Vanvittig rallybil er forsmag på ny elektrisk Peugeot 208

elektriske 208

Tre elmotorer og 0-300 km/t på 16 sekunder. Peugeots E-T16 er en vanvittig hyldest til rallylegenden 205 T16 – og et kig på den kommende E-208.

En lille Peugeot med 816 hk. Man skal næsten læse det to gange.

Men den er god nok: På biludstillingen i Paris viser Peugeot konceptbilen E-T16, der sender mærkets stolte rallyhistorie direkte ind i den elektriske tidsalder.

Navnet er en hilsen til 205 T16, som vandt rally-VM i både 1985 og 1986. Nu, 40 år efter den sidste triumf, vender opskriften tilbage: Tag en lille Peugeot og pump den op som en bodybuilder på steroider, til den får nærmest skræmmende store muskler.

Denne gang kommer kræfterne fra hele tre elmotorer. Én foran og to bagtil leverer tilsammen 600 kW eller 816 hk. Accelerationen fra 0 til 100 km/t tager blot 2,5 sekunder. Holder du speederen i bund, står der efter blot 16 sekunder 300 km/t på speedometeret. Det er rendyrket fransk vanvid.

Muskler uden mådehold

E-T16 ligner da også en bil, der har svært ved at holde sig i skindet.

Hjulkasserne buler brutalt, luftindtagene gaber glubsk, og bagenden har både diffuser og to store hækspoilere, der ligner overdimensionerede flagermuseører. Den grå lak og den røde linje rundt om bilen nikker respektfuldt til den oprindelige 205 T16.

De tværgående lygter kommer også på den kommende E-208.

Også bagpartiet er en hilsen til rallylegenden. Hele den bageste del af karrosseriet kan vippes op og blotlægge teknikken. Dengang gemte der sig en turboladet benzinmotor nedenunder. Nu finder man de to bageste elmotorer.

Kræfterne fordeles løbende mellem for- og bagaksel og mellem baghjulene for at udnytte vejgrebet. Og selvfølgelig er der en lodret hydraulisk håndbremse som i en rallybil. 

Viser den næste E-208

For danske bilkøbere er den største nyhed faktisk bilens udseende.

Bag de ekstreme muskler giver E-T16 det hidtil mest konkrete fingerpeg om den næste elektriske E-208, som ventes i 2027.

Det såkaldte Hypersquare rat indvarsler, at Peugeot skifter til steer-by-wire uden mekanisk forbindelse til forhjulene. Og det gælder også den kommende E-208.

Peugeots designchef Matthias Hossann siger det ganske direkte:

”E-T16 CONCEPT genfortolker linjerne fra den kommende PEUGEOT E-208 og trækker proportionerne helt ud til kanten.”

Især lygterne viser den nye retning. Peugeots karakteristiske tre kløer bliver til lange, vandrette lysbjælker omkring et oplyst løve-emblem. Det nye designsprog får netop sin debut på den næste E-208.

Farvel til det runde rat

Også kabinen varsler fransk revolution. Konceptbilen har en buet panoramaskærm på 21 tommer og Peugeots rektangulære Hypersquare-rat.

Ratbetjeningen i konceptbilen svarer grundlæggende til den, der kommer i næste E-208. Den kombineres med elektronisk styring, så førerens bevægelser overføres elektrisk til forhjulene - det, som man kalder steer-by-wire og som kendes fra fly.

Også i profil er det tydeligt at se linjerne fra den legendariske Peugeot 205. Her får den nye E-208 en tydeligt retro-stil.

E-T16 har desuden et batteri på 85 kWh, 800 V-teknologi og en oplyst rækkevidde på 400 km. Ifølge Peugeot klarer konceptbilen tre brandvarme hot laps på den legendariske Nordschleife på Nürburgring - 60 kilometer i alt.

Og den kan hurtigt være klar igen: Lynladning fra 10 til 80 procent tager under et kvarter.

Så vild bliver den kommende, ‘civile’ E-208 naturligvis ikke. Men træk de brede skærmkasser og spoilere fra konceptbilen, så har du et ret præcist indtryk af, hvordan den nyeste, elektriske Peugeot 208 kommer til at se ud.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here