Nissan Note får dødsstødet

Vigende salg får Nissan til at stoppe produktionen af mini-MPV’en Note. Sidste Note triller af samlebåndet i foråret og overlader scenen til den nye, større og frækkere Micra.

Bilkøbernes vaner er i opbrud. Mens alt, der ligner en crossover eller SUV sælger som slik til børn en time før Disney Sjov fredag aften, må andre biltyper kigge stadig længere efter kunderne. Det gælder især for den store mellemklasse, hvor selv en klassiker som Honda Accord allerede har fået øksen og blandt de praktiske MPV’ere, der enten dør som Seat Altea eller skifter ham fra MPV til SUV som Renault Scenic, Peugeot 3008 og snart Opel Meriva.

Hos Nissan skrider asfalten under mini-MPV’en Note. Af alle Nissan-modeller i Europa har Note det laveste salg. I årets første otte måneder er der blot solgt 24.800 styk – et pænt dyk fra 33.000 i samme periode sidste år. Overordnet er markedet for mini-MPV’ere næsten halveret. Fra 1,1 million biler på toppen til 600.000 i dag.

Nu tager japanerne konsekvensen: Til foråret triller den sidste Note af samlebåndet på fabrikken i engelske Sunderland. Det skriver Automotive News Europe.

Satser på ny Micra
Ifølge Nissan selv har fabrikken med Micra, Note og den lille SUV med frøøjnene, Juke, faktisk haft for meget på hylderne i den ellers populære miniklasse:

”Det har distraheret kunderne. Jeg sammenligner det med at spille på rouletten: Hvis jeg spiller på mange numre, vinder jeg aldrig særligt meget. Nu satser jeg på et enkelt nummer,” siger Giullaume Cartier, salgs- og marketingchef for Nissan i Europa til branchebladet.

Det lykkenummer som Cartier satser på, ligner da også en vinder: Nissan har netop afsløret den nye Micra, der ikke blot skal afløse den nuværende model af samme navn, men også udfylde hullet efter Note. Opskriften er et radikalt mere selvsikkert design og massivt vokseværk, så Micra nu med en længde på fire meter er et fuldgyldigt medlem af miniklassen.

Herhjemme indtager Nissan Note med et salg på 598 biler p.t. pladsen som nummer 75 på listen over de mest solgte biler i Danmark i årets første ni måneder.

Læs også: Nissan Micra skifter personlighed

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here