Efter software-kollaps: Dansk importør tror stadig på Hongqi

Interview: Hongqi må opgive at rette fejl, der gør den adaptive fartpilot ubrugelig i to modeller. Dansk importør ser “fortsat potentiale” i det kinesiske bilmærke.

Det giver genlyd i bilverdenen, at Hongqi har måttet opgive at rette en software-fejl, der blandt andet får den adaptive fartpilot til at lave farlige fantomopbremsninger på motorvejen. 

I stedet bliver Hongqi nødt til at slukke for den adaptive fartpilot og flere andre assistentsystemer som blandt andet automatisk parkering. Som kompensation vil ejerne blive tilbudt 50.000 kroner, fordi deres biler ikke lever op til producentens specifikationer.

I Danmark drejer det sig om i alt 253 elbiler af typen Hongqi EHS7 og EH7. Det svarer til de fleste af de biler som det kinesiske bilmærke har solgt i Danmark, siden de to modeller blev lanceret i begyndelsen af 2025. 

Undervejs er ejerne i flere måneder blevet bedt om ikke at køre med den adaptive fartpilot af hensyn til sikkerheden. Nu bliver løsningen altså, at Hongqi simpelthen afkobler den adaptive fartpilot. Det sker gennem en softwareopdatering senere i år.

Skaber spørgsmål

Når en stor kinesisk bilproducent som Hongqi, der er ejet af den kinesiske stat og leverer biler til den øverste ledelse i Kinas kommunistparti, ikke kan løse tekniske problemer i deres egne biler, skaber det naturligvis spørgsmål langt ud over de berørte danske kunder.

Ifølge Hvilkenbils oplysninger har Hongqi ikke været i stand til at løse problemet, fordi de har fået leveret softwaren af en ekstern leverandør. Konkurrencen i Kina er dog så hård, at leverandøren efterfølgende er gået konkurs. Den situation har Hongqi ikke taget højde for, og fabrikkens egne ingeniører har ikke været i stand til at omskrive eller rette i softwaren.

I en kinesisk bilindustri, som alle forventer skal igennem et brutalt udskilningsløb, som kun en brøkdel af mærkerne vil overleve, er det en ildevarslende nyhed.

Sag kan påvirke tillid til Hongqi

Hvilkenbil har stillet den danske Hongqi-importør, Wismo Group, en række spørgsmål om, hvilken betydning softwarefejlen vil og kan få for Hongqi på det danske marked. Herunder svarer Wismo Groups Head of Group PR Hanne Langsig Sørensen på spørgsmålene.

Hvordan vurderer I som importør, at sagen påvirker kundernes opfattelse af Hongqi?

“Vi er bevidste om, at et forløb som dette kan påvirke kundernes tillid til Hongqi, og vi er kede af den usikkerhed, det har skabt. Vores fokus har hele tiden været på at få sagen afklaret, og vi har arbejdet målrettet på at sikre de bedst mulige vilkår for de berørte kunder, herunder en økonomisk kompensation. Vi ved, at tillid skal opbygges over tid, og at det vil kræve en vedvarende indsats.”

Fortsat potentiale i Danmark

Vurderer I, at Hongqi's image har lidt uoprettelig skade?

“Det ser vi ikke grundlag for at konkludere. Vi er bevidste om, at sagen har givet anledning til kritik, men med de kommende modeller i Hongqis pipeline mener vi fortsat, at mærket har potentiale på det danske marked. Vi er bevidste om, at det kræver tid og en målrettet indsats at genskabe tilliden til mærket.”

Giver sagen anledning til at revurdere jeres salgsmål for Hongqi? (Efter årets første ni måneder er Hongqi det 11. mest solgte Kina-mærke i Danmark og har i runde tal fået halveret sin markedsandel sammenlignet med sidste år, red.)

“Vi vurderer løbende vores salgsmål i forhold til markedsudviklingen og de aktuelle forhold. Den konkrete sag ændrer ikke på vores ambition om at udvikle Hongqi på det danske marked.” 

Hvad er reaktionerne fra jeres Hongqi-forhandlere, der må formodes at have dialog/føling med danske Hongqi-ejere?

“Vores forhandlere har været tæt på de berørte kunder gennem hele forløbet, og der er tilfredshed med, at der nu er kommet en afklaring, så vi kan få afsluttet sagen og se fremad.”

Hongqi har stadig en dansk fremtid

Der er mange Kina-mærker i Danmark, og ingen regner med, at de alle er her på den lange bane. Giver denne oplevelse anledning til, at I overvejer om Hongqi er værd at fortsætte med?

“Nej, den aktuelle sag ændrer ikke på vores planer for Hongqi i Danmark. Vi ser fortsat et potentiale i Hongqi på det danske marked, ikke mindst med de kommende modeller i pipeline. Sagen har været både kompleks og beklagelig, men vi mener ikke, at udfordringerne med et konkret førerassistentsystem, som er begrænset til én model, skal være afgørende for vurderingen af Hongqis fremtid på det danske marked.”

Hvordan har dialogen og samarbejdet med Hongqi været omkring denne sag?

“Vi har haft en tæt og løbende dialog med Hongqi gennem hele forløbet. Det har været en kompleks sag, som har taget længere tid at få afklaret, end vi havde ønsket. Vi har fra vores side presset på for at sikre en afklaring og de bedst mulige vilkår for de berørte kunder. Derfor er vi også tilfredse med, at der nu er kommet en konkret plan for håndteringen af sagen.”

Havde ønsket hurtigere løsning

Hvad er jeres tilbagemelding til Hongqi på, at fabrikken ikke er i stand til at løse dette problem? Det må være stærkt utilfredsstillende for jer som importør.

“Vi havde gerne set, at der var kommet en afklaring langt tidligere, og det har vi også været tydelige omkring i vores dialog med Hongqi. Vores vigtigste prioritet har været at sikre, at sagen blev håndteret på en måde, der også tager hensyn til de berørte kunder. Derfor har vi lagt stor vægt på, at de modtager en økonomisk kompensation.”

Er I overraskede over, at Hongqi ikke kan løfte opgaven?

“Det har vist sig at være en mere kompleks teknisk udfordring end først antaget. Vi havde håbet på en anden løsning, men det vigtigste for os har været at sikre, at de berørte kunder fik en afklaring og en økonomisk kompensation.”

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here