VW advarer mod Trump-told

vw told trump

VW advarer mod ”skadelige konsekvenser”, hvis Trump indfører told på import fra Mexico. Her har adskillige bilmærker fabrikker.

Trusler om told på udenlandske varer var et gennemgående tema i den amerikanske præsident Donald Trumps indsættelsestale i mandags. Trump var meget specifik og truede med allerede 1. februar at pålægge varer importeret fra Mexico en told på 25 pct.

Truslen skaber uro i bilindustrien. Adskillige bilmærker – også amerikanske – har bilfabrikker i Mexico, hvor lønningerne er lave.

Det er dog tyske VW, der er først ude med en kommentar til Trumps trusler. VWs fabrik i Puebla (billedet) er Mexicos største bilfabrik og en af de største i VW-koncernen.

Vil gøre VW for dyre

”Volkswagen Group er bekymret over de skadelige økonomiske konsekvenser af øget told, som den amerikanske præsident Donald Trump foreslår på import fra Mexico vil have for amerikanske forbrugere og den internationale bilindustri,” skriver en VW-talsmand til nyhedsbureauet Reuters.

Analytikere vurderer, at øget told vil gøre 65 pct. af de biler, som VW sælger i USA så dyre, at de ikke længere er konkurrencedygtige. VW kæmper i forvejen med vigende salg på det kinesiske marked og høje omkostninger på det europæiske hjemmemarked.

Situationen er den samme for mange andre bilproducenter. Mærker som Audi, BMW, Honda, Kia, Mazda, Nissan, Toyota og Stellantis-koncernen med amerikanske mærker som Jeep og Chrysler har også fabrikker i Mexico.

Vil støtte amerikansk produktion

Truslen om told på biler, der importeres fra Mexico gælder også Canada, der også har en stor bilproduktion til USA. Trumps mål er at støtte den hjemlige bilindustri og de mærker, der producerer biler i USA.

Flere udenlandske mærker har allerede fabrikker i USA. Det gælder f.eks. BMW, der solgte næsten 400.000 biler i USA i 2023.

Ifølge BMW samler man flere biler i USA, end man sælger dér – BMW har altså netto-eksport ud af USA.

Hjemmelavede biler kan blive dyrere

Det er usikkert, om øget told på importerede biler reelt vil hjælpe amerikansk bilindustri. Selv de mærker, der fremstiller biler på fabrikker i USA, får leveret dele fra underleverandører i særligt Mexico og Canada. Hvis underleverandørerne pålægges told, bliver bilerne dyrere. Også de biler, der fremstilles i USA. Gør Donald Trump alvor af sin told-trussel, risikerer amerikanske bilkøbere at skulle betale mere for nye biler – også selv om de køber ’hjemmelavede’ amerikanske bilmærker.

Tidligere i dag truede Donald Trump også Kina og EU med øget told. Det skriver Reuters. Trump vil bl.a. øge tolden, fordi Kina og EU har overskud på handlen med USA.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here