Omoda vil vække opsigt med X

Foto: Omoda, AI genereret

Konceptbilen X viser en ny designretning for Omoda og kan pege mod en kommende topmodel. I Danmark har mærket brug for opmærksomhed - salget er aldrig kommet rigtigt i gang

Omoda skruer op for både de skarpe kanter og ambitionerne med konceptbilen X.

X skal vise vejen frem for det kinesiske bilmærke og antyder samtidig, at der kan være en ny topmodel på vej til Europa. Modsat andre kinesiske bilers meget glatte og anonyme design, satser Omoda på at skabe opmærksomhed med et mere markeret design.

Og netop opmærksomhed kan Omoda godt bruge på det danske marked.

Kun 122 biler på ni måneder

Ifølge Mobility Denmark blev der blot registreret 122 nye Omoda-personbiler i Danmark fra januar til september 2026. Det giver en markedsandel på beskedne 0,1 procent.

Det er ganske vist en fremgang fra 44 biler i samme periode sidste år. Men Omoda fylder fortsat meget lidt i det danske gadebillede.

Til sammenligning fik kinesiske Xpeng registreret 4.303 biler i årets første ni måneder, mens BYD nåede 2.352. Omodas søstermærke Jaecoo, der faktisk kom til Danmark efter Omoda,  stod for 372 registreringer - altså tre gange så mange. 

Tallene understreger, at Omoda endnu har til gode at få et gennembrud herhjemme. Et mere markant design kan være med til at skabe interesse, men X er endnu ikke en bil, som danske kunder kan bestille.

Skarpe kanter og brede skuldre

Ifølge Omoda udforsker X fremtidens crossover-design med markante proportioner og et mere futuristisk udtryk.

Karrosseriet ser bredskuldret ud med en mere indsnævret midte. De kantede flader videreudvikler designsproget fra den mindre Omoda 4, der er på vej til Europa.

Hvor Omoda 5 ligner alle de andre kinesiske elbiler, viser konceptbilen X et mere kantet og selvsikkert design. Foto: Omoda, AI genereret

Ambitionen er at kombinere SUV’ens praktiske egenskaber med sportsvognens udtryk og terrænbilens robuste fremtoning.

Praktikken får også en tand til med hele 39 opbevaringsrum og en frihøjde på 20 centimeter.

Motorkraft, batteristørrelse og rækkevidde oplyser Omoda ikke noget om. Det plejer at være et tegn på, at der mest er tale om en stiløvelse, hvor man tester publikums reaktioner. Omvendt ligner X en bil, der hurtigt kunne sættes i produktion.

Kineserne er kendte for at lancere nye modeller i en lind strøm, så vi bliver ikke overraskede, hvis Omoda er klar med en X-lignende model i løbet af 2027. Så må vi se, om et mere kantet design kan skabe mere opmærksomhed om oversete Omoda i Danmark.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here