Bilindustrien vil have lempet EU’s CO2-krav for at beskytte arbejdspladser. Men det vil få den modsatte effekt, viser en ny analyse.
Europæisk bilindustri vil have EU til at slække på unionens CO2-krav til nye biler. Industrien vil stadig have lov til at fremstille biler med fossilmotorer, der udleder CO2 efter 2035. Ellers vil det koste tusindvis af arbejdspladser, lyder argumentet.
Men ifølge en ny analyse fra forskningsorganisationen ICCT - det internationale råd for ren transport - risikerer lempelserne at koste netop de arbejdspladser, som de skal beskytte.
Op til 185.000 job kan forsvinde frem mod 2035, hvis EU forsinker omstillingen til elbiler. Fastholder politikerne derimod kravene og understøtter produktionen i Europa, kan der skabes omkring 320.000 ekstra arbejdspladser sammenlignet med 2025.
Forskellen mellem de to veje er dermed omkring en halv million job.
”En svækkelse af CO2-kravene bliver fremstillet som en måde at beskytte arbejdspladser på, men vores analyse viser det modsatte,” siger Sandra Wappelhorst, forskningsleder hos ICCT og analysens hovedforfatter.
EU hælder til lempelser
Analysen kommer, mens EU forhandler om at ændre CO2-kravene til nye person- og varebiler.
Den vedtagne plan kræver, at nye personbilers gennemsnitlige CO2-udledning reduceres med 55 procent i 2030 og 100 procent i 2035. Fra 2035 skal alle nye biler altså være uden CO2-udledning fra udstødningen.
For at imødekomme europæisk bilindustri har EU-Kommissionen imidlertid foreslået at sænke 2035-kravet til 90 procent. De resterende udledninger skal kompenseres gennem blandt andet klimavenligt stål og alternative brændstoffer. Dermed vil det fortsat være muligt - i begrænset omfang - fortsat at sælge nye biler med forbrændingsmotor efter 2035.
Bilproducenternes organisation ACEA har gentagne gange krævet endnu mere fleksible regler med henvisning til industriens konkurrenceevne, investeringer og arbejdspladser. Senest i oktober efterlyste organisationen yderligere lempelser.
Jobs flytter med teknologien
ICCT’s forklaring på det modsatte resultat er, at man skal tælle både de arbejdspladser, der forsvinder, og de nye, der opstår.
En langsommere omstilling kan ganske vist holde hånden under produktionen af benzin- og dieselbiler i en kortvarig periode. Men samtidig bremser den væksten i produktionen af elbiler og batterier, genanvendelse af batterier samt installation og vedligeholdelse af ladestandere.
Ifølge analysen bliver tabet af nye arbejdspladser derfor større end gevinsten ved at holde liv i de gamle.
Fastholdes CO2-kravene, kan de nye jobs, der følger med omstillingen til elbiler derimod opveje tilbagegangen i jobs på grund af udfasning af forbrændingsmotoren. Dermed kan den samlede beskæftigelse i de undersøgte dele af bilbranchen holdes omtrent på niveau med 2025 frem til 2035.
Elbiler skal bygges i Europa
Det er dog ikke nok, at europæerne køber elbiler. En afgørende del af regnestykket er, hvor bilerne og batterierne bliver produceret.
ICCT undersøger derfor også en vej, hvor EU både fastholder CO2-kravene og samtidig styrker produktionen inden for unionens grænser. Det kan eksempelvis ske gennem krav om europæisk indhold og støtte til bil- og batteriproduktion. To tiltag, som EU allerede arbejder på.
Med den kombination beregner ICCT faktisk en vækst i beskæftigelsen på omkring ti procent frem mod 2035. Det svarer til cirka 320.000 ekstra jobs sammenlignet med 2025.
”I stedet bør EU overveje at supplere sine krav med tiltag, der styrker de hjemlige forsyningskæder til elbiler. At klamre sig til en forældet teknologi som forbrændingsmotoren vil ikke hjælpe arbejdstagerne på længere sigt,” forklarer Sandra Wappelhorst.
Klassisk konflikt
Analysen tegner dermed en klassisk konflikt: Skal Europa beskytte den eksisterende industri ved at forsøge at bremse udviklingen? Eller skal den omfavne og udnytte mulighederne ved at omstille hurtigt til den nye teknologi, som elbilerne repræsenterer?
ICCT’s beregninger peger klart på den sidste løsning.
Organisationen har sammenlignet tre scenarier: Fastholdte CO2-krav, fastholdte krav kombineret med en styrket europæisk produktion og en femårig udsættelse af kravene.
I det sidste scenarie, som ligner den bilindustrien lobbyer for, når elbiler først hele nybilsalget i 2040. Her falder beskæftigelsen med op til seks procent frem mod 2035 – svarende til de 185.000 job.
Det er dog en modelberegning, ikke en sikker prognose eller en beregning af EU’s konkrete lovforslag. Analysen isolerer virkningerne af elektrificeringen og medregner eksempelvis ikke automatisering, ændret produktivitet eller den generelle økonomiske udvikling. Bilhandel og værksteder ligger også uden for undersøgelsen.







