Privatleasing: Se her hvad stenslag i forruden, buler og ridser i lakken koster, når leasingperioden på ens bil udløber.
En stor gennemgang, som bilistorganisationen FDM har lavet, viser hvad du skal være forberedt på at betale, når du afleverer din privatleasede bil ved aftalens udløb.
I alt har FDM undersøgt 771 tilbageleveringer af privatleasede biler. I gennemsnit kostede det leasingkunderne godt 3.400 kr. at få udbedret de skader, der var på deres bil.
I godt hver fjerde tilfælde fik leasingtagerne en ekstraregning på over 5.000 kr. Knap halvdelen skulle af med et mindre beløb, mens den sidste fjerdedel helt slap for en ekstraregning.
”Selvom de hører til sjældenhederne, er det skrækhistorierne om efterregninger på 20.000 kroner eller mere, folk husker. Men faktisk er det under én procent af de leasingbiler, FDM har kontrolleret, hvor det ender så galt. Med en gennemsnitlig efterregning på 3.412 kroner pr. bil slipper man endda billigere, end hvis man skulle sælge en bil med de samme fejl,” siger forbrugerøkonom i FDM, Allan Skytte Christensen.
Holder man sin leasingbil, som var det ens egen, har man ingen grund til at frygte store ekstraregninger,” konkluderer han.
Vask bilen
Der er dog nogle tommelfingerregler, man bør have sig for øje, når det er tid til at aflevere bilen igen. Han opfordrer bl.a. til, at man sørger for at vaske og støvsuge bilen. Er der småridser, kan man overveje at få dem poleret op.
Ved større skader opfordrer FDM desuden til, at man får undersøgt, om ens forsikringer dækker og i så fald får anmeldt og udbedret skaderne, inden bilen afleveres. Noget som mange ifølge Allan Skytte Christensen glemmer.
En ekstraregning på i gennemsnit 3.400 kr. er som nævnt billigere, end hvis man skulle sælge en bil med de samme fejl, påpeger forbrugerøkonomen.
Det skyldes, at forsikringsselskabernes eget takseringssystem gør, at man som leasingtager ofte kan få udbedret skader til storkundepriser.
Leasingselskaberne har dog forskellige vilkår og vurderinger af, hvilke skader der skal betales for, som FDM anbefaler, at man sætter sig ind i, før man skriver under på kontrakten og genlæser, inden bilen afleveres.
FAKTA: Gode råd til at undgå en efterregning
Læs betingelserne for leasingaftalen grundigt
Sørg for, at bilen er nyvasket og ren/støvsuget indvendigt, når du afleverer den
Husk, at alle nøgler skal afleveres med bilen
Husk, at udleverede sommer-/vinterdæk skal afleveres med bilen
Sørg for at anmelde evt. skader til dit forsikringsselskab inden aflevering, hvis det er muligt
Sørg for at overholde alle service
Kilde: FDM
Læs også guiden: Her er de billigste leasingbiler