Porsche er igen hurtigste elbil i “det grønne helvede"

Med Manthey-kit og 1.000 hestekræfter har Porsche Taycan Turbo sat ny banerekord for premium-elbiler på den berømte Nürburgring Nordschleife.

Elbilproducenterne kæmper en brav kamp for at kunne sætte fartrekorder. Og gerne på den legendariske Nürburgring Nordschleife, en 21 kilometer lang racerbane i de tyske Eifel-bjerge, også kendt som “det grønne helvede”. 

Adskillige racerkørere er blevet dræbt på den nådesløse racerbane, og siden formel 1-køreren Niki Lauda næsten mistede livet på banen i 1976, har den mest været brugt som testbane.

Det er en mytisk racerbane, og der er stor prestige forbundet med at sætte banerekord - også for elbiler.

310 km/t på langsiden

Senest har Porsche barberet sekunder af banetiden. En Porsche Taycan Turbo med Manthey-kit og fabrikskøreren Lars Kern bag rattet nåede forleden ned på 6:55.533 minutter for en omgang - ny, officiel banerekord for premium-elbiler.

Det er hurtigt. På langsiden når den elektriske Porsche en topfart på 310 km/t. 

Turbo GT-udgaven af Taycan er i forvejen voldsom, men med Manthey-kit forvandles den til et track-monster med smedede 21-tommers fælge, enorme spoilere og affjedring, bremser og dæk sat op til ren race.

Elmotoren, der normalt yder 580 kW (789 hk) i Taycan Turbo, kan i ‘attack mode’ levere op til 730 kW (993 hk) i et 10-sekunders boost.

Trykker med 740 kg

Aerodynamikken er også markant forbedret - eller rettere bilens downforce, fordi det handler om at øge trykket mod vejen på en racerbane. Den enorme hækspoiler er med til at levere en samlet downforce på 740 kg ved topfart, der gør det muligt at øge farten gennem sving.

“Manthey Kit’et forvandler Taycan Turbo GT til det ultimative bane-værktøj. På Nordschleife kan du mærke, hvor meget mere stabilitet og tillid bilen tilbyder i de hurtige sektioner og under nedbremsning. Takket være markant forbedret aerodynamik, dæk med bedre performance og øget overboost-power, var vi i stand til at slå vores tidligere rekordtid,” forklarer manden bag rattet, Lars Kern.

Elbil er verdens hurtigste

Konkret kørte Kern flere steder 14 km/t hurtigere, end sidst han satte rekord i en Taycan Turbo GT med Weissach pakke.

Et Manthey-kit kan eftermonteres på Taycan Turbo GT hos de to danske Porsche-værksteder i København og Aarhus, hvis man selv har mod på at prøve kræfter med “det grønne helvede”.

Det er en udfordring for de få. Når bilmærker som Porsche bruger mange kræfter på hele tiden at køre hurtigere på for eksempel Nürburgring, handler det mere om at skabe positive overskrifter og vise, at elbiler også er for de mest fartglade bilentusiaster. Her er det ikke Porsche, men kinesiske BYD, der har rekorden: Sidste år nåede den elektriske sportsvogn BYD Yangwang U9 Extreme en svimlende topfart på 496 km/t - og blev dermed verdens hurtigste bil.

[email protected]

1 COMMENT

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here