Volvos kinesiske ejer rykker ind på Volvos fabrikker i Europa. Geely får adgang til Europa, og Volvo udnytter kapaciteten på sine fabrikker.
Volvo har i flere måneder overvejet at åbne sine europæiske fabrikker for yderligere mærker fra sit kinesiske moderselskab, Geely. Nu tager planerne konkret form, skriver flere europæiske medier.
An Conghui, Geely Automobiles nye bestyrelsesformand, har nemlig meddelt, at Volvos europæiske fabrikker fremover vil udgøre en central søjle i koncernens strategi. High end-modeller fra Geely vil blive produceret på Volvos faciliteter, og produktionen ventes indledt i 2028, oplyste An Conghui ved aflæggelsen af Geelys halvårsregnskab.
Det er fortsat uklart, hvilke mærker og modeller der bliver tale om. Geelys portefølje omfatter bl.a. premiummærkerne Zeekr og Lynk & Co, der i forvejen er i offensiven i Europa. Produktion af flere modeller fra de to mærker vil være oplagt at flytte fra Kina, vurderes det.
Belgisk hjælp til Kina
Volvo har i øjeblikket produktionsfaciliteter i Göteborg i Sverige og Gent i Belgien. Derudover åbnes en ny fabrik i Kosice i Slovakiet i begyndelsen af 2027.
Umiddelbart peger pilen på belgiske Gent. I juli underskrev Volvo Cars en såkaldt hensigtserklæring med den belgiske stat og den flamske regionalregering, der potentielt kan betyde en investering på minimum 119 millioner euro (890 mio. kroner).
I Gent producerer Volvo i øjeblikket modellerne EX30, EX40 og V60.
Hvis hensigtserklæringen mellem Geely, Volvo og den belgiske stat bliver til realiteter, vil også Belgien således være med til at understøtte kinesiske bilers udbredelse i Europa.
Volvo har ledig kapacitet
Allerede i foråret antydede Volvo-topchef Håkan Samuelsson, at Volvo gerne vil bidrage til Geelys ekspansion i Europa. For Volvo har ledig kapacitet, og samtidig vil det se godt ud på Volvo-regnskabets bundlinje. I andet kvartal af 2026 faldt Volvos omsætning med 17 procent, mens driftsresultatet blev halveret i forhold til samme periode i 2025.
Sideløbende udvider Geely sin europæiske tilstedeværelse i samarbejde med Ford. Som Geely i øvrigt købte Volvo af i 2010 for 1,8 milliarder dollar (11,6 mia. kr.). Fra 2028 planlægger Geely og Ford at producere to elektriske SUV’er i Valencia i Spanien, og begge producenter overvejer ifølge kilder i branchen at udvikle endnu en fælles model til det europæiske marked.
Ved at bygge biler i Europa slipper Geely-koncernen for EU’s forhøjede told på elbiler produceret i Kina. En yderligere gevinst for Geely er, at europæisk produktion vil forkorte leveringstider og øge fleksibiliteten på det europæiske marked.





