Sidste år blev mindst 141 danske ladestandere ødelagt af kabeltyve. Ladeoperatører overvejer at droppe ladestandere i yderområder.
Kabeltyveri er blevet en kæmpe udgift for danske ladeoperatører. Hver gang kabeltyve stjæler et kabel, koster det operatøren op til 20.000 kr. at erstatte det.
Det seneste år er det sket mindst 141 gange på danske ladestationer. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau, der har talt med tre af de største ladeoperatører i Danmark, Clever, E.on og OK.
Der findes ingen samlet statistik for kabeltyverier, så antallet kan være meget højere. I februar i år fandt det hidtil største kabeltyveri sted i Kliplev i Sønderjylland, der huser Danmarks største ladestation. Alene her blev det stjålet 40 kabler.
Stor skade, lille gevinst
Tyverierne finder sted selv om gevinsten for tyvene er beskeden. På det sorte marked kan kobberet i et ladekabel måske indbringe 200 kr. pr. kabel. Til gengæld er det mange gange dyrere at erstatte kablerne – og det kan få konsekvenser for elbilisterne.
”Hvis tyverierne fortsætter, så kan det være, at vi potentielt vælger ikke at sætte laderne op i visse områder igen, fordi det simpelthen ikke kan svare sig økonomisk,” siger Morten Hersoug, adm. direktør for E.on Drive Infrastructure.

Kabeltyverierne er især sket i yderområder af Syd-, Øst- og Sønderjylland, oplyser E.on, OK og Clever til Ritzau.
Også hos OK overvejer man, om lukning af ladestationer kan være et nødvendigt modtræk til kabeltyverier.
”Det er ikke der, vi er nu, men det er en snak, vi har, fordi det kan vise sig at være nødvendigt i sidste ende,” siger Peter Tønnesen, service- og driftschef i OK.
Ved årsskiftet var der flere end 30.000 offentlige ladestandere i Danmark.
Tesla overvejer farvebomber
Tyveri af kobberkabler er et velkendt fænomen fra f.eks. jernbaner og byggepladser. Med elbiler og ladestandere har kobbertyve fået en ny mulighed – over alt i verden får ladestandere klippet kabler.
I USA har overklippede kabler også været forbundet med ideologisk modstand mod elbiler.
Tesla, der er verdens største ladeoperatør med sit Supercharger-netværk, arbejder angiveligt på en løsning med farvebomber, som vi kender det fra pengetransporter.