Advarer om vinterdæk: “Hvert år ser vi det samme mønster”

elbiler i kulden

Danske bilejere venter for længe med at skifte til vinterdæk, mener ekspert. Med skærpede regler kan det koste en bøde på 4.000 kroner.

Vinteren nærmer sig, og snart falder temperaturerne så meget, at sommerdæk ikke længere har det optimale vejgreb.

Alligevel venter mange danskere hvert år med at bestille tid til dækskifte, indtil den første frost eller sne rammer.

Det kan give lange ventetider på værkstederne netop på det tidspunkt, hvor behovet er størst.

Bestil tid til dækskift nu

Derfor opfordrer forsikringsselskabet Alm. Brand danskerne til at være ude i god tid.

“Hvert år ser vi det samme mønster. Mange reagerer først, når vintervejret for alvor sætter ind, og så bliver værkstederne hurtigt booket op. Derfor er det en god idé at bestille tid allerede nu, så man undgår ventetid og er klar, når temperaturen falder,” siger Jan Graversgaard, VP for Motor i Alm. Brand.

Han uddyber:

”Vi ser desværre hvert år, at mange bilister havner i glatføreulykker, fordi de ikke har skiftet til vinterdæk. Sommerdæk mister deres greb, når temperaturen falder under syv grader, hvilket øger risikoen for ulykker markant. Vinterdæk giver derimod væsentligt bedre vejgreb, og derfor giver det også rigtig god mening, at reglerne er blevet skærpet.” 

Sidste år blev reglerne præciseret, så føreren har ansvaret for, at bilen ikke er udstyret med dæk, der er åbenbart uegnede til det aktuelle føre. Det kan udløse en bøde på 1.000 kroner pr. dæk. Altså 4.000 kroner i alt.

Kommer an på føret

Det er dog ikke manglen på vinterdæk i sig selv, der udløser en bøde. Det afgørende er, om dækkene er egnede til de forhold, man kører i.

Her vurderes blandt andet dækkenes mærkning og slid sammen med det konkrete føre.

Et helårsdæk er heller ikke automatisk egnet til alle former for vintervejr, blot fordi det sælges som et helårsdæk.

“Reglerne er i virkeligheden ganske enkle: Som bilist har man ansvaret for, at dækkene passer til vejret og føret. Derfor bør man allerede nu undersøge, om dækkene har den rigtige mærkning, tilstrækkeligt mønster og generelt er i god stand,” siger Jan Graversgaard.

Slid og alder kan også udløse bøde

Det er ikke nok blot at få skiftet til vinterdæk. Dæk, der er slidte, beskadigede eller for gamle, kan have dårligere vejgreb og skal måske udskiftes.

“Dækskiftet er en oplagt anledning til at få dækkene gennemgået. Hvis de skal skiftes ud, er det langt bedre at opdage det nu end på den første glatte vintermorgen. Jo tidligere man får det ordnet, desto bedre står man rustet, når vejret skifter,” siger Jan Graversgaard.

Læs også: Undgå bøder - her er de nye regler for vinterdæk

Gode råd til vinterklare dæk

  • Bestil tid til dækskifte allerede nu
  • Kontrollér dækkenes mønsterdybde og generelle stand
  • Se efter revner, skader og uens slitage
  • Undersøg dækkenes mærkning, og om de er egnede til vinterføre
  • Kontrollér dæktrykket regelmæssigt, særligt når temperaturen falder
  • Tilpas altid hastighed og afstand til vejret og vejens tilstand

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here