Changan er endnu et kinesisk bilmærke, der satser på masser af udstyr til lavpris. Første model, Deepal S05, udfordrer bestsellere som Skoda Elroq og VW ID.4.
Sig goddag til Changan - det 20. kinesiske bilmærke lanceret i Danmark siden 2020.
Hvis navnet ringer en klokke, skyldes det måske, at Changan laver elbiler som Mazda 6e i et joint venture med det japanske bilmærke. Eller måske at Changan er blandt de kinesiske bilmærker med den absolut længste historie.
Faktisk kan Changan dateres tilbage til 1862, men har dog kun lavet biler de seneste cirka 40 år. Sidste år trillede der næsten tre millioner biler af samlebåndet, og det gør Changan, der ejes af den kinesiske stat, til Kinas tredjestørste bilproducent.
Kombinationen statsligt ejerskab og rå størrelse gør formentlig også Changan til et af de kinesiske bilmærker, der har gode overlevelseschancer i det brutale udskilningsløb, som landets flere end 120 bilproducenter befinder sig i netop nu.
25 år i Europa
Et andet særkende ved Changan er mærkets mangeårige tilstedeværelse i Europa. Siden 2001 har mærket haft sit eget designcenter i Torino, Italien, og siden 2010 et udviklingscenter i engelske Birmingham. Modsat flere kinesiske konkurrenter har Changan også etableret et centralt, europæisk reservedelslager i Holland. Alt andet lige betyder det kortere leveringstider på reservedele, hvis uheldet er ude, fordi stumperne ikke skal fragtes fra Kina.
Herhjemme er det Andersen Motors - mest kendt som importør af Suzuki - der står for importen af Changan. Andersen Motors har også importeret kinesiske Aiways siden 2021, men må håbe på bedre held denne gang: De seneste par år har Aiways ligget i dvale uden bilproduktion på grund af pengemangel.
18 danske forhandlere
Troen på Changan fejler ikke noget. Modsat danske importør-kollegaer af andre kinesiske mærker, går Andersen Motors mere helhjertet til værks: Når Changan lanceres i Danmark umiddelbart efter påske, sker det fra 18 forhandlere over hele landet - og der er flere er på vej.
Trods 25 års tilstedeværelse i Europa, er Danmark blot det sjette europæiske land, som Changan nu indtager. Men ambitionerne er langt større: Målet er at lancere Changan i hele Europa.

Erfaringerne fra Norge er opmuntrende. Her blev Changan lanceret sidste år, og siden har nordmændene købt eller bestilt 1.500 biler.
Modellen, der hitter i Norge, og nu kommer til Danmark, hedder Changan Deepal S05 - en 4,6 meter lang el-SUV, der lander lige midt i den mest populære bilklasse i Danmark.
Her hedder konkurrenterne blandt andet Skoda Elroq, VW ID.4 og Skoda Enyaq. Changan vil med andre ord udfordre nogle af de mest solgte elbiler herhjemme.
Højt udstyrsniveau - lave priser
Opskriften er den klassiske kinesiske: Mere udstyr end konkurrenterne til lavere eller matchende priser.
Sådan er det også for Changan Deepal S05. Priserne begynder ved 265.000 kroner for en S05 Pro med 69 kWh batteri, 200 kW-elmotor (272 hk), der trækker på forhjulene og har en rækkevidde på 485 kilometer. Lynladetiden for det robuste LFP-batteri, der kan lades til 100 procent uden ekstra slid, er relativt hurtige 23 minutter for 10 til 80 procent.
Det er specifikationer, der sagtens tåler sammenligning med de europæiske konkurrenter.
Max-udstyr for 20.000 kr.
Hertil tilbyder Changan en alenlang liste over ekstraudstyr. Pro-udgaven har stort set alt, hvad man kan drømme om. Faktisk kan man kun tilkøbe tre ting: Glastag, metallak og aftageligt træk. Hver ting koster 10.000 kroner ekstra.
Basisudgaven Pro mangler dog et par detaljer, som mange danske elbil-ejere har lært at sætte pris på: Ratvarme samt varme og køl i forsæderne. Vil man have det, skal man op i Max-udgaven til 285.000 kroner. Så er der også fuld plade i udstyrsbingo med detaljer som el-bagklap, el-dørhåndtag, opvarmet forrude, head-up display, vinkeljusterbar infotainmentskærm, ambiente-belysning og trådløs mobilopladning.
For yderligere 50.000 kroner - 335.000 kroner i alt - får man to elmotorer med tilsammen 300 kW (408 hk) og firehjulstræk i Max AWD.
Garantien er også i orden med fem til syv års garanti på de fleste komponenter samt otte år/200.000 kilometer på batteriet.
Udfordring at skille sig ud
Dermed placerer Changan Deepal S05 sig ret præcist lige midt i minefeltet af mellemstore el-SUV’ere. Her er der mange bilkøbere. Udfordringen for Changan bliver at skille sig ud fra mængden. Ikke mindst af lignende, kinesiske konkurrenter som Xpeng G6, MG 5S og 6S, Leapmotor B10, BYD Atto 3 EVO, Omoda 5 EV og Jaecoo J5.
Her kan importørens satsning på et mere fintmasket forhandlernet vise sig at blive afgørende: Changan får simpelthen flere forhandlere end mange af især de kinesiske konkurrenter.
Når det gælder de mest populære elbiler fra Skoda, VW og Toyota ser opgaven større ud for Changan. Her skal det 20. kinesiske bilmærke i Danmark overbevise forbrugerne om, at lige netop Changan, der ligner de andre kinesere til forveksling, er værd at satse på.
Changan Deepal S05
| Model | Batteri | Effekt | Rækkevidde | Pris |
| S05 Pro | 69 kWh | 200 kW (272 hk) | 485 km | 265.000 kr. |
| S05 Max | 69 kWh | 200 kW (272 hk) | 485 km | 285.000 kr. |
| S05 AWD | 69 kWh | 300 kW (408 hk) | 445 km | 335.000 kr. |






