Tesla lovede 691 hk i Model S – men den har højst 539 og derfor får 126 norske ejere nu penge retur. Også i Danmark kræver Tesla-ejere erstatning.
539 hestekræfter er med til at gøre elbilen Tesla Model S P85D til en af vejens hurtigste biler. Alligevel er mange af modellens ejere skuffede: De mener nemlig, at Tesla har lovet dem 691 hestekræfter – der mangler med andre ord 152 hk, eller hvad der svarer til motoren i en mellemstor firmabil.
De 691 hestekræfter vælter alle sammen ud af stalden i den såkaldte ‘ludicrous’ (‘grotesk’) indstilling, der har været med til at skabe enorm hype om Model S i almindelighed og den firehjulstrukne P85D-model i særdeleshed. Men måler man effekten på hjulene, er der altså kun 539 hk – og i ‘normal’ indstilling er ydelsen endda justeret ned til ‘kun’ 469 hk.
65.000 kr. i erstatning
Og det er bare slet ikke ‘grotesk’ nok, mener mange Tesla-ejere. I Norge har hver fjerde ejer af den lynhurtige P85D – 126 i alt – følt sig så snydt, at de har lagt sag an mod Tesla. Selv om bilen faktisk lever op til Tesla’s løfter for topfart og acceleration, har de krævet knapt 130.000 kr. i erstatning. Nu er der indgået forlig umiddelbart før sagen endte i retten. Resultatet er hemmeligt, men ifølge den norske avis Dagens Næringsliv, har hver af de utilfredse Tesla-ejere fået 65.000 norske kroner i erstatning – altså præcis det halve af, hvad de krævede.
Ifølge den danske bilistklub FDM, er man også i Danmark ved at forberede lignende søgsmål.
”Dem ved vi af gode grunde ikke, hvad der sker med. Nu er den første bølge af sager afsluttet, og vi opfordrer Tesla-ejere, der føler sig snydt, til enten at kontakte os eller Tesla direkte,” siger Per Alkestrup fra FDM til finans.dk.
Læs også: Tesla snød med hestene