Test: VW ID.3 er både forfriskende Neo og pletvis alderssvækket

BILTEST: Med tilnavnet Neo har VW ID.3 fået sin hidtil største ansigtsløftning. Betjening og finish er klar forbedret - på enkelte områder trykker alderen.

Hvilken bil?

Neo er det andet facelift af ID.3, hvilket siger en del om, hvor gammel VW’s første dedikerede elbil og svar på en elektrisk Golf efterhånden er.

Oprindelig kom ID.3 på markedet i 2019 og har siden været igennem utallige opdateringer - især af sin software. Med Neo får ID.3 også markante forandringer af designet, der skal øge familieligheden med den nye, elektriske ID Polo. VW kalder designet for ‘pure positive’ og ønsker at vende tilbage til et klassisk VW-design, der skal signalere VW på lang afstand og tiltrække mærkets mere konservative kunder. På ID.3 drejer det sig især om en ny og mere ‘smilende’ front med tværgående LED-lys, mens kabinen har fået de samme fysiske knapper som ID Polo. Finishen har også fået et grundigt og gennemført løft, så ID.3 endelig opleves som en ægte VW uden den rustikke discount-fornemmelse, der hidtil har præget modellen.

Her tester vi den nye mellemmodel med 58 kWh LFP-batteri og 140 kW-elmotor, der giver knapt 500 kilometers rækkevidde. Med Life-udstyr er prisen 285.000 kroner.

Vidste du at?

ID.3 fik en hård fødsel i 2019. Softwaren var dengang ikke færdigudviklet og VW erkendte ærligt, at de første biler skulle opdateres løbende. Det gik ikke lige godt for alle ID.3 ejere, hvoraf nogle oplevede nærmest uløselige problemer med softwaren.

Sammen med en rustik finish i kabinen, gav det ID.3 en skæv start og et halvdårligt ry.

Vi spoler syv år frem til i dag, hvor ID.3 har været gennem to officielle facelifts og nu har fået tilnavnet Neo. Det er et kompromis, for ændringerne er så omfattende, at VW overvejede at skifte til ID Golf. Det ikoniske navn kommer dog først i spil, når ID.3 i 2029 afløses af en helt ny model med moderne 800 volt-teknologi.

Tilnavnet Neo er passende, for de mange opdateringer gør næsten ID.3 til en ny bil. Den udskældte software fungerer efterhånden glimrende. Ja, sammenlignet med meget af det, vi oplever i kinesiske elbiler, er den belvet rigtig velfungerende. Selv kabinen er rykket en klasse op og skal ikke længere sammenlignes med en rumænsk Dacia. På den måde er ID.3 vokset fra grim ælling til smuk svane. Vi forstår godt, at let brugte eksemplarer stadig er voldsomt populære på brugtmarkedet.

Hvordan er førerpladsen?

Der er masser af gode nyheder til føreren i Neo: Større og mere tydelige instrumenter, der endda kan gå fuld retro med samme design som den legendariske Golf I. En sjov gimmick, men nok mest for os, der kan huske originalen fra 1976. Alle vil dog sætte pris på på den større centerskærm, hvor softwaren virker hurtigere og menuerne hele tiden bliver lidt mere logiske. 

En kæmpe forbedring er de mange fysiske knapper i midterkonsol og rat, der styrer alt fra temperatur over fartpilot til lyd. Hvis man da ikke drejer på den lækre volumeknap mellem forsæderne. En herlig analog oplevelse, som virkelig løfter ID.3 Neo. 

Det gælder også de ting, vi nu slipper for: Som de rædselsfulde touch og swipe-felter i rattet, swipe-kontakterne under centerskærmen til varmen og de blot to knapper til fire sideruder, der gjorde det svært at lave med den gamle ID.3. Nu er her fysiske knapper, der faktisk virker - og sænker blodtrykket hos denne testkører betydeligt. Danke schön VW - det var også på tide.

Lidt brok har vi dog: Kørestillingen er virkelig god bag det sportslige, næsten lodretstående rat. Men at man kun kan få lændestøtte i de elektrisk justerbare forsæder, der er ekstraudstyr, er simpelthen for fattigt.

Hvordan opleves kabinen?

Alt i kabinen - overflader, stoffer, sæder, rat og knapper og greb - er nyt i ID.3 Neo. Det giver et kæmpe løft, der også var tiltrængt. Umiddelbart løfter det finish og kvalitetsindtryk et par klasser op. Desværre oplevede vi nogle virkeligt insisterende raslelyde i den ene af de to Neo-testbiler, som vi havde lejlighed til at køre. For undertegnede, der for år tilbage solgte en næsten fabriksny Golf af samme årsag, var det en næsten traumatisk oplevelse. Der må simpelthen ikke være den slags fejl i en dyr VW, som Kina-biler til 200.000 kroner aldrig har.

