Amerikansk fabrik til 27 milliarder kroner, en guldfarvet Q9 og topchefens optræden ved et Trump-valgmøde udløser skarp kritik af Audi hjemme i kriseramte Tyskland.
En guldfarvet Audi Q9 uden for mødelokalet. Audi-chef Gernot Döllner på scenen sammen med Donald Trump.
Præsentationen af Audi's kommende fabrik i USA blev også en del af den amerikanske valgkamp, da Döllner lørdag deltog i præsidentens vælgermøde i Perry i delstaten Georgia. Her kunne Trump fremvise en milliardinvestering og dermed en fjer i hatten kort før midtvejsvalget 3. november, venligst leveret af Audi.
Audi vil investere omkring fire milliarder dollar i fabrikken, svarende til cirka 27 milliarder danske kroner. Den skal skabe omkring 4.500 arbejdspladser og kunne producere op til 200.000 biler om året. Byggeriet skal efter planen begynde i 2027, mens produktionen ventes i gang i begyndelsen af 2030’erne, oplyser Audi selv.
Men både tidspunktet, de amerikanske arbejdspladser og især den politiske indpakning har skabt vrede i Tyskland.
»Politisk uacceptabelt«
Christiane Benner, formand for fagforbundet IG Metall og næstformand i Volkswagen Gruppens tilsynsråd, som Audi er en del af, kalder ifølge Reuters Döllners optræden »dybt pinlig« og »politisk uacceptabel«.
Hun mener desuden, at Audi-chefen har overtrådt virksomhedens egne regler, der kræver politisk neutralitet.
Også Daniela Cavallo, der står i spidsen for medarbejderrepræsentationen i VW-koncernen, kritiserer, at Döllner deltager aktivt i Trumps valgarrangement. Ifølge Cavallo er optræden i strid med interne retningslinjer, som begrænser offentlige arrangementer med involverede politikere og partier i de sidste tre måneder før et valg.
Kritikken kommer også fra politisk hold. Isabel Cademartori, transportordfører for det tyske socialdemokrati SPD, fremhæver modsætningen mellem milliardinvesteringen i USA og usikkerheden om de tyske medarbejderes fremtid hjemme i Tyskland.
Bøjer sig for amerikansk told
Mens kritikerne mener Audi og Gernot Döllner er politisk tonedøve, giver det rent økonomisk god mening for Audi at investere milliarder i en amerikansk fabrik.
Audi importerer i dag alle sine biler til det amerikanske marked fra Europa eller Mexico. Det gør mærket sårbart over for Trumps toldpolitik. Ifølge Audi kostede den amerikanske told på biler, reservedele, stål og aluminium selskabet omkring 1,2 milliarder euro sidste år – næsten ni milliarder kroner.
Ved at bygge biler i USA kan Audi altså spare mange penge.

Bilerne bliver også billigere, så Audi håber at kunne øge salget. Fabrikken skal også satse på store SUV-modeller som Q7 og Q9, hvor sidstnævnte er den største bil, Audi nogensinde har fremstillet.
For præsident Donald Trump passer Audi’s investering ind i fortællingen om, at told får udenlandske virksomheder til at flytte produktion til USA. Derfor var en Audi-chef med et løfte om at bygge en fabrik og skabe arbejdspladser lige midt i valgkampen et regulært PR-scoop for Trump.
Set hjemme fra Tyskland var Audi-chefens medvirken i et Trump-valgmøde omvendt et pinligt knæfald for en amerikansk præsident, der nærmest tvinger Audi til at flytte arbejdspladser fra Tyskland til USA.
Færre medarbejdere hjemme
Hjemme i Tyskland er der nemlig ikke noget at fejre for Audi.
Audi har aftalt at nedlægge op til 7.500 stillinger frem mod 2029, især inden for administration og udvikling. Målet er at sænke omkostningerne og gøre virksomheden mere konkurrencedygtig.

Det er en bitter pille at sluge. For at få den til at glide ned hos tyske medarbejdere og fagforeninger, har Audi lovet at investere omkring otte milliarder euro - cirka 60 milliarder kroner - i sine tyske lokationer frem mod 2029.
Alligevel skaber udsigten til tusindvis af nye amerikanske job bekymring blandt medarbejdere, der selv bliver bedt om at acceptere besparelser.
Cavallo anerkender, at amerikansk produktion kan give økonomisk mening. Men medarbejderrepræsentanterne kræver klarhed over konsekvenserne for koncernens øvrige fabrikker, før de vil støtte planerne for USA.
Fabrik mangler grønt lys
Trods præsentationen sammen med Trump er projektet endnu ikke endeligt godkendt.
Investeringen skal forelægges Volkswagen Gruppens tilsynsråd, hvor medarbejderrepræsentanterne også har indflydelse.
Döllner har efterfølgende forsvaret planen med, at den bygger på måneders grundig planlægning og intensive forhandlinger. Netop fordi fabrikken endnu ikke er vedtaget, besvarer Döllner ikke kritikernes centrale spørgsmål: Hvorfor skulle en langsigtet investering i Audis fremtid præsenteres som en del af Donald Trumps valgkamp?






