Endnu et Kina-mærke på vej til Danmark - ellers tak, her er ikke plads til flere

kinesiske bilmærker danmark

Lepas vil være det 23. kinesiske bilmærke i Danmark. Antallet af Kina-mærker nærmer sig det latterlige, mener Hvilkenbils Jens Velling. Aben ender hos forbrugerne.

hvilkenbil

Et nyt kinesisk bilmærke er på vej til Danmark. Lepas hedder det. En sammentrækning af Leap (spring), Passion og Leopard, og hvis det stadig ikke vækker din interesse, så vil mærkets omtale af sig selv sikkert få dig til styrte hen til nærmeste Lepas-forhandler: 

“Lepas tager udgangspunkt i overbevisningen om, at den, der vil smykke verden med glans, først må mestre livet med elegance. Lepas henvender sig til mennesker, der er modige, men yndefulde, effektive, men med sans for æstetik, og som ønsker en bil, der afspejler deres egen smag, deres valg og deres holdning…”

Wow. Fuld plade i bullshit-bingo. Hils Claude og ChatGPT fra mig, mens jeg prøver at rette tæerne ud igen…

Bag Lepas står Chery-koncernen, der har lavet biler siden 1997 og allerede forsøger at sælge mærkerne Omoda, Jaecoo og Exlantix i Danmark.

Det går ikke specielt godt. I årets første ni måneder har Jaecoo solgt 372 biler, Omoda 122 og Exlantix 50. 

På toppen af det danske bilsalg solgte Toyota i samme periode næsten 16.000 biler. Det bedst sælgende Kina-mærke, Xpeng, langede 4.300 biler over disken, hvilket rækker til en 12. plads blandt alle bilmærker. Bedste Chery-mærke er Jaecoo på en 32. plads. Exlantix er nummer 42…

Kunderne får regningen

Hvis man fornemmer lidt sarkasme, måske ligefrem irritation her i indledningen, er det helt rigtigt læst.

Sagen er, at med mindre man hedder Ferrari eller Rolls-Royce, skal der sælges hundredevis af biler om måneden for at have noget, der ligner en forretning. Ellers lukker forretningen på et tidspunkt. 

Så enkelt er det. Og når forretningen lukker, står kunderne tilbage med alle udfordringerne: Måske kan de ikke få reservedele. Hvis de kan, skal de måske sendes med skib fra Kina. Det er dyrt og langsommeligt. Og hvad med software-opdateringer? Tænk bare på Fisker-ejere, der aldrig fik alle funktioner i bilerne til at virke, inden firmaet gik konkurs. 

Værditabet på mærker, der trækker sig ud eller lukker, vokser med garanti eksplosivt. Hvis man overhovedet kan sælge sin brugte Kina-bil. Og det er, som man siger i Jylland, rigtig træls, hvis man har kastet 200.-300.-400.000 kroner efter sin bil.

Lotto-kuponer

Det er her, jeg bliver lidt forarget på forbrugernes vegne. For det vælter stadig ind over grænserne med nye, kinesiske bilmærker som importørerne selv - uden for citat - indrømmer er rene lotto-kuponer. De importerer dem i håbet om, at enkelte af dem ender som den næste Toyota, Skoda eller Kia: Et vildt langskud, der faktisk går i mål.

Men som talrige internationale og danske eksperter siger igen og igen, så tror ingen - heller ikke kineserne selv - at alle de mange kinesiske bilmærker er her på den lange bane. Tværtimod vil kun en brøkdel overleve.

I min optik spiller de danske importører af flere Kina-mærker hasard. Ikke mindst med deres kunders penge. 

Markedet er mættet

Jeg forstår udmærket, at mange prøver lykken. Men det er flere år og adskillige mærker siden, at vi nåede et mætningspunkt for flere Kina-mærker på det lille, danske bilmarked.

Kig på salgsstatistikken. 

Xpeng, MG, Zeekr og BYD topper og skal nok klare sig.

Polestar er en succes i Danmark, men i alvorlige vanskeligheder globalt. Følger man med i bilindustrien, vil man nok ikke satse pensionsopsparingen på Polestar.

Leapmotor på sjettepladsen har potentiale. Mest fordi de dækker markedet i den helt billige ende og har opbakning i Europa fra Stellantis-koncernen, der ejer det europæiske importselskab.

“Dead cars driving”

Herfra begynder det at se svært ud. Fra Jaecoo på syvendepladsen og nedefter skal salget gevaldigt op i gear, hvis man skal tro på en længerevarende fremtid. 

Mærker som Aiways, Voyah, JAC, Maxus, Nio og Firefly har allerede forsøgt længe uden at få noget, der bare ligner et gennembrud herhjemme. Med en let omskrivning fra dødsgangen i amerikanske fængsler ligner de “dead cars driving”.

Hongqi har lige måttet erkende, at man ikke kan rette en graverende fejl i sin egen software. Nu lægges flere funktioner døde, mens ejerne får 50.000 kroner i trøstepræmie. Det er svært at se Hongqi, hvis salg i forvejen er gået i stå, komme tilbage fra det selvmål…

Skyworth og Navor ligner i stigende grad det, de var, da de blev lanceret i Danmark: Bilernes svar på éngangslighteren: Brug, smid væk og vær ligeglad. 

Latterligt - men ikke for forbrugerne

Er jeg for hård og unuanceret? Måske. Men når de kinesiske bilmærker og deres danske importører ikke selv kan sige stop og bare koncentrere sig om at få de 22 nuværende Kina-mærker til at fungere, må andre jo sige det indlysende:

Alt tyder på, at det danske marked for længst er mættet for kinesiske bilmærker. At blive ved med at hælde nye og ukendte Kina-mærker ind på det lille, danske bilmarked nærmer sig det latterlige. Bortset fra, at der ikke er så meget at grine ad for de forbrugere, der kommer til at købe et af de mærker, der snart er væk igen.

Intet tyder på, at det næste i rækken - Lepas - uanset hvor elegant og leopard-agtig mærket selv synes det er, bliver Kinas svar på Toyota, Skoda eller Kia. Dertil minder Lepas alt for meget om de fleste og meget gennemsnitlige konkurrenter.

Så kære Lepas og den danske importør, der endnu ikke er udpeget: I behøver ikke komme til Danmark, hverken for min eller de danske bilkøberes skyld: Elbilfesten er bestemt festlig, men I er for sent på den og der ikke længere plads på dansegulvet. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here