Efter tre år får Audi A3 en mild ansigtsløftning. Blandt nyhederne er en ny basismotor med tre cylindre samt mulighed for fuld digital instrumentering.
Tre år er et halvt liv for de fleste bilmodeller. Også for Audi A3 der med fødselsåret 2013 runder et skarpt hjørne i år. Måden at holde bilernes svar på midtvejskrisen på afstand er den klassiske ansigtsløftning. Typisk for Audis konservative tilgang til design har A3 dog ikke for alvor været ‘under kniven’: De kosmetiske ændringer begrænser sig til en finpudsning af designet med flere stiltræk fra den nye storebror A4 – der i parentes bemærket også er svær at skelne fra sin forgænger.
Men tilbage til Audi A3, der groft sagt nøjes med lidt mere øjenskygge og pudder på næsen: Den Audi-typiske kølergrill bliver lidt større og mere kantet, og forlygterne får samme hak på undersiden, som vi kender fra den nye A4.
Bagtil får LED-baglygterne ny grafik og så bliver den grå indsats – den såkaldte diffusor – på det nederste af kofangeren større og mere kantet.
Man skal med andre ord være feinschmecker med et falkeblik for detaljer for at kende forskel på den gamle og ‘nye’ A3.
Nyhederne findes skam, men de er især tekniske. Under motorhjelmen får A3 således ny basismotor, en 1,0 liters turbobenziner med tre cylindre og 115 hk. Det er første gang at A3 tilbydes med en moderne, downsizet og ‘trebenet’ maskine. Samme motor er så småt ved at blive introduceret i hele VW-koncernen og skal forbedre A3’s brændstofforbrug. En to-liters turbobenziner med fire cylindre og 190 hk er også ny.
Alt i sikkerheds-assistenter
Glider man ind bag rattet i den opfriskede A3, kan du vælge mellem almindelige, analoge instrumenter og fuld digital-instrumentering som vi kender det fra bl.a. sportsvognen TT og den nye A4. En 12-tommer stor skærm kan f.eks. ‘skubbe’ speedometer og omdrejningstæller ud i hjørnerne, så der bliver plads til navigation midt i synsfeltet.
En anden nyskabelse er Apple Carplay og Android Auto, der gør det muligt at integrere langt de fleste moderne smartphones i betjeningen.
Den elektroniske sikkerhed får også et løft: Krydser du af i alle bokse på listen over ekstraudstyr, kan A3 fremover udstyres med alt i køreassistenter som linjevogter, køassistent, advarsel mod tværgående trafik og automatisk nødbremse.
Foryngelsen af Audi A3 gælder samtlige varianter, der når til Danmark på den anden side af sommerferien.
Læs også: Test – Audi A4 i velkendt format