Kinesiske Leapmotor vil underbyde elbiler som Renault 5 og VW Polo ID med hatchbacken B03 på prisen. Men først i 2027.
Leapmotor er et nyt kinesisk bilmærke med store europæiske ambitioner. Herhjemme har vi foreløbig fået den billige, mellemstore SUV B10, VW ID.3-rivalen B05 og senest den kompakte SUV B03X, der vil konkurrere med Renault 4 og den kommende VW ID Cross.
Når Leapmotor er blandt de mere interessante Kina-mærker skyldes det, at bilerne reelt er billige og bakket op af langt flere forhandlere herhjemme end de fleste andre kinesiske mærker. I Danmark har Leapmotor således hele 44 forhandlere - mere end noget andet Kina-mærke.
Endelig ejer Stellantis 20 procent af Leapmotor, hvilket sikrer mærket en vigtig forbindelse til det europæiske bilmarked.
Under 150.000 kroner
På den netop overståede biludstilling i Paris viste Leapmotor så mærkets nyeste model, der også bliver mærkets billigste: B03, som bilen skal hedde i Europa, er en lidt kortere og lavere version af SUV’en B03X.
Som kompakt, fem-dørs hatchback skal den konkurrere med hypede elbiler som Renault 5 og VW ID Polo. Formentlig til væsentligt lavere priser. Mens Renault og VW begynder fra 190.000 kroner, bliver vi ikke overraskede, hvis Leapmotor kan presse en basisudgave af B03 et godt stykke under 150.000 kroner. Det vil være lidt af en prisbombe i den populære Polo-klasse, men formentlig også være nødvendigt, hvis Leapmotor for alvor skal have en bid af kagen i miniklassen.

Den teknisk identiske SUV B03X koster 150.000 kroner med et lille batteri på 40 kWh, der giver en rækkevidde på 292 kilometer. Med samme teknik vil den lidt lavere B03 formentlig kunne sælges for lige under 140.000 kroner og kan dermed konkurrere med den billigste udgave af Citroën ë-C3 om at være Danmarks billigste elbil. Leapmotor vil dog have fordel af længere rækkevidde og mere standardudstyr.
Samme teknik
Teknisk er der stort set ingen forskel på B03X og B03. Med en længde på 418 centimeter er den 10 centimeter kortere, men omvendt lidt længere end sine europæiske konkurrenter.
Vi skal regne med valg mellem to batteristørrelser: 40 eller 53 kWh, der forventes at give den kompakte Leapmotor en rækkevidde på henholdsvis 300 og 400 kilometer.
Lynladning fra 10 til 80 procent klares på 21 minutter, hvilket vil gøre Leapmotor B03 til klassens hurtigste ved lynladeren. Elmotoren yder 145 kW (197 hk) og trækker på forhjulene.
Flere konkurrenter på vej
Den kompakte Leapmotors største udfordring bliver, at den først kommer til Europa i løbet af foråret. Til den tid er stærke, europæiske rivaler som Renault 5, Cupra Raval og VW ID Polo etablerede modeller, mens nye udgaver af Peugeot 208 og Opel Corsa også melder sig.

Ikke desto mindre har den danske Leapmotor-importør, Wismo Group, store forventninger til mærkets hidtil mindste og billigste model:
”Med B03 får vi endnu en vigtig brik på plads i vores modelprogram. B-segmentet har traditionelt været et populært valg blandt danske bilkøbere, og med B03 får vi mulighed for at appellere til en stor gruppe kunder, der tidligere har kørt benzin- eller dieselbil. Det giver os et stærkt udgangspunkt for at nå endnu bredere ud på det danske marked og styrker vores ambition om at gøre Leapmotor til et elbilmærke for alle danskere,” siger Jonas Stausholm, adm. direktør hos Wismo Automotive.






