Tesla taber endnu mere terræn i USA

Tesla regnskab
Foto: Tesla Inc, grafik: Hvilkenbil

Teslas markedsandel i USA falder til det laveste niveau i otte år. Alligevel belønnes Elon Musk med svimlende lønpakke.

Tesla har længe været fuldstændigt dominerende inden for elbiler på mærkets amerikanske hjemmemarked. Men ifølge nye tal fra analysefirmaet Cox Automotive er markedsandelen nu nede på blot 38 procent i august 2025. Det er det laveste niveau siden 2017, hvor Model 3 var på vej ud til de første kunder.

Udviklingen står i skarp kontrast til for bare få år siden, hvor Tesla sad på op mod 80 procent af markedet. Selv i starten af 2025 lå andelen på 46 procent, men faldet er fortsat måned for måned.

Skarp konkurrence - gamle biler

Der er flere forklaringer på, at Tesla fortsat taber terræn. For det første er konkurrencen blevet langt skarpere. Mærker som Hyundai, Kia, VW og Chevrolet har lanceret nye elbiler i et tempo, Tesla ikke har kunnet matche. Flere af konkurrenterne har ovenikøbet sat fart på salget med attraktive priser og kampagner.

Samtidig er Teslas modelprogram ved at virke gammelt. Både Model 3 og senest Model Y er ganske vist blevet opdaterede, men det har langt fra været nok til at fastholde salget. Seneste store nyhed var Cybertruck tilbage i 2023, men den enorme pick-up i rustfrit stål er hurtigt gået fra hype til flop.

Trækker Tesla ned

Oven i det har Tesla-chef Elon Musk flyttet meget af sin opmærksomhed fra biler til kunstig intelligens, robotter og selvkørende robotaxaer. Visionært måske, men det ændrede fokus betyder også, at forbrugerne i dag savner de nye bilmodeller, der engang gjorde Tesla så attraktiv.

Musk selv ligner også i stigende grad en byrde for sit eget mærke: Det faldende Tesla-salg falder sammen med Elon Musks stærkt kontroversielle støtte til og arbejde for den amerikanske præsident Donald Trump og den Republikanske MAGA-bevægelse. Verden over har det skabt protester mod Musk og Tesla – alt tyder på, at det har markant og negativ indflydelse på det globale Tesla-salg.

Musk forgyldes

Mens Tesla taber terræn, har Teslas bestyrelse ikke desto mindre valgt at belønne Elon Musk med en af de største lønpakker i verdenshistorien: Aftalen kan være op til 1.000 milliarder dollars værd over de næste ti år, hvis Musk formår at levere en række næsten urealistiske mål: 20 millioner solgte biler årligt, en million robotaxaer og en million robotter.

Musk får altså først pengene, hvis Tesla når disse mål, men beløbet alene vækker opsigt. Spørgsmålet er, om det er klogt at satse så meget på science fiction-agtige projekter, når bilsalget – Teslas egentlige fundament – er under pres?

Presset på det amerikanske hjemmemarked vil i øvrigt stige dette efterår, når præsident Trump lukker for al støtte til køb af elbiler og opstilling af ladestandere. Et initiativ, som Elon Musk har støttet Trump og Republikanerne i – forudsat, at støtten til olieindustrien tilsvarende skulle rulles tilbage.

Det sidste er ikke sket, og bl.a. derfor må Musk og Trump i dag betegnes som rygende uvenner. Det lever Trump bedst med, mens Musk og Tesla ligner de store tabere på det meget omtalte break-up.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here