Elbilister vil lade så billigt som muligt. Alligevel vælger mange den nemme all-inclusive løsning, viser ny undersøgelse af danskernes valg af ladeoperatør.
Billigt eller nemt. Det er det grundlæggende valg, som danske elbilister står overfor, når de skal vælge ladeoperatør og ladeboks til deres nye elbil.
Valget gælder de tre ud af fire elbilister, der har egen ladeboks. Ifølge en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Wilke for bilistorganisationen FDM, vælger hele 76 procent den nemme løsning. Nemlig den ladeoperatør og ladeboks, som forhandleren tilbyder i forbindelse med køb eller leasing af kundens nye elbil.
“Undersøgelsen viser, at lademarkedet er komplekst – ikke mindst for forbrugerne, der føler sig forvirret over de mange tilbud. Ladeoperatørerne skal tale i øjenhøjde med forbrugerne – især dem der køber deres første elbil. Gør de ikke det, vil de nye elbilister i stigende grad vælge de nemme og enkle løsninger,” siger Mikkel Ørting, Client Consultant for Wilke, til fdm.dk.
Clever dominerer
Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Siden elbiler for alvor blev populære, har mange elbilister valgt såkaldt all-inclusive løsninger, hvor man for et fast månedligt beløb kan lade lige så meget, som man ønsker. Clever, der er Danmarks største ladeoperatør, har haft stor succes med konceptet og har i dag en dominerende position med en markedsandel på 31 procent.
Men all-inclusive løsningen har også fået skarp kritik fra Konkurrencerådet. Ifølge Rådet er det en unødvendigt dyr løsning, hvor mange elbilister ender med at betale alt for meget for at lade deres elbiler op.
Siden årsskiftet er elafgiften fjernet, hvilket også har fjernet ladeoperatørernes undskyldning for at opkræve et månedligt abonnement for at håndtere refusionen af elafgiften for kunderne.
Elbilister vil lade billigt
Fjernelsen af elafgiften har til gengæld - som ønsket - øget konkurrencen blandt ladeoperatørerne. Og ifølge Wilkes undersøgelse er større konkurrence og dermed lavere priser for opladning noget, som mange danske elbilister går op i.
Ifølge undersøgelsen er det vigtigste for elbilisterne, at de kan lade deres elbiler, når strømmen er billigst. De foretrækker også kun at betale for det reelle strømforbrug og ikke for andet som eksempelvis abonnementsordninger.
Ønsker ikke ‘all-inclusive’
Ifølge FDM er der “alle tegn på, at elbilisterne generelt ikke ønsker all-inclusive-løsninger”.
Ikke desto mindre har Clever, der især har bygget forretningen op om all-inclusive løsninger, altså klart den største markedsandel i Danmark.
FDM konkluderer, at markedet for opladning i dag er delt i to, hvor nogle fortsat foretrækker den nemme løsning, mens stadig flere går efter den billigst mulige ladeløsning.
Flertal er godt tilfredse
På sigt bliver det nemmere for elbilister at vælge de billigste løsninger, hvis bortfaldet af elafgiften gøres permanent.
Et mindretal er tilsyneladende også parat til at skifte deres nuværende aftale ud: Ifølge Wilkes undersøgelse er knapt seks ud af 10 elbilister så tilfredse med deres ladeløsning, at de ønsker at fortsætte med den. Godt 40 procent er mindre tilfredse og interesserede i at skifte.






