Range Rover bliver også elektrisk

Range Rover afslører de første elektriske udgaver og lover, at de bliver mærkets hurtigste nogensinde. Men de vil stadig kunne fås med V8-motorer.

For et mærke, der handler om den højeste komfort og udsøgt luksus, giver eldrift god mening. Så nu er Range Rover på vej med elektriske udgaver af både den originale Range Rover og den lidt mere dynamiske model med tilføjelsen Sport.

Uanset navn er der tale om nogle af de største og mest luksuriøse SUV’ere på markedet. 

Har selv udviklet elmotorer

Samtidig er terræn-egenskaberne i top. Range Rover lægger så meget vægt på dem, at de selv har udviklet de to elmotorer, der trækker på både for- og bagaksel: De britiske ingeniører kunne simpelthen ikke finde en leverandør, der kunne levere elmotorer med de ønskede specifikationer.

Den elektriske Range Rover Sport bliver mærkets anden elbil efter den endnu større Range Rover.

Kravet var et massivt drejningsmoment fra 0 omdrejninger. Det har alle elmotorer i princippet, men Range Rover ville have det bedste på markedet. Et optimalt afsæt fra helt lave hastigheder kan være afgørende i vanskeligt terræn, og det får Range Rover altså med egen-udviklede elmotorer.

800 volt-teknologi

Begge udgaver får moderne 800 volt-teknologi, der gør det muligt at lynlade med op til 350 kW. Meget passende, eftersom batteriet er en velvoksen sag på 119 kWh. Rækkevidden er lidt mere beskedne 530 kilometer. Range Rover er ikke just kendte for at være aerodynamiske, så der ryger noget rækkevidde på de store, opretstående karrosserier.

Sport-udgaven kommer i to udgaver med henholdsvis 330 kW kW (450 hk) og 404 kW (550 hk).

Kunstig motorlyd

Range Rover fortsætter dog med både hybrid-versioner og den klassiske V8-motor. I de elektriske udgaver antyder Range Rover, at de får en form for soundtrack, der skal give en fornemmelse af motorlyd. Lidt spøjst eftersom Range Rover altid har gjort sig umage for at lyddæmpe deres motorer mest muligt af hensyn til komforten. Men mon ikke der bliver tale om kunstig lyd af den diskrete slags, der formentlig helt kan slukkes.

Ellers oplyser Range Rover meget lidt om de to elektriske udgaver, der ventes sat i produktion senere i år.

Herhjemme er Range Rover niche med niche på. Men netop elektriske udgaver forventes at blive væsentligt billigere, end de 2,6 millioner kroner, der i dag er indgangsbilletten til den ikoniske luksus-SUV. Det kan give Range Rover et lille boost på det danske marked.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here