Har Tesla genopfundet hjulet?

Hvilkenbil’s redaktør, Jens Velling blogger om Tesla S – den første el-bil, du gerne vil eje, uanset om du er øko-flipper eller bilentusiast med benzin i blodet.

Smuk som en Aston Martin, hurtig som en Porsche, rummelig som en Opel Zafira – og helt uden CO2-udslip, så du kan køre i den med grøn samvittighed. Uden at medbringe forlængerledning…

El-bilen står overfor et gennembrud. Og revolutionen kommer hverken fra en stor bilfabrik i Tyskland, Japan eller Korea, men fra en nedlagt Toyota-fabrik i Californien. Her triller de første Tesla Model S-biler i disse uger af samlebåndet som verdens første elbil, der på en og samme tid er rummelig, hurtig, sexet og – allervigtigst – kører næsten 500 kilometer på en opladning. Og så er Tesla S nærmest billig. Cirka 600.000 kroner skal vidunderet koste i Danmark – det halve af biler i tilsvarende størrelse med samme præstationer.

Jo, man kniber sig i armen. Men efter et besøg i Teslas showroom blandt de rige og progressive amerikanere i Santa Monica lidt vest for Los Angeles,  melder jeg mig gerne ind i menigheden: Tesla S ligner fremtidens bil-koncept.

At dømme efter interessen i butikken, er jeg langt fra den eneste håbefulde. Det vælter ind med mennesker, der gerne står i kø for at tale med en sælger. Butikskonceptet er da også helt nyt: I stedet for at ligge blandt andre bilforhandlere ude i forstæderne, placerer Tesla gerne deres showrooms på gågader, hvor man kommer i kontakt med mange – og nye – kundetyper.


To års ventetid på en ny Tesla S
Interessen og begejstringen er umulig at overse. Tesla S tilbyder nøjagtig det, vi har ventet på: Forureningsfri el-drift, der gør det muligt at sige farvel til ildelugtende udstødning og rekordhøje brændstofpriser uden at gå på kompromis med alt det, vi ønsker af vores biler: Plads, rækkevidde, præstationer og stil. What’s not to like?, som amerikanerne spørger? Svaret er her allerede: Bestiller du en ny Tesla S i dag, er ventetiden to år…

Det er et budskab, der må få bosserne hos giganter som VW, Hyundai og Toyota til at tænke, hvorfor de ikke har haft samme visionære mod som Tesla-grundlægger, Elon Musk. Eller som den nu afgåede chef for General Motors, Robert Lutz, sagde i et interview med the New Yorker for tre år siden:

Alle genierne her i GM blev ved med at sige, at lithium-ion batterierne er 10 år ude i fremtiden og Toyota var enige med os, og så – bang! – kom Tesla ind fra højre. Så jeg sagde: Hvordan kan en lillebitte, Californisk opstartsvirksomhed, anført af nogle gutter, der ikke ved noget om bilindustrien, gøre det her, når vi ikke kan?

Men måske lurepasser altid bramfrie Lutz og de andre topchefer bare på Tesla: Måske venter de på, at Tesla får problemer med deres batteriteknologi, der er nøglen til den afgørende rækkevidde. Eller simpelthen løber tør for penge. Det kan være risikabelt at være først. Og går noget galt, kan man måske opkøbe Tesla og indhente det forsømte…

Men her og nu krydser jeg fingre for Musk og Tesla. Nogen skal jo tage teten, når bilindustriens gamle giganter fedtspiller. Jeg tror, at Tesla har genopfundet hjulet – og håber, at Tesla kan vokse sig stor og stærk – det vil være godt for både miljøet og vi bilkøbere.

Læs mere om Tesla S.

1 COMMENT

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here