Aarhus er gået fra 10 trafikdræbte til nul på ét år. Men det er stadig for tidligt at konkludere, at trafikken er blevet markant sikrere, mener Vejdirektoratet.
I 2024 mistede 10 mennesker livet i trafikken i Aarhus Kommune. I 2025 var tallet nul.
Dermed er Aarhus en af 31 danske kommuner, hvor politiet ikke registrerede trafikdræbte sidste år. Tilsammen bor der omkring 1,6 millioner mennesker i de 31 kommuner.
Det viser nye tal fra Vejdirektoratet, der har samlet ulykkesstatistikken i en ny interaktiv løsning. Her kan alle undersøge udviklingen i trafikulykker og sammenligne tallene for kommuner og politikredse.
Kommunerne uden trafikdræbte tæller både små ø-kommuner som Læsø, Samsø og Ærø og større kommuner som Aarhus og Vejle.
Ét år fortæller ikke hele historien
Aarhus skiller sig sammen med Hillerød, Randers, Sorø og Vejle ud i statistikken. De fem kommuner havde alle mindst én trafikdræbt hvert år fra 2020 til 2024. I 2025 havde de ingen.
Det er positivt, men tallene skal læses med omtanke, understreger Vejdirektoratet.
”Det er selvfølgelig positivt, når en kommune går et helt år uden trafikdræbte. Men vi skal være forsigtige med at konkludere, at ét år uden trafikdræbte i sig selv betyder, at trafiksikkerheden er blevet markant bedre,” siger afdelingsleder i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen.
Tjek tallene i din kommune
Med den nye statistik kan man selv se nærmere på trafikulykker, dræbte og tilskadekomne i sin kommune og følge udviklingen over flere år.
Løsningen erstatter den årlige rapport ’Trafikulykker fordelt på politikredse’, som senest udkom i 2025. Statistikken bygger på politiets registreringer af trafikulykker og indeholder tal til og med 2025.
31 kommuner uden trafikdræbte
De 31 kommuner uden registrerede trafikdræbte i 2025 er:
Allerød, Ballerup, Egedal, Faaborg-Midtfyn, Fanø, Frederiksberg, Furesø, Gentofte, Gribskov, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hørsholm, Ishøj, Kerteminde, Læsø, Middelfart, Nordfyns, Odsherred, Randers, Rebild, Ringsted, Rudersdal, Rødovre, Samsø, Sorø, Stevns, Vallensbæk, Vejle, Ærø og Aarhus.





