Større skærm, nye kabinefarver og bedre præstationer skal holde Tesla Model 3 konkurrencedygtig. Men få biler i klassen har samme høje alder.
Lidt mere skærm, lidt mere fart og lidt længere rækkevidde.
Tesla giver nu Model 3 en række mindre forbedringer på det danske marked. Listepriserne er uændrede, så nye købere får reelt mere bil for pengene.
Opdateringen omfatter både kabinen og teknikken, men ændrer ikke grundlæggende på bilen. Der er tale om endnu en finpudsning af den velkendte sedan, der efterhånden har ni år på samvittigheden.
Større skærm og grå kabine
Den centrale skærm vokser fra 15,4 til 16 tommer og får tyndere kanter. Opløsningen er 2K – det vil sige 2.560 gange 1.600 billedpunkter.
Samtidig erstatter en ny kabinefarve, Zen grå, den hidtidige sort-hvide indretning som tilvalg. Prisen er 9.500 kr.
Premium-udgaverne får også mulighed for 19-tommer fælge. De er i det kendte Nova-design, men en tand mørkere og hedder nu Dark Nova. Merprisen er fortsat 13.500 kroner.
Hurtigere eller længere
De tekniske forbedringer er fordelt på to udgaver af Model 3.
Premium Long Range med firehjulstræk klarer nu 0-100 km/t på fire sekunder mod tidligere 4,4 sekunder. Det bringer den almindelige firehjulstrækker endnu tættere på sportsvognspræstationer.
Performance får i stedet længere rækkevidde. Den officielle WLTP-rækkevidde stiger fra 571 til 600 kilometer – en forbedring på 29 kilometer eller godt fem procent. Accelerationen er fortsat 3,1 sekunder til 100 km/t.
De baghjulstrukne udgaver beholder deres hidtidige præstationer. Long Range med baghjulstræk er fortsat varianten med længst rækkevidde: Op til 750 kilometer efter WLTP-normen, men altså ingen ekstra kilometer i denne ombæring.
De danske startpriser ser således ud:
| Variant | Pris |
| Model 3 med baghjulstræk | 269.990 kr. |
| Premium Long Range med baghjulstræk | 339.990 kr. |
| Premium Long Range med firehjulstræk | 359.990 kr. |
| Performance med firehjulstræk | 469.990 kr. |
Priserne er uændrede i forbindelse med opdateringen.
Veteran i et ungt marked
Model 3 har efterhånden en usædvanlig lang historie for en elbil. De første kunder fik deres biler i 2017, og selv om modellen fik et omfattende facelift i 2023, bygger dagens bil videre på samme grundlæggende teknologi og design. Det gør Model 3 til en usædvanlig gammel bil, for det er sjældent, at bilmodeller bliver mere end seks år gamle.
Samtidig er konkurrencen blevet betydeligt skarpere. Hvor Tesla tidligere havde få direkte rivaler, kan køberne nu blandt andet vælge BYD Seal, BMW i3, Hyundai Ioniq 5 og 6, Kia EV6, VW ID.7, Polestar 2, Mazda 6e, MG IM5 og Zeekr 7GT. Bilerne udfordrer Tesla med forskellige kombinationer af plads, komfort, udstyr og præstationer.
Set i det lys giver de små forbedringer god mening. En større skærm gør næppe alene forskellen, men længere rækkevidde og bedre præstationer til samme pris styrker Model 3’s argumenter over for bilkøberne.






