VW udskyder ID.Golf. Årsag? Software-problemer

VW ID

Den elektriske ID.Golf på VW’s nye SSP-platform er forsinket til 2029. Forklaringen er igen problemer med softwaren.

En af de seneste fem årtiers mest populære biler i verden – Volkswagen Golf – er i næste udgave tænkt som en elbil. Men VW’s efterhånden alt for velkendte problemer med softwaren betyder nu, at koncernledelsen har måttet beslutte en smertelig udskydelse. I foreløbig 15 måneder, hvilket vil sige, at ID. Golf tidligst introduceres i 2029, skriver amerikanske Insideevs.com.

Af samme grund er lanceringen af en større elektrisk SUV kaldet T-Sport udskudt i tre år, til 2031.

Både T-Sport og den kommende ID.Golf skal stå på Volkswagen-koncernens nye elektriske platform, kaldet SSP (Scalable Systems Platform). I 2021 offentliggjorde VW sine planer for SSP-platformen, der blev lanceret som den, der skal afløse koncernens MEB- og MEB+-platform, som den nuværende ID-familie og elektriske familiemedlemmer fra Audi, Skoda og Cupra benytter.

Men de software-problemer, der har redet VW som en mare både før og efter introduktionen af ID.3 i 2019 skabte en slags snebold-effekt, og det lykkedes ikke for ledelsen hurtigt og effektivt at håndtere og eliminere problemerne. 

Senest betød besværet blandt andet en betydelig forsinkelse af Audi Q6 e-tron og Porsche Macan Electric.

Massiv investering skal hjælpe

Softwaren i de eksisterende biler synes nu at fungere planmæssigt, men tilblivelsen af E3 2.0-softwaren til den kommende SSP-platform, som VW’s egen software-udvikler Cariad står bag, går altså ikke efter planen.

I erkendelse af de store udfordringer købte VW sig for nylig ind i den amerikanske elbil-producent Rivian for at få adgang til deres velfungerende software. Planen er, at de fem milliarder investerede dollar (ca. 34 mia. kr.) i Rivian skal bringe VW på omgangshøjde med de bedste – og her tænker man umiddelbart på Tesla.

Men ingen siger, at det bliver som at knipse med fingrene, når Rivians software skal spille sammen med Volkswagen. Det er udskydelsen af ID.Golf nok et meget godt udtryk for.

Over 37 millioner styk 

Den ikoniske Golf, som netop har fejret sit 50 års jubilæum og siden 1974 er solgt i over 37 millioner eksemplarer, kører nu i ottende oplag

Og for god ordens skyld: Navnet ID.Golf er ikke officielt, men man må formode, at det  bliver modelbetegnelsen, da VW gør klogt i at holde fast i navnet Golf og i ID-betegnelsen for elbilerne. 

Der spekuleres også i, om ID.Golf til sin tid skal afløse ID.3. Men fem år er om lang tid, og meget kan ske.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here