Audi satser på AUDI i Kina

Audi vil kæmpe sig tilbage i Kina med to mærker med forskellig identitet, to kinesiske samarbejdspartnere og mere kinesisk software.

Som de fleste andre udenlandske bilmærker, har Audi det svært i Kina. Og det er kritisk, for Kina er verdens største bilmarked, så hvis man vil overleve i den stadig hårdere konkurrence, er det afgørende at få en bid af den lukrative kage, som ‘Riget i midten’ udgør.

Audi har valgt en noget utraditionel vej mod comeback i Kina. I en slags 'dobbelt op’ taktik, har Audi nu to mærker i Kina. Det traditionelle mærke Audi med de fire ikoniske ringe, som vi kender det i dag. Og så et nyt mærke - AUDI uden ringe - der er skræddersyet til Kina og skal være den mere ungdommelige, progressive udgave af det tyske prestigemærke, der tilbyder kinesiske kunder avanceret software udviklet i og til Kina.

Imod tysk anbefaling

Audi arbejder også med to partnere i Kina. Dels FAW - First Automotive Works - grundlagt i 1953 og kendt for bl.a. at fremstille Hongqi-biler, der også kan købes i Danmark, der fremstiller flere kendte Audi-modeller i Kina. Dels SAIC Motors, der også står bag bl.a. MG og i Kina fremstiller de nye AUDI-modeller til kineserne.

Både FAW og SAIC er ejede af den kinesiske stat. Det tyder på en vis teknologi-overførsel, da den kinesiske stat har ret til at få data fra alle kinesiske virksomheder. 

Med de øgede investeringer i Kina går Audi og moderselskabet VW imod anbefalingerne fra den tyske regering, der i stigende grad er bekymret for afhængigheden af kinesiske leverandører og samarbejdspartnere.

Men Audi kører altså ufortrødent på. Der er nødvendige penge at tjene i Kina.

I Kina til Kina

Nyeste eksempel er en ny elektrisk SUV under det nye AUDI-mærke, der netop er blevet afsløret på biludstillingen i Guangzhou.

Audi er endnu ikke klar til at vise interiøret i E SUV, men det får formentligt skærme i fuld bredde med udbredt brug af kunstig intelligens til betjeningen.

Det mere end fem meter lange og to meter brede E SUV Concept er baseret på samme, nye platform som den AUDI E5 Sportback, der blev lanceret i Kina i september. SAIC skal fremstille bilen, der benytter kinesisk software og teknologi, der er skræddersyet til de kinesiske kunders krav og behov. De handler blandt andet om avancerede køreassistenter, der skal lette kørslen og et design, der er meget enkelt i sit udtryk.

Arkitekturen er selvfølgelig med moderne 800 volt, så AUDI E SUV blot skal bruge 10 minutter på at lade til 320 kilometers kørsel. 

Halser efter konkurrenterne

Med to elmotorer med tilsammen 500 kW (680 hk) og firehjulstræk, kan AUDI også - sådan  nogenlunde - følge med de rent kinesiske konkurrenter. Mærker som BYD og Zeekr har allerede bevæget sig videre til 900 volt-teknologi, der giver ekstremt hurtig lynladning og ydelser omkring 700 kW (1.000 hk).

Det er den svimlende hurtige udvikling, som Audi satser på at blive en del af med deres nye ‘to-af-det-hele’ strategi i Kina. Lykkes den, kan det formentlig også speede udviklingen op af de Audi’er, som vi kan købe i Europa.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here