.000 km/år, førstegangsydelse 15.000 kr., leasingperiode 12-48 måneder
Årlig ejerafgift: 840 kr.
Garanti (mekanisk): 5 år/150.000 km
Garanti (lak/rust): 3/12 år
Garanti (batteri): 8 år/160.000 km
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2022)
Antal airbags: 7 (inkl. centerairbag)
Længde/bredde/højde: 496/199/192 cm
Akselafstand: 324 cm
Bagagerum + frunk: 306/1.340/ liter + 0 liter
Vægt: 2.789 kg
Anhængervægt: 1.000 kg
Batterikapacitet (netto): 86 kWh
Rækkevidde (WLTP): 462 km
Forbrug (WLTP): 4,7 km/kWh (21,2 kWh/100 km)
Forbrug i test: 3,7 km/kWh (26,9 kWh/100 km)
Ladeevne: Op til 200 kWh DC/11 kWh AC
Opladningstid: 26 minutter (10-80 pct. ved DC-lynlader), ca. 7,5 timer (0-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt/moment: 210 kW (286 hk), 560 Nm, baghjulstræk
0-100 km/t: 7,9 sek
Topfart: 160 km/t
Særligt standardudstyr:
Aut. nødbremse m. fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot med aut. tilpasning af hastighed efter vejskilte og vejforhold, aktiv vognbaneassistent, blindvinkeladvarsel, advarsel om krydsende trafik bag, advarsel om trafik v. åbning af døre, LED-Matrix-forlygter m. aut. op- og nedblænding, p-sensor for og bag, 360 graders kamera, 2-zonet klimaanlæg, varme i forrude, varme i rattet, elektrisk indstilling af forsæder m. lændestøtte, varme og massage i forsæder, armlæn til forsæder i begge sider, elektriske skydedøre og bagklap, elbetjente skyderuder i bagdøre, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, 12,9 tommer infotainmentskærm, DAB-radio, 9 højttalere, trådløs Apple CarPlay/Android Auto, trådløs opladning af smartphone, 3 USB-C foran og 4 bag, ambientebelysning (30 farver), nøglefri adgang og start, varmepumpe, 20 tommer alufælge.
Ekstraudstyr:
Metallak: 12.800-35.000 kr.
Varmepumpe: 10.869 kr.
21 tommer fælge: 6.410 kr.
Komfortpakke plus (bl.a. 3-zonet klimaanlæg, opvarmelige sprinklerdyser foran): 8.821 kr.
Infotainmentpakke plus (bl.a. head-up-display, Harman Kardon-lydsystem m. 16 højttalere og subwoofer): 16.084 kr.
Anhængertræk: 10.217 kr.
Af redaktionen