Debatten raser efter lovændring tillader 17-årige at køre bil. Ifølge Vejdirektoratet vil det koste fire dræbte og 400 mio. kr. årligt.
Regeringens beslutning om at tillade 17-årige at køre bil uden ledsager møder heftig kritik fra flere sider.
Fra 1. juli skal 17-årige ikke længere have en erfaren ledsager med i bilen, men må føre bilen alene. Dog kun tidsrummet fra kl. fem morgen til 20 aften.
Bilistorganisationen FDM er blandt kritikerne. I en leder skriver FDM blandt andet, at man er ”bekymret” og henviser til Vejdirektoratets vurdering af i forbindelse med lovforslaget. I den konkluderede Vejdirektoratet, at det vil medføre cirka fire trafikdrab og 33 alvorligt tilskadekomne årligt at tillade 17-årige at køre bil uden ledsager.
”Alt for høj pris”
De samfundsøkonomiske omkostninger er også høje – omkring 400 mio. kr. årligt, vurderede vejdirektoratet.
”Det er alt for høj en pris. Først og fremmest for de trafikdræbte og deres efterladte, men også for samfundet,” skriver FDM i lederen.
FDM er også kritisk overfor transportminister Thomas Danielsens (V) argumenter for den nye lov. Transportministeren har ved flere lejligheder begrundet den nye lov med, at der mangler gode transportmuligheder uden for de store danske byer. Den kollektive trafik er simpelthen blevet for dårlig.
Har selv skabt problemet
Men her peger pilen mod regeringen selv, mener FDM. Politikerne har selv skabt problemet ved at centralisere uddannelserne og samtidigt skåret ned på den kollektive trafik.
Løsningen bør ikke være at tillade 17-årige at køre bil og dermed gøre trafikken mindre sikker for alle. I stedet kunne regeringen ”modernisere skattelovgivningen, så det blev attraktivt for de unge at køre sammen til uddannelse, sport og fritidsaktiviteter,” lyder det konstruktive forslag fra FDM.
Særligt farlige varebiler
FDM er særligt bekymret for, at den nye lov vil betyde, at firmaer vil lade 17-årige lærlinge kører i varebiler – til arbejde og ud til kunder.
”Det er et faktum, at 17-24-årige har en markant højere ulykkesrisiko end øvrige trafikantgrupper. Der er faktisk fire gange større risiko for, at de havner i en ulykke end deres forældre. Det er ligeledes et faktum, at ulykker med varebiler oftere er mere alvorlige end ulykker med personbiler,” skriver FDM i lederen.
Kritikken bakkes op af Vejdirektoratets dødsulykkestatistisk. Den viser, at der er dobbelt så stor sandsynlighed for at blive dræbt i en ulykke, der involverer en varebil, i forhold til en ulykke, der involverer en personbil.
Ifølge FDM er det en altså en særligt ”farlig cocktail”, når regeringen nu også tillader 17-årige at køre varebiler.