Bastante besparelser på privatleasing lige nu

Der er over 64.000 kr. sparet på privatleasing af en Honda Civic 1.8 Elegance stationcar over tre år i forhold til at købe den. DS3 1,6 BlueHDI har den største besparelse i procent.

Der er ikke noget at sige til, at næsten hver tredje nyindregistrerede bil i første kvartal 2016 var privatleaset. På grund af voldsom konkurrence er tilbuddene nemlig knivskarpe. For eksempel kan man spare 64.157 kr. i alt eller hele 1.782 kr. om måneden på at privatlease den smækre og velkørende Honda 1.8 Civic Stationcar over tre år og 45.000 km. Det skal ses i forhold til at købe bilen for de 274.300 kroner plus levering, der står på prissedlen. Det viser en spritny leasinganalyse med 20 biler fra bilpriser.dk, landets førende bilvurderingshjemmeside.

Honda-direktør Mikael Larsen er glad for “kåringen” og forklarer, hvorfor de har sat en så utroligt skarp leasingpris på netop den model:

”Vi følger tendensen i markedet, der viser, at den økonomiske grænse bør ligge meget tæt på de 3.000 kr. om måneden for en mellemklassebil,” siger han til bilpriser.dk.

Man kunne så mene, at købsprisen er for høj, når Honda kan komme med et så godt leasingtilbud, men det afviser han:

”Nej, men prisen hænger sammen med en høj gensalgsværdi på produktet,” forklarer han.
Han oplyser, at privatleasing nu udgør cirka 20 pct. af Hondas salg i Danmark.

Fransk sparegris reel vinder
Honda vinder dog kun med spidsen af en vinduesvisker: DS3 1.6 BlueHDI S&S Style Coupé med fem døre og 100 rappe heste sparer man i alt 62.146 kr. eller hele 1.726 kr. om måneden på at privatlease. Og da den kun koster 228.990 kr., er besparelsen i procent faktisk noget større end på Honda’en, nemlig 27,1 pct. mod 23,4 pct. på Honda’en.

Når man så også tænker på, at DS3’eren officielt kører 33,3 km på en liter diesel mod de 15,6 km på en liter – dyrere – benzin, som Honda’en kan præstere, så må DS3’eren kåres som vinder af denne analyses ”sparegris-pris”.

Renault Kadjar 1.5 Energy dCi 110 Zen Stationcar med den superøkonomiske og meget populære 1,5-liters motor er også godt med som nummer tre på listen. Den sparer privatleasingkunden 60.297 kroner på i alt. Ved køb koster den 293.450 kr.

Den eneste bil på listen, der bedst kan betale sig at købe sammen med en serviceaftale for sammenligningens skyld, er Renault Clio IV 1.5 dCi Expression til 184.990 kr.

Boom skyldes også afgiftsnedsættelse
Chefanalytiker Niels Grøftehauge fra bilpriser.dk forklarer, hvorfor privatleasing boomer lige nu:
”Den ene forklaring er afgiftsnedsættelsen fra 180 til 150 pct. Den var der mange bilkøbere, der tabte penge på, fordi de lige havde købt ny bil. Så nu er de nye bilkøbere forsigtige. Afgiften kan jo blive nedsat igen. Den anden forklaring er, at for eksempel Peugeot er rendt med kunderne med deres mix-leasing og deres meget lave førstegangsbetalinger på privatleasing. Det har de andre importører været nødt til at reagere på,” lyder det fra chefanalytikeren.

Den tredje årsag er en ændring i bilkundernes måde at tænke på, vurderer bilprisers direktør Thomas Groth.

”Tidligere var det vigtigt at eje sin egen bil, have den som statussymbol og gå og pusle om den om søndagen. Sådan tænker de unge bilkøbere ikke. De ønsker at blive transporteret, og det må gerne være smart og billigt. Men det indebærer ikke nødvendigvis ejerskab. Det ses faktisk som en klods om benet for mange nye bilkøbere. De vil hellere have budgetsikkerhed og kunne skifte bil hvert tredje år uden en stor investering.

Læs også hvilkenbils guide: Her er de billigste leasingbiler

FAKTA: De 20 bedste privatleasingtilbud lige nu:

Model Pris i kr. ekskl. lev. Besparelse ved leasing
1. Honda Civic 1.8 Stationcar: 274.300 / 64.157
2. DS3 1.6 BlueHDI S & S Style Coupé : 228.990 / 62.146
3. Renault Kadjar 1.5 Energy dCi 1.5: 293.450 / 60.297
4. BMW 3-serie 2.0 320d st. car 190 hk: 538.131 / 60.282
5. Toyota Auris 1.2 T T2 Comfort st. car.: 271.990 / 60.177
6. Opel Astra 1.6 CDTI Enjoy st. car: 267.000 / 59.740
7. Peugeot 308 BlueHDI st. car 110 hk: 279.990 / 56.984
8. Mitsubishi ASX 1.6 Invite 2WD st. car: 229.998 / 37.773
9. Audi A3 Sportback 1.2 FTSI Attraction: 299.960 / 34.748
10. VW Touran 1.6 TDI BMT Comfortline: 343.597 / 28.776
11. Fiat 500 0.9 Twinair Turbo Popstar: 140.620 / 28.765
12. VW Golf 1.0 TSI BlueMotion Style 115 hk: 259.207 / 18.656
13. Toyota Yaris Hybrid 1.5 VVT-i H2 aut.:181.995 / 17.714
14. Peugeot 208 1.6 BlueHDI Desire 100 hk: 169.990 / 16.346
15. VW Polo 1.0 BMT BlueMotion 95 hk: 173.997 / 14.149
16. Toyota Aygo 1.0 VVT-i X-Pure 5d 69 hk: 109.995 / 6.769
17. Ford Fiesta 1.0 Trend 5d 5g 80 hk: 140.460 / 5.540
18. Opel Karl 1.0 Enjoy 5d 5g 75 hk: 99.990 / 1.712
19. Peugeot 108. 1.0 e-VTI Active 5d 69 hk: 92.990 /48
20. Renault Clio IV 1.5 dCi Energy Expression: 184.900 / -4.032

OBS: Der er tale om leasing over tre år og 45.000 km. I de tilfælde, hvor leasingtilbuddet kører over en anden periode og med et andet km-forbrug end dette, er der sket en omregning. Leasingudgiften er sammenlignet med køb plus en serviceaftale.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here