Holland og Kina er røget i infight over mikrochips, der benyttes i nye biler. Øgede spændinger mellem Kina og vesten kan ramme bilindustrien hårdt.
En mikrochip-krise er blusset op igen. Sidste gang var det corona og krigen i Ukraine, der skabte mangel på mikrochips i bilindustrien og gav lange ventetider på nye biler. Denne gang er det storpolitik og især den eskalerende handelskrig mellem USA og Kina, der truer med at stoppe samlebåndene på bilfabrikker over alt i verden.
Konkret handler sagen om den relativt ukendte mikrochip-fabrik Nexperia. Den hører hjemme i Holland, men har siden 2019 været kontrolleret af den kinesiske elektronikgigant Wingtech Technology.
På USA's sorte liste
Sidste år ’sortlistede’ USA Wingtech som led i den simrende handelskrig med Kina. 29. september i år udvidede USA denne sortlistning til Wingtech’s datterselskaber som Nexperia. Allerede dagen efter fik det den hollandske regering til at overtage kontrollen med Nexperia for næsen af kineserne. Overtagelsen skete med henvisning til en gammel lov fra tiden med den kolde krig, der tillader sådanne overtagelser med henvisning til den ’nationale sikkerhed’.
Kina svarede igen ved den 4. oktober at indføre såkaldte eksportkontroller på Nexperias fabrikker og deres underleverandører. Reelt handler det om at forsinke eller helt stoppe eksporten. Og det er alvorligt, for selv de mikrochips, der produceres i Holland, kommer omkring Kina, hvor de pakkes, inden de sendes videre til kunder over hele verden.
Alle bliver ramt
De kunder er bilproducenter i Europa, USA og Kina. Alle bliver ramt, for ifølge Nexperia i Holland er der højst mikrochips lager til endnu et par ugers produktion. Herefter er det slut, og så mangler bilfabrikker over alt i verden de små Nexperia-chips, der styrer alle de mest almindelige funktioner i biler via knapper og andre betjeningsgreb.
I Europa har situationen sendt bilmærker som BMW, Stellantis, Renault, Mercedes og VW i alarmberedskab. Nexperia-chips er nemlig udbredte i moderne bilproduktion. Flere af bilmærkerne bruger dem ikke direkte, men bliver ramt, fordi de indgår i dele fra deres underleverandører.
Problemet er, at der kun er ganske få virksomheder som Nexperia, der laver de højt specialiserede mikrochips. Der er med andre ord ikke andre steder at gå hen, hvis forsyningskæden bliver stoppet.
Sagen er så alvorlig, at repræsentanter for den hollandske regering skal mødes med den ansvarlige kinesiske minister for området, formentlig allerede i denne uge.
Kina-USA konflikt kan sprede sig
Sagen viser også, at spændingerne mellem Kina og vesten øges – og at det kan få direkte indflydelse på bilindustrien hos begge parter.
I Kina mener man, at USA har presset Holland til at overtage Nexperia fra Wingtech som led i den aktuelle konflikt mellem USA og Kina. Her har USA på den ene side truet Kina med en gigant-told på kinesiske varer, mens Kina omvendt holder de sjældne metaller for sig selv, som landet fremstiller omkring 80 procent af, og som er afgørende i alt fra elbiler over forbrugerelektronik til våben.
Kinas begrænsninger på sjældne metaller, der i sommer sendte bilindustrien i 'total panik', og understreger, at alle kneb gælder i konflikten mellem vesten og Kina.
Sårbare kinesiske elbiler
På den måde kaster de stigende spændinger mellem Kina og vesten også lange skygger over de nu snart 20 kinesiske bilmærker, der importeres til Danmark. Som Hvilkenbil flere gange har beskrevet, er der en reel risiko for, at handelskonflikten mellem USA og Kina kan eskalere til en reel handelskrig eller endda handelsboykot, der kan få vidtgående konsekvenser for enhver handel med Kina.
Her vil komplekse produkter som elbiler, der er værdiløse uden reservedele og softwareopdateringer, være særligt udsat.
Det er et worst case scenario. Andre i bilindustrien peger på, at vesten og Kina er dybt afhængige af hinanden. Konkret sidder der også Nexperia-chips fra Holland i mange kinesiske biler. Det er et udtryk for, at alle parter - Kina, USA og Europa – har en fælles interesse i at finde løsninger til gavn for alle i den verserende handelskonflikt.
Undskyld mig, men siger I, at produktionen af chips på en fabrik i Holland er ved at lukke ned, fordi de bliver sendt til Kina for at blive pakket? Jeg kan forstå, hvis de råmaterialer der anvendes i chipsene kommer fra Kina, og Kina har indført eksportbegrænsninger, men jeg vil vove at påstå, at vi i Europa godt ville kunne finde en løsning på at pakke chipsene i kasser.
Det er jeg enig med dig i Flemming, men det er det, som flere internationale medier beretter. Men mon ikke, der stikker mere under end som så. Et problem er det i hvert fald. Mvh Jens Velling, red.