Kina dropper elbiler i ny fem års-plan

biler fra kina

Elbiler optræder ikke længere i Kinas fem års-plan. Det kan betyde slut med statsstøtte og skærpet overlevelseskamp for kinesiske bilmærker.

Efter femten år med højeste prioritet glider elbiler ud af Kinas nye fem års-plan for 2026-2030. Det kan få enorme konsekvenser for kinesiske bilmærker, der i forvejen kæmper med overkapacitet, priskrig og flere bilmærker, end der reelt er kunder til.

Der er langt over 100 bilproducenter i Kina. Mange af dem har nydt godt af statsstøtte, som de har fået, siden Kina i 2009 besluttede at blive verdensleder inden for området.

Missionen er på mange måder lykkedes. Kina er i dag verdens største producent af elbiler, og har gjort hjemmemarkedet til verdens største bilmarked. Kinesiske forbrugere foretrækker i dag egne bilmærker frem for udenlandske, der for blot få år siden dominerede i Kina. Vestlige bilmærker har til gengæld svært ved at konkurrere, og investerer i kinesiske bilmærker i et forsøg på at få adgang til teknologisk know-how og billigere produktion.

Afgørende statsstøtte

Massiv økonomisk støtte fra både den kinesiske stat og lokale myndigheder har dog spillet en afgørende rolle for kinesisk bilindustris succes. Derfor er det også en bet for kinesiske bilmærker, at de nu glider ud af fem års-planen. Når elbiler glider ud af den nye fem-års plan, sender kommunistpartiet nemlig et klart signal om, at bilindustrien nu skal til at klare sig selv uden økonomiske støttehjul.

Kinas præsident Xi Jinping har tidligere i år stillet spørgsmålstegn ved, om hver eneste kinesiske provins har brug for at udvikle egne industrier indenfor bl.a. elbiler.

I sine bemærkninger til den nye fem års-plan, advarer Xi Jinping også mod, at alle pludselig og hovedløst begynder at investere i de nye fokus-industrier kvante-teknologi, biologisk produktion, brint og fusionsenergi.

Det kan også tolkes som et hint til bilindustrien.

Skærper overlevelseskamp

Med udelukkelsen fra den nye fem års plan kan kinesiske bilmærker se frem til mindre eller slet ingen statsstøtte. Det vil accelerere det uundgåelige udskilningsløb blandt Kinas mange bilproducenter, som kineserne selv har erkendt er nødvendig. 

Samtidig kan det skærpe konkurrencen med vestlige bilmærker. Med et mættet kinesisk hjemmemarked, bliver eksport endnu vigtigere for de kinesiske bilproducenter. Kun de bedste og økonomisk stærkeste vil overleve, og det kræver også tilstedeværelse uden for Kina.

Udelukkelsen af kinesisk bilindustri fra Kinas fem års-plan giver næppe vestlige bilindustri et tiltrængt pusterum. Snarere tværtimod. Den vil intensivere kinesiske bilproducenters overlevelseskamp og med stor sandsynlighed sprede sig til europæiske, asiatiske og amerikanske bilproducenter.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here