Lav indtjening tvinger BMW til massefyringer

elbil strategi

Presset fra Kina får BMW til at planlægge en reduktion af medarbejderstaben på op mod fem procent for at få økonomien tilbage på sporet.

BMW forbereder en kæmpe fyringsrunde. Den tyske bilproducent forventer at skille sig af med fem procent af medarbejderne som led i en omfattende spareplan, der skal løfte indtjeningen efter et usædvanligt svagt 2025.

Med knap 155.000 ansatte på verdensplan svarer det til op mod 7.700 stillinger. Ifølge BMW skal reduktionen primært ske gennem naturlig afgang, pensioneringer og ubesatte stillinger frem for egentlige fyringsrunder, skriver Reuters.

BMW er ikke længere duks

Spareplanerne markerer et markant skifte for BMW. Mærket har i mange år været kendt som den mest profitable af de tre store tyske premiumproducenter foran både Mercedes og Audi. BMW har traditionelt leveret høj indtjening og været fremhævet som branchens økonomiske forbillede.

Den position er nu under pres. Tidligere på året sænkede BMW sine forventninger til årets indtjening markant. BMW forventer nu en indtjening på blot 1-3 procent mod tidligere 4-6 procent. Dermed ligger BMW i øjeblikket lavest blandt de store tyske bilmærker, efter at både Mercedes og Volkswagen har leveret bedre tal i deres seneste regnskaber.

Kina er en udfordring

Den vigtigste forklaring er udviklingen i Kina, som er BMW's største enkeltmarked. Salget er faldet kraftigt, mens kinesiske konkurrenter presser priserne og lokker kunderne med nye bilmodeller, der både er avancerede og billige.

Samtidig er BMW ramt af stigende omkostninger som følge af geopolitisk uro og højere energiudgifter. Positive resultater i Europa og USA har ikke været nok til at opveje tilbagegangen i Kina.

Den nye topchef, Milan Nedeljkovic, har derfor varslet, at BMW vil intensivere arbejdet med at reducere de faste omkostninger og gøre koncernen mere effektiv.

Alle tyske mærker sparer

BMW er langt fra alene. Volkswagen arbejder med en historisk spareplan, der kan koste 100.000 arbejdspladser globalt. Mercedes og Porsche har også sat gang i omfattende besparelser.

Fælles for de tyske producenter er, at de kæmper med svigtende salg i Kina, skærpet konkurrence fra kinesiske bilmærker og store investeringer i elektrificering. Resultatet er, at en branche, som i mange år har været blandt Tysklands mest lønsomme, nu gennemfører historisk store besparelser.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here