Lille elbil er kun tre meter lang men har plads til fire

Fiat Multiplina pakker fire siddepladser ind på blot tre meter. Koncept-elbilen henter inspiration fra en klassiker, men er teknisk set slet ikke en bil.

Hvor lidt kan et køretøj fylde og stadig have plads til en familie på fire?

Fiats svar hedder Multiplina. Et lille, elektrisk koncept, som mærket har vist på biludstillingen i Paris. Med en længde på blot 3,04 meter skal den udfylde hullet mellem den lille Topolino med to sæder og en traditionel personbil.

Opskriften er enkel: Lav vægt, beskedne dimensioner og mest mulig plads til mennesker. Rækkevidde og motorkraft taler Fiat slet ikke om. Multiplina er til hverdagens korte ture med pendling, indkøb og aflevering af børn.

En stor kabinescooter

Multiplina ligner en lille bil, men tilhører teknisk set kategorien tunge quadricykler, som også kaldes L7e. Det er en mellemting mellem de mindste kabinescootere og almindelige personbiler.

For et lukket køretøj med fire siddepladser som Multiplina tillader EU-reglerne en topfart på højst 90 km/t og en vedvarende motorydelse på højst 15 kW, cirka 20 hk.

Flere detaljer på Multiplina sender hilsner til originalen fra 1956.

Multiplina er altså mere et alternativ til familiens bil nummer to end en rigtig bil, der også klarer længere ture og motorvejskørsel. Til gengæld er den med sin størrelse - Multiplina er blot 1,4 meter bred og 1,53 meter høj - uhyre praktisk i tæt bytrafik og nem at parkere. I italienske storbyer med smalle gader som Rom og Napoli, vil den have det som en fisk i vandet.

Låner fra originalen

Både navn og udformning sender en hilsen til Fiat 600 Multipla fra 1956. Den havde plads til hele seks personer, selv om den kun var 3,5 meter lang.

Multiplina viderefører tanken om at få mest muligt ud af meget lidt plads. Også udseendet låner fra forgængeren: Forruden er rykket langt frem, karrosseriet er tofarvet, og både frontens karakteristiske ”overskæg” og ventilationsåbningerne bagtil er fortolkninger af originalens detaljer.

Fiat understreger dog, at målet ikke er at genskabe den gamle Multipla. Det er princippet om enkel og praktisk transport, der skal videreføres.

Stadig et koncept

Multiplina blev vist sammen med det større Multiplay-koncept i Paris. Mens Multiplay handler om at tilpasse samme bil til forskellige behov, handler Multiplina først og fremmest om at spare plads og materialer.

Sideruden kan vippe ud forneden. Den brede dør giver god adgang til bagsædet.

Ifølge Fiat skal lav vægt og en enkel konstruktion sammen med eldrift mindske ressourceforbruget. 

Hvor langt Multiplina kan køre på en opladning, hvad den vil koste, og om den bliver sat i produktion, oplyser Fiat ikke. Men da Multiplina bygger videre på teknikken fra den endnu mindre Topolino, vil det være relativt nemt at gå fra koncept til produktion.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here