I bilen uden raslelyde nød vi stilheden og pladsen, der nærmest er enorm i forhold til den beskedne længde på under 4,3 meter. 

Ikke desto mindre kan der fint være fem i bilen, der med sin overskuelige størrelse snor sig gennem byen og er let at lirke ind på en snæver p-plads. Vi mangler egentlig kun et lille frunk foran til ladekabler. Elektrisk bagklap savner vi ikke: Med det indvendige håndtag får du aldrig beskidte hænder og klappen smækker i på et sekund. Sådan – keine hexerei, nur behändigkeit.

Er sikkerheden i orden?

Tiden går, så faktisk blev VW ID.3 crashtestet af Euro NCAP tilbage i 2020. Efterfølgende blev den gen-bedømt i 2025 efter de skærpede regler. Det slap den fra med de maksimale fem stjerner, så selv om testen er skærpet yderligere siden, må ID.3 betegnes som en sikker bil.

Selve karrosseriet er stærkt og beskytter sine passagerer godt. Dog noterer Euro NCAP en vis belastning af førerens brystkasse i både frontalsammenstød og den såkaldte pæletest, hvor bilen glider sidelæns ind i en metalpæl. Trods sin alder har ID.3 også en moderne centerairbag mellem forsædepassagererne, der beskytter hovederne ved påkørsler fra siderne. 

Sikkerhedsassistenter som automatisk nødbremse og vognbaneassistent fungerer alle glimrende. Alt tyder på, at ID.3 også i dag ville opnå topkarakteren fem stjerner i NCAP-testen.

Læs hele crashtesten hos Euro NCAP.

Se også video herunder.

Hvordan kører den?

Trods sin fremskredne alder, der blandt mærkes på en lidt høj vægt på 1,9 ton, er ID.3 fortsat en af de bedst kørende elbiler på markedet. Kombination af præcis styring, komfortabel affjedring og baghjulstræk spiller bare fornemt på alt fra motorvej til bytrafik. Støjsvag er ID.3 Neo også. Altså lige bortset fra den Style-udgave vi testede, der var opgraderet fra 18 til 20 tommer fælge.

Fælgene er flotte, men modsat Life-udgaven på mere moderate 19-tommer (også ekstraudstyr), var dækstøjen gennemtrængende og affjedringskomforten en smule reduceret, så vi vil klart springe de store 20-tommer hjul over.

ID.3 Neo kører ikke spektakulært eller sportsligt - bare gennemført behageligt, forudsigeligt og kompetent. Den får dig til at slappe af, mens du nyder turen - det er en kæmpe kompliment.

Hvordan er motor og opladning?

Med det mellemstore 58 kWh batteri får man en ny elmotor med 140 kW (190 hk). Det er nærmest beskedent blandt moderne elbiler, men med et voksent drejningsmoment på 350 Nm savner man aldrig kræfter og bilen virker til hver en tid harmonisk.

Vi prøvede også Neo med det største batteri på 79 kWh og 170 kW-motor. Her er lidt mere svirp i overhalingerne, som klæder bilen. De ekstra 100 kg under gulvet begrænser dog forskellen, og vi kunne sagtens leve med den mindre motor.

Opladningen er også en nyhed i Neo med 58 kWh LFP-batteri. Max-effekten er beskedne 105 kW, men ladekurven er flad, og så ender lynladetiden fra 10 til 80 procent på rimelige 26 minutter. Faktisk tager samme øvelse 29 minutter med det større batteri, selv om max-effekten her er langt højere på 183 kW.

Forbruget i de to biler endte på henholdsvis 6,1 og 5,9 km/kWh. Det giver en reel rækkevidde på 320 og 430 kilometer. Godkendt uden at være prangende. Faktisk har VW forbedret effektiviteten siden 2019, men sammen med lynladetiden er det især på effektivitet og opladning, at MEB-platformen efterhånden virker en smule gammel.

Passer prisen? 

Tjah, bum bum…

Med 58 kWh batteri og Life-udstyr har du egentlig, hvad du skal bruge i mellemudgaven af ID.3 Neo. Men den er i den klart dyre ende af klassen, og så mangler du stadig navigation, som VW utroligt nok tager 6.000 kroner ekstra for. 

Det hele - inklusive 79 kWh-batteri, der øger rækkevidden til 626 kilometer - er med i Style-udgaven, men så ender vi oppe i 335.000 kroner. Det er pebret for en elbil i Golf-størrelse, der i øvrigt stadig kun må have en cykelholder på krogen. Trailer er - uanset vægt - fortsat ikke en mulighed og bliver det heller aldrig. Her må man vente på den elektriske Golf. Eller gå en klasse ned i den elektriske Polo. 

