Bedre nødbremse og aktiv styring af motorens drejningsmoment er blandt nyhederne i den faceliftede Mazda 3. Dansk premiere omkring nytår.
Mazda 3, japanernes ’Golf-spiller’, nærmer sig sin tre års fødselsdag. Helt efter bogen udløser det en midtvejs-ansigtsløftning, så Mazda 3 kan holde sig up-to-date i konkurrencen med nye rivaler som Opel Astra og Renault Megane samt bestsellere som VW Golf, Skoda Octavia og Peugeot 308.
Mazda har netop offentliggjort de første fotos og facts af den faceliftede Mazda 3, som vi dog næppe ser i Danmark før nytår.
Blandt de vigtigste nyheder er en opgradering af den automatiske nødbremse. Ved at skifte fra laser-teknologi til kamerabaserede fartmålinger, vil Mazda 3’s nødbremse fremover fungere ved højere hastigheder. Hvilke oplyser fabrikken dog ikke, men vi gætter på, at den kamerabaserede nødbremse virker ved op til mindst 80 km/t. En anden fordel ved den nye teknologi er, at Mazda 3 også bliver i stand til at opdage og bremse for fodgængere.
Mazdas ingeniører har også udviklet et såkaldt G-målings-system til den faceliftede 3’er: Ved konstant at måle G-påvirkningen af bilen i sving, kan systemet løbende justere motorens drejningsmoment til de trækkende forhjul. Ifølge Mazda forbedrer det på samme tid styrepræcisionen og kørekomforten. Teknikken bliver standard på alle nye Mazda 3-modeller.
Teknikken er også finpudset i de to dieselmotorer, der fås til Mazda 3 – dels en 1,5 liter med 105 hk og den kraftige 2,2 liter med 150 hk. Begge får forbedrede turboladere med skærpet speederrespons, mens støj og vibrationer angiveligt skal være reduceret. Udover de to dieselmotorer vil den faceliftede Mazda fortsat kunne fås med tre velkendte benzinmotorer: 1,5 med 100 hk, 2,0 med 120 hk og 2,0 med 165 hk.
Endelig kan Mazda 3 fremover fås med LED-forlygter, der blandt andet tilpasser det lange lys, så du ikke blænder modkørende bilister.
Ingen ændringer af designet
Mens ingeniørerne har haft travlt med faceliftet af Mazda 3, har designafdelingen været mere tilbageholdende. Selv kendere skal kigge en ekstra gang for at opdage, at for- og baglygterne har fået ændret designet en lille smule. Indvendig får Mazda 3 et nyt, mere slankt udseende rat, der ifølge fabrikken også forbedrer ergonomien for chaufføren.
Den opdaterede Mazda 3 kommer til Europa sidst i 2016 og forventes klar til salg herhjemme omkring årsskiftet. Som nu vil Mazda 3 kunne fås i to versioner; 5-dørs hatchback og 4-dørs sedan.
Læs også: Mazda 3 vs Peugeot 308 – som nat og dag