Trods øget omsætning kom Polestar ud af tredje kvartal med stigende underskud. “En klar skuffelse”, siger det kinesiske bilmærke til investorerne.
Regnskabet for Polestar for tredje kvartal er ude - og det er ikke opmuntrende læsning for det kinesiske elbilmærke, der fortsat aldrig har haft overskud.
Omsætningen i tredje kvartal steg ganske vist til godt 4,8 milliarder kroner - 36 procent mere end samme periode sidste år. Problemet for Polestar er, at underskuddet samtidig voksede 13 procent i tredje kvartal - fra 2,1 til mere end 2,7 milliarder kroner.
Kigger man på de første ni måneder af 2025, ser det endnu værre ud. Her er underskuddet vokset med hele 80 procent til 10,1 milliarder kroner.
“Klar skuffelse”
Polestar selv er da heller ikke tilfredse med resultatet.
“Resultatet for tredje kvartal har klart været en skuffelse for os. Vi lider fortsat under højt pris-pres på vores biler, samtidig med at vi har stigende produktionsomkostninger på grund af told,” sagde Polestars finansdirektør Jean-Francois Mady tidligere i dag på et kald med investorerne. Det skriver Reuters.
Aktiekursen styrtdykker
Investorerne var enige i dén vurdering. Kvartalsregnskabet fik straks Polestar-aktien til at styrtdykke. I skrivende stund har den ikke rettet sig, men er faldet mere end 16 procent.
Kursfaldet er også dårlige nyheder for Polestar. I sidste uge blev Polestar advaret om, at selskabet ville blive afnoteret fra Nasdaq-børsen, hvis ikke kursen kommer over den krævede minimumskurs på én dollar i løbet af 180 dage. Det er kursen langt fra - aktuelt koster en Polestar-aktie 0,67 dollar. For fire år siden toppede Polestar-aktien på knapt 14 dollar.
Vil lægge aktier sammen
Polestar har meddelt, at de vil øge kursen ved at gennemføre et såkaldt omvendt aktiesplit. Det betyder, at man lægger aktier sammen, hvilket øger værdien af den enkelte aktie, men bevarer selskabets værdi. Hvis Polestar for eksempel lægger aktier sammen i forholdet 1:2, fordobles aktiekursen og selskabet vil derefter leve op til Nasdaq-børsens krav om en mindstekurs på én dollar.
Det er dog mere sandsynligt, at Polestar vælger en højere ‘gearing’ for at komme mere på den sikre side af én dollar. Polestar har endnu ikke meddelt, hvilken løsning de vælger.
Polestars nuværende chef, tyskeren Michael Lohscheller, prøvede sig også med et omvendt aktiesplit, da han var chef for lastbilproducenten Nikola. Selskabet gik konkurs i februar i år.
Hver femte medarbejder fyret
Trods stigende salg fortsætter Polestars økonomiske udfordringer. I et forsøg på at reducere omkostningerne har Polestar blandt andet reduceret omkring hver femte af de oprindeligt 2.500 ansatte tidligere i år. Som Volvo, der var med til at grundlægge Polestar, har Polestar også valgt at afskedige flere hundrede medarbejdere i udviklingsafdelingen for i stedet at trække mere på ejeren, den kinesiske Geely-koncern.
Udover Polestar og Volvo ejer Geely også mærkerne Zeekr, Lotus og Lynk & Co.
Polestars økonomiske trængsler vokser i en tid, hvor selv kineserne taler stadig mere åbent om, at kun en brøkdel af landets mere end 125 bilproducenter vil overleve på sigt.