Det sidste tror vi mange vil gøre, for bortset fra pladsen på bagsædet, matcher ID Polo faktisk sin storebror på stort set alle andre områder. Især når man sammenligner med mellemudgaven med 58 kWh batteri og 490 kilometers rækkevidde.

Hvis man ikke ofte kører med voksne på bagsædet, kan ID Polo være et rellet og meget 'folkevognsk' alternativ til ID.3 Neo.

Er der alternativer?

Søsterbilen Cupra Born er også opdateret - men langt billigere. Den direkte sammenlignelige udgave med samme 58 kWh batteri, 477 kilometers rækkevidde og det mere omfattende Plus-udstyr koster 270.000 kroner, men den reelle besparelse er over 30.000 kroner. Born er lidt fastere i undervognen og har mere skærmorienteret betjening.

Kia EV4 Access med 150 kW (204 hk) og 440 kilometers rækkevidde til 265.000 kroner er et veludstyret alternativ med godmodigt forhjulstræk. Her er også mange knapper til betjeningen og modsat ID.3 kan EV4 trække en trailer. For 25.000 kroner ekstra får du stort batteri og hele 625 kilometers rækkevidde.

Elbilpioneren Nissan Leaf er klar i tredje generation og udmærker sig med solide køreegenskaber. Men pladsen er beskeden, betjeningen unødigt kompliceret og lynladningen langsom. Skal det være Leaf, er basisversionen Engage med en del udstyr og 451 kilometers rækkevidde til 250.000 kroner det bedste køb.

Sidst men ikke mindst byder gode gamle Tesla Model 3 sig til. Kan du leve med klassisk skærm-orienteret Tesla-betjening (skærmen er fremragende), den upraktiske sedan-bagklap og at direktøren for det hele er Elon Musk, slår basisversionen med 572 kilometers rækkevidde ID.3 Neo på alle andre parametre til stærke 270.000 kroner.

Konklusion:

For: Komfort, køreegenskaber, pladsudnyttelse, fysiske knapper.
Imod: Pris, lynladetid, beskedent bagagerum, ingen trækkrog.
Hvilkenbil siger:

VW har løbende forbedret og forfinet ID.3, så den i dag fremstår som en vellykket, velkørende og kompetent elbil i en attraktiv størrelse. Særligt den nye betjening og finish løfter bilen. Men VW har også haft syv år til at lave en Neo ID.3, og alderen trykker, når det gælder ladetid, effektivitet og den manglende trækkrog. Det gør den nye ID Polo til et attraktivt alternativ - især hvis man kan klare sig med et mindre bagsæde og kortere rækkevidde. Så sparer man også lidt på prisen, der er til den høje side på ID.3 Neo. 

FAKTA: VW ID.3 Neo Life 58 kWh

Vejl. pris, inkl. lev.: 284.995 kr.
Anslået kontantrabat: * 5.000 kr.
Årlig CO2-ejerafgift: 920 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/5 år – 150.000 km
Garanti (batteri): 8 år eller 160.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 af 5 stjerner (2020)
Antal airbags: 7 (inkl. centerairbag)
Længde/bredde/højde: 427/181/156 cm
Bagagerum: 383/1.336 liter
Vægt: 1.904 kg
Batterikapacitet: 58 kWh netto
Rækkevidde (WLTP): 490 km
Forbrug (WLTP): 7,1 km/kWh
Forbrug i test: 6,1 km/kWh (12-14 gr., blæsende, regnvejr)
Ladeevne: Op til 105 kWh DC / 11 kW AC
Ladekapacitet: Ca. 26 minutter (10-80 pct. DC), 6,5 timer (0-100 pct. AC)
Effekt/drejningsmoment: 140 kW (190 hk) / 350 Nm
0-100 km/t: 8,0 sek.
Topfart: 160 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, vejbaneassistent, vejskiltegenkendelse, træthedsassistent, syv airbags inklusive centerairbag mellem forsæder, adaptiv fartpilot, LED-lygter, aut. op- og nedblænding, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, 2-zonet klimaanlæg, varme i forsæder og rat, højdejusterbare forsæder, el-justerbare og sammenklappelige sidespejle, p-sensor for og bag, bakkamera, nøglefri start, 12 tommer berøringsfølsom skærm, Apple CarPlay, to USB C-stik for og to bag, varmepumpe, trådløs mobilopladning, 18 tommer alufælge, måtter, ladekabel. (* Anslået af hvilkenbil.dk)

Ekstraudstyr:

Metallak: 7.-8.000 kr.
Panoramasoltag: 7.995 kr.
Krog til cykelholder: 5.495 kr.
Navigation: 5.995 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here