VW er klar med den kompakte crossover T-Roc. Teknikken kommer fra Audi Q2 og VW Golf, og der bliver mulighed for både fuld digital instrumentering og firehjulstræk. Dansk premiere omkring årsskiftet.
Mens elbiler efter dieselskandalen skal redde Volkswagens renommé som troværdig bilproducent på længere sigt, er det i høj grad crossovers, der her og nu skal sikre indtægter til den store omstilling til el.
Tiguan sælger allerede godt, snart kommer en forstørret udgave med plads til syv og omkring årsskiftet kommer så en tredje crossover, der for alvor skal sende VW-salget op i de højere luftlag; T-Roc.
VW har netop afsløret bilen og de første facts. Som alle andre biler i koncernen er den baseret på den justérbare MQB-platform, der også danner basis for VW Golf. Netop Golf deler T-Roc meget teknik med, men faktisk er T-Roc en smule kortere og har også en lidt kortere akselafstand. Pladsen – også på bagsædet – skulle dog svare meget godt til den rummelige Golf, fordi man sidder lidt højere og mere opret i T-Roc. Også bagagerummet er væsentligt større med plads til velvoksne 445 liter.
T-Roc’s virkelige søsterbil er dog Audi Q2. Ret beset er der kun designet til forskel på de to biler – og selvfølgelig prisen. De danske priser er endnu ikke klar, men T-Roc må forventes at blive en smule billigere end de 316.000 kroner, som en basisudgave af Audi Q2 koster. Vi gætter på, at en tilsvarende T-Roc kan sælges for cirka 275.000 kroner, når den får dansk premiere omkring årsskiftet.
Mere niche end mainstream
T-Roc dumper lige ned i den brandvarme klasse for kompakte crossovers, der hitter hos bilkøberne over alt i Europa. Dog med et lille tvist af ekstra coolness. T-Roc går nemlig ikke direkte efter storsælgere som Nissan Qashqai og Renault Captur. Med en længde på 423 cm og en bredde på 182 cm skal den snarere konkurrere med stilsikre livsstilsbiler som søsterbilen Audi Q2, Fiat 500X, Honda HR-V, Mini Countryman og Toyota C-HR.
Det dufter lidt af niche, men har kan VW for en gangs skyld vise sig at være på forkant med bilmoden: For mens crossovere og SUV-typer bliver stadig mere populære, bliver mange af dem også meget mainstream. Her skiller T-Roc sig mere ud fra mængden – nøjagtig som en bil som førnævnte Toyota C-HR, som japanerne forventer bliver en absolut bestseller i Toyota-programmet. Tiden må vise, om T-Roc også kan nå op på salgstal, der kan måle sig med modeller som Polo og Golf.
Teknikken skal også være med til at lokke nye fans ind i VW-butikken. T-Roc får automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse og vognbaneassistent som standard og kan derudover udstyres med adaptiv fartpilot, fuld digital instrumentering og forskellige infotainmentsystemer med alt fra Apple Carplay til online-forbindelse.
Tre benzin og tre diesel
Motorerne er alle velkendte varer fra VW-hylderne. Basis bliver en trecylindret turbobenziner på én liter med 115 hk. Derefter følger den nye 1,5 liter med fire cylindre og 150 hk, mens en to-liter med 190 hk topper benzinmotor-programmet. Sidstnævnte kommer altid med firehjulstræk og DSG-automatgear.
På dieselsiden er maskinerne lutter gamle kendinge: 1,6 TDI med 115 hk og 2,0 TDI med enten 150 eller 190 hk. Også her er den kraftigste variant koblet sammen med firehjulstræk og automatgear.
Ud over en højere siddeposition bliver designet et stærkt salgsargument for T-Roc. Stilen er kantet og macho, som den skal være for biltypen, taget kan fås i kontrastfarve og indvendig sørger farvede paneler i blå, brun, gul eller orange for at løfte stemningen.
Hej Jens
Meget flot bil og jeg ville ønske min pension kunne række til sådan et køretøj!
Lige et spørgsmål – Jeg har fået et godt tilbud på en ny Fiat 500X – men jeg tør ikke rigtig slå til, da Fiat altid er bundprop i tilfredshedsundersøgelser.
Hvornår komme du med en test af Opel Crossland X som jo ikke er dyrere end Fiat’en?
med venlig hilsen
Flemming Pedersen
Hej Flemming
Til en god pris kan Fiat 500X bestemt være et interessant valg – den vil jeg ikke være så nervøs for. Vi håber at have en test klar af Opel Crossland X i løbet af efteråret.
Med venlig hilsen, Jens, hvilkenbil.dk
Hej
Har man nogen data på hvad anhængervægt bliver på bilen?
Vil gerne have én der må trække 1600 kg båd
Hej Frederik. Nej, desværre – VW har endnu ikke sluppet så præcise, tekniske oplysninger på T-Roc. Vi gætter på, at de kommer omkring oktober. Med venlig hilsen, hvilkenbil.dk
Gætter på at anhængervægten kommer til at følge Q2.
12% = 1500kg.
8% = 1700kg