Syv teknologier skal forandre fremtidens elbiler

Elmotor
Skitse fra dækfirmaet Continental, der viser en elmotor i hvert hjul. Foto: Continental AG

Lettere karrosserier, nye batterier og biler, der kan ’se om hjørner’. Kinesiske bilingeniører peger på teknologiske fremskridt i fremtidens elbiler.

Elbilen er langt fra færdigudviklet. Selv om rækkevidden vokser, og ladetiden falder, arbejder ingeniørerne hele tiden på løsninger, der vil gøre elbilerne endnu bedre.

Det fremgår af en ny oversigt fra China Society of Automotive Engineers, organisationen for kinesiske bilingeniører. På sin årskongres i Suzhou fremlagde organisationen 10 teknologiske tendenser for 2027.

Her har vi udvalgt syv med særlig betydning for fremtidens elbiler. 

Bedre batterier

Solid state-batterier har længe været blandt bilindustriens mest omtalte fremtidsløfter. Nu forventer de kinesiske ingeniører, at celler med en energitæthed omkring 400 watt-timer pr. kilo går ind i forsøgsproduktion i 2027.

Teknologien bruger en fast elektrolyt til at transportere ioner mellem batteriets elektroder. Det giver op til dobbelt så meget energi i forhold til de batterier, som vi kender i dag.

Reelt betyder det, at fremtidens elbiler kan køre op til dobbelt så langt på en opladning som i dag. Eller køre lige så langt som i dag med et mindre og lettere batteri.

Solid state batterier forventes fortsat at blive den helt store forbedring af fremtidens elbiler. Foto: Chery

Elbiler indgår i elnettet

Elbilen skal ikke kun modtage strøm. Den skal også kunne sende den tilbage.

Det er princippet bag V2G, Vehicle-to-Grid. Når bilen holder tilsluttet en egnet ladestander, kan batteriet hjælpe elnettet i perioder med høj belastning ved at sende strøm fra batteriet tilbage i elnettet.

Dermed får elnettet adgang til en stor mængde lagerplads, som ellers står ubrugt på parkeringspladser og i indkørsler.

De kinesiske ingeniører forventer, at teknologien får større betydning i 2027. For bilejeren åbner det mulighed for at tjene penge på at stille batteriet til rådighed for elnettet. 

Mere magnesium - lettere biler

Elbilens batteri vejer godt til. Derfor er der meget at hente ved at gøre resten af bilen lettere.

En af mulighederne er større karrosseridele af magnesiumlegeringer. Organisationen forventer, at store, sammenhængende støbninger af magnesium begynder at finde anvendelse i mindre skala i 2027.

Det kan eksempelvis være dele af bilens bageste gulv eller strukturen i en bagklap.

Magnesium giver mulighed for lettere konstruktioner, men er kostbart. Lige Kina har dog god adgang til metallet - landet sidder på omkring 80 procent af verdens magnesium-ressourcer.

Elmotorer flytter ud i hjulene

I de fleste elbiler sidder motoren mellem hjulene og driver dem gennem gear og drivaksler.

Med hjulmotorer flytter selve elmotoren ud i hjulet. Det kan frigøre plads i bilen og fjerne dele af den mekanik, der ellers overfører kræfterne.

Samtidig kan trækkraften styres individuelt ved hvert motoriseret hjul. Det giver nye muligheder for at regulere vejgreb og køreegenskaber. 

Teknologien har dog en udfordring: Mere vægt ude ved hjulene stiller særlige krav til affjedringen, hvis komforten skal bevares. 

Kunstig intelligens flytter ind i bilen

Fremtidens digitale assistent skal i højere grad tænke selv – inde i bilen.

I stedet for at sende opgaver til en server via internettet skal bilens egen computer kunne udføre mere af arbejdet. Den kinesiske oversigt peger på større lokale AI-modeller i almindelige produktionsbilers kabiner.

Det kan eksempelvis gøre stemmestyringen bedre.

Lokal behandling kan give hurtigere svar og mindske behovet for at sende personlige oplysninger ud af bilen. Men forbindelsen til ’skyen’ forsvinder næppe. Qualcomm og Google arbejder eksempelvis med en kombination, hvor bilen løser nogle opgaver selv og bruger eksterne servere til andre.

Forbundne biler ’ser om hjørner’

Bilens kameraer kan kun registrere det, de har udsyn til. En bygning eller en parkeret lastbil kan skjule en farlig situation.

Her kan information fra andre biler og udstyr langs vejen supplere bilens egne sensorer.

Bosch har eksempelvis demonstreret, hvordan sensorer i vejinfrastrukturen kan hjælpe en bil med at opdage trafikanter, der er skjult for dens egne kameraer. På den måde kan bilen i overført betydning ’se om hjørner’ og få tidligere besked om en risiko. 

De kinesiske ingeniører forventer, at forbundne assistentsystemer går fra demonstrationer til fabriksmontering i mindre serier i 2027. 

Færre metaldele

Det sidste punkt handler om 3D-print i metal.

Her opbygges delen lag for lag. Det giver mulighed for komplicerede former, som er vanskelige at fremstille med traditionelle metoder. En konstruktion kan eksempelvis få indvendige hulrum eller samle funktioner, der ellers kræver flere separate dele.

Dermed kan ingeniørerne placere materialet dér, hvor det gør nytte, og spare vægt andre steder. Fraunhofer har blandt andet demonstreret en 3D-printet del til et bildørshængsel, der vejede 35 procent mindre end den tilsvarende fræsede del. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here