Exlantix indtager Danmark med ni dedikerede forhandlere, der dækker hele landet. Importøren Wismo Group satser på store, velkendte forretninger.
Hvor meget skal man som importør og forhandler satse på endnu et nyt og ukendt kinesisk bilmærke?
Nic. Christiansen Gruppen gør det forsigtigt med blot én forhandler i København samt ét midlertidigt showroom i importørens domicil i Kolding for mærkerne Nio og Firefly.
Wismo Group, der mest er kendt for at importere Stellantis-mærker som Citroën, Peugeot og Opel, slår mere selvsikkert ud med armene. Når der er Danmarkspremiere på det nye Kina-mærke Exlantix i næste uge, sker det hos ni forhandlere, der dækker hele Danmark i en 4-1-4 opstilling på Sjælland, Fyn og Jylland.
”For os har det aldrig handlet om at ‘være i Danmark’. Det handler om at være fysisk til stede for kunderne. Vi går ind på markedet med ambitionen om reel tilgængelighed fra første dag. Derfor lancerer vi Exlantix med ni forhandlere fordelt over hele landet. De er allerede en del af Wismo-netværket, og vi har stor tiltro til, at netop disse forhandlere kan være med til at løfte dette nye mærke og give kunderne den tryghed, service og grundige rådgivning, der betyder alverden, når man stifter bekendtskab med et nyt bilmærke”, forklarer Jonas Stausholm, Brand Director hos Wismo Group.
Tre Chery-mærker i Danmark
Exlantix bliver det 22. nye kinesiske bilmærke i Danmark og udspringer af den kinesiske Chery Group. Delvist statsejede Chery har fremstillet biler siden 1997 og er i dag Kinas fjerde største bilproducent.
Chery satser stort på eksport. I sommers lancerede Chery sit Omoda-mærke i Danmark, og lige efter årsskiftet kommer søstermærket Jaecoo også til Danmark.
Chery er også kendt for - nogle vil mene berygtet - for at være blandt de største eksportører af biler til Rusland. Chery har udnyttet, at vestlige bilproducenter i overensstemmelse med de internationale sanktioner mod Rusland på grund af krigen mod Ukraine, har trukket sig ud af det russiske marked. Den mulighed har Chery udnyttet til at blive et af de største bilmærker i Rusland.
Priser fra 380.000 kr.
Exlantix er Cherys performance-mærke og kører med avanceret teknik som 800 volt-arkitektur og luftaffjedring.

I første omgang ser vi den store SUV ET og den fem meter lange sedan ES i Danmark.
Priserne begynder ved 380.000 kr. Dermed skal Exlantix konkurrere med mindre biler som Tesla Model Y, Skoda Enyaq og VW ID.4, men også dyrere elbiler som Xpeng G9 og Audi A6/Q6 e-tron.
Ni danske Exlantix-forhandlere
Sjælland:
Andersen & Martini (Taastrup)
Vejlebo Larsen (Roskilde)
Bo Kjeldsmark Automobiler (Rødovre)
Frimann Hansen Automobiler (Slagelse)
Fyn:
C.A. Larsen Automobiler (Odense)
Jylland:
C.A. Larsen Automobiler (Viby/Aarhus)
Poul Munk (Silkeborg)
Erling Høi-Nielsen (Sønderborg)
Kjærsgaard Auto (Aalborg)






